Annonce

Fjerner Michael Jackson-figur af frygt for hærværk
voksudstilling.jpg
Sylvester Stallone (tv) og Bruce Willis (th) kan ses på Festpladsen i Rødovre Centrum, men centeret undladt at opstille Michael Jackson-figuren, der ellers agerede trækplaster på centerets reklame for udstillingen. Michael Jackson har tidligere været tiltalt for beskyldninger om pædofili, men han blev frifundet for anklagerne tilbage i 2005. Foto: Red.
voksudstilling Popikonet Michael Jackson skulle have været en del af Rødovre Centrums store voksudstilling i vinterferien, men efter flere kundehenvendelser har centeret besluttet at stryge den afdøde popkonge fra udstillingen. Fangruppe ryster på hovedet over beslutningen.

Det hører til sjældenhederne, at vinterferie-underholdning i Rødovre Centrum sætter sindene i kog, men i den danske Michael Jackson fanklub, MOO-Walkers, er man i oprør over, at deres store idol er blevet fjernet fra en aktuel udstilling med voksfigurer, hvor 20 af verdens store stjerner står side om side på Festpladsen.
Balladen skyldes en ny kontroversiel dokumentarfilm om popkongen Michael Jackson, hvor to påståede ofre står frem og fortæller, de blev seksuelt misbrugt af sangeren som børn. Overgrebene skulle være fundet sted i Michael Jacksons forlystelsespark ‘Neverland’ i 90’erne og dokumentarfilmen har givet meget opmærksomhed på den netop overståede Sundance Film Festival.
Flere filmanmeldere er enige om, at filmen ikke efterlader tvivl om popstjernes overgreb og det er den megen opmærksomhed om sagen, der får Rødovre Centrum til helt at fjerne voksfiguren af popikonet.
I første omgang fortalte centerforeningens marketingdirektør, Charlotte Andersen, at centeret ikke havde planer om at pille Michael Jackson ud af udstillingen, men den holdning er siden blevet ændret.
”Det var jer (Rødovre Lokal Nyt, red.) som gjorde os opmærksomme på, der kunne være et problem og siden har vi fået flere henvendelser fra kunder, der føler sig stødt over at figuren står på Festpladsen. Når vi får henvendelser af den karakter, er vi nødt til agere. Kunderne skal ikke blive stødt af at være i Rødovre Centrum og vi havde samtidig en frygt for, at figuren kunne blive udsat for hærværk,” siger Charlotte Andersen om beslutningen.

Fan: “RC skal ikke bukke under”
Det er faldet den danske Michael Jackson fangruppe hårdt for brystet, at deres idol alligevel ikke er en del af udstillingen i Rødovre Centrum og det lokale fanmedlem Carina Rosa Bengtson undrer sig over, at centeret går ind og agerer dommer på baggrund af anklager i en dokumentarfilm.
”I andre lande står Michael Jackson-figurer uberørt, så hvorfor skulle der lige ske hærværk i Rødovre Centrum? Man kan også undre sig over, at Rødovre Centrum tager stilling til disse påstande. Jeg kan kun sige, at Michael Jackson er frikendt fra alle tidligere anklager og derfor bør centeret ikke gå ind og agere dommer,” mener Carina Rosa Bengtson, der håber, centeret tænker sig om en ekstra gang og stiller figuren tilbage.
Det skal hun dog ikke sætte næsen op efter.
”jeg kan godt forstår, at fangruppen og andre er triste over, figuren ikke er med, men vi vil ikke støde vores kunder og derfor bliver Michael Jackson ikke en del af voksudstillingen i vinterferien,” fastslår Charlotte Andersen.

Annonce
Kommentarer
Top