Annonce

Politikere sender stort byprojekt i høring
g4r5l0ovglahvonyavpq.jpg
Den centrale del af Rødovre er på vej mod en stor omdannelse. Kommunalbestyrelsen godkendte tirsdag aften to lokalplaner, der kommer til at forvandle den centrale del af Rødovre. Foto: VISMO for Rødovre Kommune
byudvikling Kommunalbestyrelsen godkendte tirsdag aften to lokalplaner, der kommer til at forvandle den centrale del af Rødovre. De to lokalplaner skal nu i otte ugers høring.
Fakta
  • Kommunalbestyrelsen har arbejdet med omdannelse af Bykernen i flere år. I april 2017 vedtog Kommunalbestyrelsen helhedsplanen for Bykernen, og i juni 2018 blev der afholdt et dialogmøde med grundejere og naboer i området.
  • De to forslag til lokalplanerne om Karrébyen og Næsbyvej/Egegårdsvej er begge i høring fra den 7. februar til den 8. april.
  • Forslag til lokalplan 144 Næsbyvej og Egegårdsvej giver mulighed for at opføre en ny karrébebyggelse med boliger og erhverv på hjørnet mellem de to veje.

Forslag til lokalplan 145 Karrébyen giver mulighed for at omdanne et større område til et blandet bolig- og erhvervsområde med et centralt, offentligt byrum kaldet ”Hovedstrøget”. Flere af ejendommene i lokalplanområdet huser i dag kommunale arbejdspladser, som skal flyttes.

Byudviklingsprojekterne står nærmest i kø i Rødovre og tirsdag aften godkendte byens politikere to lokalplaner, der skal danne rammerne om endnu et stort projekt. Planerne vil gøre det muligt at forvandle hele den centrale del af Rødovre, der i dag fremstår som et ældre og slidt industri- og erhvervsområde. Planerne indeholder blandt andet et nyt hovedstrøg, der kommer til at strække sig fra Rødovre Centrum over Rådhuspladsen og gennem et område, som i dag er delvist bebygget, frem til Tæbyvej. Kommunalbestyrelsen har arbejdet med planerne i flere år og planen er, at der omkring det nye hovedstrøg skal skyde moderne boliger op, der skal give plads til flere tusinde nye indbyggere.
”Nu starter omdannelsen af Bykernen. Det er en fantastisk beliggenhed, og det skal være et af de mest attraktive bymiljøer i hovedstaden. Det kommer til at tage mange år, før vi er i mål. Udviklingen sker i respekt for de private grundejere i området, som selv bestemmer tempoet. Som kommune går vi selvfølgelig forrest med de grunde, vi selv ejer,” udtaler borgmester Erik Nielsen (S) i en pressemeddelelse.
Rødovre Kommune kalder området for Bykernen og det nye strøg kommer blandt andet til at løbe igennem det nye kvarter Karrébyen.   

Der er borgermøde om Rødovres nye hovedstrøg, som også inkluderer den nye musikskole og café ved Viften, den 1. april klokken 19.00-20.30 i den store sal på Rødovre Bibliotek  

Annonce

 

Rødovres nye strøg – i baggrunden ses den nye café ved Viften, Rådhuspladsen og Rødovre Centrum

 

Kommentarer
Top