Annonce

Folkekøkken fortsætter
folkekoekken_016_311018_BP.jpg

Med stemmerne 14 mod 5 vedtog kommunalbestyrelsen i tirsdags at fortsætte opbakningen og støtten til folkekøkkenet.

Med stemmerne 14 mod 5 vedtog kommunalbestyrelsen i tirsdags at fortsætte opbakningen og støtten til folkekøkkenet.
Ensomhed Selvom det ifølge oppositionen ikke kan bevises at have gjort ensomheden i byen mindre, vil Rødovre Kommune også i 2019 støtte økonomisk op om et folkekøkken.

Det var en glad formand for Social- og Sundhedsudvalget, der efter tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde kunne se tilbage på vedtagelsen af at etablere et fast folkekøkken i Rødovre.
“I Rødovre har vi ikke opfundet den dybe tallerken – men vi er ret gode til at finde ud af at spise af den – på vores egen facon. Og sådan er det faktisk med etableringen af Folkekøkken i Rødovre. Det er ikke nyt, andre har gjort det før os, men ingen har gjort det med så stor lokal succes og engagement, som her i Rødovre. I 2018 har 10 Pop up-køkkenet bespist knapt 800 borgere,” skrev Britt Jensen (S) glad på de sociale medier. På baggrund af forslag fra bl.a. Socialdemokratiet afsatte politikerne sidste år 700.000 kroner til at afprøve om folkekøkken var en mulighed i Rødovre. Ideen kom fra udsatterådet, der gerne ville forebygge ensomhed. Spørgsmålet er om, at folkekøkken på den måde, det har virket på sidste år, kan det?
“Svaret er klar JA,” mener Britt Jensen.
“Og nu etablerer kommunen så en model for Rødovre Folkekøkken, der bygger på et tæt og nært samarbejde mellem en nyetableret forening: Rødovre Folkekøkken og Rødovre kommune. Kommunen indgår en partnerskabsaftale med foreningen om drift og aktiviteter. Folkekøkkenet skal etableres på ét fast sted og afvikles hver anden uge på en fast ugedag,” fortsætter hun.

Alt for dyrt
Forslaget om etablering af et folkekøkken baseret på et frivilligt forenings set-up i Rødovre blev godkendt med 14 stemmer mod 5 i byrådssalen og det gjorde Social- og Sundhedsforvaltningens forslag om at indgå en partnerskabsaftale med den kommende forening Folkekøkken Rødovre om drift og aktiviteter for folkekøkkenet godkendes også.
Det ærgrer oppositionen.
“Vi synes det er en god idé, der er frivillige, der vil løfte opgaven, men vi kan ikke se ud af evalueringen, at man har nået nogle udsatte grupper, og det var derfor det blev sat i værk. Når man kigger på rapporten, må man erkende, at der ikke er vist en konsekvent stigning i målgruppen blandt gæsterne heller,” siger Mogens Brauer (K).
Han undrer sig over, at der ikke engang er lavet en forening for de frivillige endnu, og er rystet over, at den økonomiske udgift indtil nu svarer til, at man lige så godt kunne have sendt gæsterne på restaurant for de samme penge.
“Det er en for dyr løsning, som vi ikke kan støtte siger han,” også med hentydning til, at rigtigt udsatte borgere ikke vil bruge 100 kroner på aftensmad.
Send dem på restaurant i stedet for samme pris
Den kritik deler Venstres Claus Gisselmann Olsen.
I 2018 har Rødovre Kommune nemlig brugt 312.000 på 776 gæster.
Det er 402 kroner per deltager.
“Nu tjekkede jeg lige prisen på restaurant Madklubben på Vesterbrogade. Der kan man få tre retter for 225 kroner. Jeg mener, at hvis der er frivillige foreninger der ønsker at drive madklub eller folkekøkken. Så bør de søge diverse fonde eller de puljer som vi deler ud af to gange om året,” siger Claus Gisselmann og fortsætter:
“Venstre mener ikke, at det er en kommunal opgave at støtte eller drive et folkekøkken. For Venstre er det vigtigere, at der bliver skabt arbejdspladser og at de mennesker som er udenfor arbejdsmarkedet bliver gjort parate til at tage job. Og dermed blive selvforsørgende.”

Annonce
Kommentarer
Top