RHs damer spiller topkamp
RH_damer-KSI_008_230918_BP.jpg
RHs talentfulde fløj Anne Jagd, ser frem til en spændende topkamp, med masser af tænding. Foto: Brian Poulsen
Håndbold Søndag den 3. februar kl. 15:00 er der topopgør i Rødovre Stadionhal, hvor Rødovres håndbolddamer får besøg af Lyngby HK. I de to klubbers første møde, vandt Lyngby 28-17, og er det eneste hold, der har formået at tage point fra RH. Inden søndagens topkamp, ligger Rødovre HK nummer 1 med 30 point, og Lyngby nummer 2 med 28 point, hvor begge hold har spillet 16 kampe.

Rødovre HKs talentfulde fløj Anne Jagd, siger om kampen mod Lyngby.
”Jeg glæder mig helt vildt, men jeg er også mega spændt. Det bliver forhåbentlig en spændende kamp, med masser af tænding, for vi ved de er gode, så vi er klar.
Jeg føler vi har fuld fokus på hvad Lyngby kommer med, og det skal vi træne på i den her uge, så jeg forventer det bliver en tæt kamp.
Jeg tror at Lyngby ved, at det gælder når de skal møde os. Sidst vi mødte dem kom de med et tryk, så vi ved, at de er max klar på os, men vi er også max klar på dem, så det bliver meget spændende, og jeg glæder mig” siger Anne Jagd.

Rødovre Lokal Nyt spurgte Rødovres cheftræner Nikolaj Moltrup-Ryom, hvilke forventninger han har til kampen mod Lyngby?
”Mine forventninger er, at det bliver en virkelig hård kamp, at vi skal et niveau eller to op, i forhold til vores præstationer her efter nytår, hvis vi skal spille med. Vi skal have vores spillere til at ramme dagen, hvis vi skal spille lige op med Lyngby. Der er ingen tvivl om, at Lyngby er det bedste hold i anden division, at vi ligger over dem lige nu, det er vi jo glade for, men det kommer til at kræve virkelig stor koncentration, og virkelig stor tro på egne evner, og sin egen fysik hen over de to gange tredive minutter”.

Kan den rutine, som Rødovres unge hold har fået siden de sidst mødte Lyngby, bruges positivt på søndag?
Jeg mener at vores udviklings potentiale, alt andet lige, inden sæsonen startede er større end Lyngbys, så jeg satser klart på, at vi har udviklet os mere en Lyngby har. Så jeg håber man godt kan se, at vi kan spille smartere end vi gjorde sidst, og at holdet er blevet bredere end det var sidst vi mødte Lyngby”, siger Nikolaj Moltrup-Ryom og fortsætter.
”Sidst vi mødte Lyngby var vi rimeligt hårdt ramt af, at Amalie Rasmussen og Ine Oldeide begge blev skadet efter tyve minutter, så det var to helt nye første års der skulle bære det, det var nok lige at stramme den for de to, men det vil være klart bedre på søndag, det er min forventning”.

Inden sæsonen ville du være tilfreds med, at slutte i den bedste halvdel af rækken. Inden kampen på søndag ligger i nummer et, hvad er det der har gjort, at I ligger bedre placeret end du havde forventet?
”Vi har haft et stabilt fremmøde til træningerne, vi træner tre gange om ugen med minimum femten spillere, og det har vi gjort frem til jul, og det har vi været rigtig gode til. Vi træner fysisk alle tre gange om ugen, så der er ingen tvivl om, at spillernes iver for at træne, og deres stabilitet til det fysiske har gjort, at de har rykket sig” siger Rødovre træneren, og tilføjer.
”Der er nogle af kampene hvor vi ikke har spillet godt, men vi har bare været fysisk overlegne sådan, at vores forsvar, og det er ikke nogen hemmelighed, at det ligesom er vores styrke. De sidste syv til otte kampe, har vi holdt modstanderne nede på sytten mål i snit, så jeg vil sige, at vi træner så stabilt med så mange spillere hver gang, at det giver høj kvalitet i træningerne” slutter Nikolaj Moltrup-Ryom.    

Kommentarer
Top