Et barn af bogen
boerge-thomsen_023_100316.jpg

Børge Thomsen har skrevet en roman om sine forældres møde under krigen

Børge Thomsen har skrevet en roman om sine forældres møde under krigen
Ny bog Emil var kun 18 år, da han måtte drage af sted som krigssejler, men han vendte retur som en tavs dansker, der skulle kæmpe med forelskelse, kaos og krig.

Kun én gang før har Børge Thomsen bedrevet en roman, der kunne holde læseren fanget i sengen lidt for længe for hele tiden at bladre videre til den næste side.

Med bogen ‘Den tavse dansker og englænderen’ har rødovreborgeren tilsyneladende gjort det igen.

Annonce

I hvert fald bliver romanen om den unge Emil, der midt under krigen forelsker sig i sangerinden Sonja, mødt meget positivt.

Heldigvis for Børge Thomsen, der på mange måder er resultatet af lige netop dét møde, da fortællingen handler om hans forældre.

Det er en historie om to unge mennesker, der mødte hinanden i det krigshærgede England. Han havde som 20 årig allerede været krigssejler i et par år. Han var dansker fra Aalborg. Hun var 25 år og gift, havde en lille datter, men boede alene det meste af tiden. Hendes mand var soldat for England. Hun arbejdede i krigsindustrien.

“Hun drømte om at blive en berømt sangerinde. Hun havde en smuk stemme. De blev forelsket i hinanden. Disse to mennesker blev forældre til mig og mine tre søstre,” fortæller Børge Thomsen.

Kunstneren Kasper Købke har håndtegnet omslaget af Dannys Dancehall, hvor forældrene mødte hinanden, men det er mere kummerlige forhold, der er det historiske afsæt.

“Med udgangspunkt i, hvad jeg ved om de forhold, de kom til at leve under, har jeg skrevet denne roman,” siger forfatteren og tænker baglæns:

“Den første bog, ‘En Skudsikker Plan’, var en mellemting imellem en krimi og en spændingroman, Denne bog er baseret på mine forældres liv under og lige efter 2. Verdenskrig, min far var dansk krigssejler og min mor var englænder. Bogen handler om det liv de kunne have levet fra 1940 til 1948. Jeg har brugt de få oplysninger vi har og digtet resten. Så det er en bog om to unge mennesker, der mødes og kæmper sig igennem den hårde tid.”

 

En krigshyldest

Der er måske ikke decideret krigshistorie gemt mellem linjerne, men autenciteten er alligevel til at føle.

“Jeg vil gerne øge kendskabet til de danske søfolk, der kæmpede for de allierede under 2. Verdenskrig. Deres lidelser og Danmarks negligering af dem, da de kom hjem. Altså få formidlet, at der var danskere, der gjorde en indsats i 2. Verdenskrig, der internationalt er anerkendt, men meget lidt kendt i Danmark,” siger Børge Thomsen

“Og selvfølgelig fortælle en kærlighedshistorie på den grumme baggrund. Jeg vil gerne have at folk, når de har læst romanen tænker: Vi har danske helte, der kæmpede med livet som indsats i over fem år imod nazisterne. Og være lige så stolte af dem som af modstandsfolkene,” slutter barnet af bogen.

Kommentarer
Top