Annonce

Affaldsindsamlere belønnes i nyt projekt
skraldehund_005_080319_BP.jpg
På billedet har labradoren Alma netop hapset en tom pakke cigaretter ud af en busk. Almas ejer håber, at Rødovre Kommune bliver en den af projekt 'Ren Natur', så foreninger får mulighed for at tjene til lidt lommepenge på at holde byen ren. Foto: Brian Poulsen
Skrald for penge: 26 kommuner er foreløbig en del af et nyt projekt, hvor foreninger får penge for at samle affald op i naturen. Lokalt tiltaler idéen både de frivillige indsamlere og politikere.

Slikpapir, øldåser og cigaretpakker. Hvis du går en tur i dit lokalområde, er det stort set umuligt ikke at støde på henkastet affald.
Skrald der flyder i det fri er et nationalt problem, men et nyt projekt har en klar vision om, at løse problemet gennem lokalt tværorganisatorisk samarbejde. Projektet hedder Ren Natur og er en del af non-profit organisationen Hold Danmark Ren.
I år har Ren Natur indgået samarbejde med foreløbig 26 kommuner om en koordineret indsats, hvor foreninger, i de forskellige kommuner, får betaling for deres indsats og kommunerne hjælper til med planlægning af ruter.
”Ren Natur er et fællesskab, hvor alle spiller en lige vigtig rolle. Hvad angår kommunernes rolle, skal de sikre, at vi ikke planlægger indsamlingsruter på private arealer, men udelukkende færdes på de offentlige områder. Ligeledes er det vigtigt, at vi ikke opretter indsamlingsruter på områder, som i forvejen er omfattet af en høj offentlig renholdelsesfrekvens og endelig sikre kommunerne en korrekt bortskaffelse og sortering af det indsamlede affald,” fortæller Anette Juul, der er projektleder i Hold Danmark Rent.

Penge fra sponsorer
De deltagende kommuner skal betale i omegnen af 20.000 til 30.000 kroner for at deltage i projektet, men udbetalingen til foreningerne, der kan tjene 3000 kroner ved at samle affald, kommer fra sponsorer. I 2019 har Ren Natur sponsormidler til knapt 350 indsamlings-
ruter på tværs af landet og de arbejder hårdt på at sikre flere sponsormidler til 2020, således at endnu flere kommuner kan del-
tage. Om Rødovre Kommune bliver en del af projektet, vides ikke, men formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Kongebro (S), er på ingen måde afvisende overfor initiativet.
”Vi må bare erkende, at der bliver efterladt rigtig meget affald i naturen og at vi som kommune ikke har mulighed for at samle affald op i alle kroge, så idéen tiltaler mig,” siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Kongebro (S), der dog pointerer, at sagen ikke har været vendt politisk i den socialdemokratiske gruppe.
Det Konservative-medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Mogens Brauer, synes umiddelbart også, at projektet lyder tiltalende.
”Det er virkelig et stort problem med affald i naturen og som kommune har vi ikke penge til at sende 100 mand ud på kommunens regning for at gøre rent. En koordineret indsats som denne, hvor man som forening samtidig kan tjene lidt penge til klubkassen, lyder derfor som en god idé,” siger han.

Annonce

Handler om oplysning
71-årige Kenn Pedersen fra Korsdalsvej har i halvandet år været en del af den lokale affaldsindsamlingsgruppe ’Ren By Rødovre’. Han samler affald op i naturen stort set hver dag, når han går tur med sine to hunde, som han ovenikøbet har trænet til formålet.
”De henter det affald, som ligger inde i buskene og de er blevet rigtige gode til det,” siger Kenn Pedersen, der håber, at Rødovre Kommune bliver en del af det landsdækkende fællesskab ’Ren Natur’, der gør det muligt for foreninger at få en økonomisk gulerod for deres anstrengelser med at rydde op i naturen.
”I ’Ren By Rødovre’ har vi forsøgt at være meget synlige, men der ligger jo stadig meget affald og flyder. Med lidt penge i kassen kunne vi have forskellige initiativer, der måske kunne være med at ændre holdningen for dem, der smider affaldet i naturen.”
“I bund og grund handler det jo om oplysning og om at få folk til at indse, det ikke er i orden at smide affald på gaden og i naturen. Der skal ske en holdningsændring,” siger Kenn Pedersen, der også tror, at langt flere borgere og foreningen vil engagere sig i renholdelsen af deres by, hvis der kan komme lidt penge i klubkassen.

Kommentarer
Top