Annonce

Unikt musikprojekt har vokset sig stort
Koncert-190106-22.jpg
Eleverne i MusikUnik øver flere gange ugentligt og spiller 10-14 koncerter om året, senest ved Rødovre Kommunes nytårskoncert i Viften. Hvis du vil høre, hvordan det lyder, når eleverne trutter i trompeterne og klarinetterne, kan det lade sig gøre ganske gratis i DR Byen den 17. marts klokken 15.30, hvor der er Orkesterfestival med ungdomsorkestre fra hele landet. Foto: Per Dyrby
musik 135 skoleelever er i dette skoleår en del af Rødovre Kommunes musikprojekt ’MusikUnik’, der giver børn med udfordringer et socialt ståsted gennem musik.

Inspireret af et venezuelansk musikprojekt, der henvendte sig til fattige børn, blev der i 2008 taget hul på en lokal musikalsk rejse, der skulle udvide skolebørns musikalske forståelse og give dem positive oplevelser. Børneorkesteret Young Care kom til verden og børn fra Høje Taastrup og Rødovre Kommune blev gennem musikken en del af et socialt netværk med jævnaldrende børn.
Projektet har udviklet sig meget gennem tiden og hedder i dag MusikUnik. Musikprojekt er forankret på Rødovre Musikskole og støttes økonomisk af Rødovre Kommune.
I de sidste fem år har godt 40 børn været tilknyttet projektet, der med fast base på Hendriksholm Skole, har henvendt sig til børn med udfordringer.
I dette skoleår er yderligere to skoler og 100 børn blevet en del af det musikalske projekt og på Hendriksholm Skole, Valhøj Skole og Tinderhøj Skole er der således i dag skoleorkestre, hvor eleverne i deres musiktimer bliver fortrolige med et klassisk instrument. For manges vedkommende betyder det øget selvværd og nye kammeratskaber på kryds og tværs af skoler og klassetrin.
”Der er vigtige sociale aspekter i MusikUnik. Eleverne lærer selvfølgelig at spille på et klassisk instrument, som en klarinet eller en trompet, men de bliver også en del af en gruppe, hvor det ikke handler om at komme ind på førstepladsen eller være stærkest eller hurtigst. Det handler om, at man som gruppe er gode sammen og har et fælles mål. Man støtter op om hinanden og hjælper hinanden. Der er det musikalske samspil samt det sociale samvær og begge dele vægter begge lige højt,” siger Peter Bindslev, der er projektleder i MusikUnik. Han er uddannet fra Det kongelige Danske Musikkonservatorium og sammen med Leon Samuelsson, der er messing- og sammenspilslærer samt Kristoffer Rosing-Schow, der underviser i saxofon og klarinet, udgår han lærerteamet bag det lokale musikprojekt.

Mentorer på sidelinjen
Dirigent i Rødovre Concert Band, Jørgen ’Misser’ Hansen var tilbage i 2008 en af idémændene bag opstarten af projektet og i dag har Rødovre Concert Band stadig en vigtig rolle. Orkesterets dygtige amatørmusikanter fungerer således som rollemodeller og frivillige mentorer for de unge. Både socialt og musikalsk er de med til at løfte eleverne, fortæller Peter Bindslev, inden han sætter flere ord på, hvad det er musik kan gøre af forskel for unge, der måske har koncentrationsbesvær eller på anden måde har særlige udfordringer i skolen.
”Ud over at musik skaber sammenhold og et fællesskab, er der andre gavnlige effekter. Motorikken og koordinationsevnen bliver udviklet, når eleverne skal øve på deres instrumenter. Det at overvinde de udfordringer det er at lærer et instrument, kan eleverne bruge i skolen og senere i deres uddannelses- og arbejdsliv,” siger Peter Bindslev inden han tilføjer:
“Musik giver succesoplevelser og kammeratskaber. På længere sigt kan det give nogle nye muligheder for de elever, der er med i projektet,” fortæller Peter Bindslev.

Kommentarer
Top