Annonce

Mit liv som udsat ung
anonym-udsatteunge_001_040119_BP.jpg
På Facebook efterlyste vi juleaften unge, der gerne ville fortælle om livet som udsat i Rødovre. Frederikke Due er en af de meget modige unge, der her taler ud. Foto: Brian Poulsen
fokus på udsatte unge Jeg er født en sensommernat i '97. Fra barnsben til midten af teenagealderen har jeg været bosat i Rødovre Kommune. Turbulensen startede tidligt. Få år efter jeg blev født, blev mine forældre skilt. Økonomien haltede kraftigt, rus samt nydelsesmidler lå ikke fjernt fra familien.

Jeg husker ikke meget fra dengang og har fået fortalt, at jeg først sent
begyndte at tale. Men minderne, der sidder fast, var ambivalente. Ét kunne være min mor der græd, et andet var Aqua, der spillede på fars store anlæg i stuen.
Den ene dag boede vi sammen, næste dag sofasurfede mor, søster og mig hos en kollega og (det der føltes som) kort tid senere var vi tilbage i lejligheden uden far – endnu engang kort tid senere flyttede en ny mand ind.
Mine forældre var i retten, har jeg senere fået fortalt, for at finde ud af, om der skulle være fælles forældremyndighed eller ej. Det endte dog med at blive fælles.

Et normalt liv
Men tiden går og en tilværelse i stabilitet nåede vi også til. Jeg havde et normalt liv med normale venner, normal skolegang, fritidshobby og senere fritidsjob. Men ting ændrede sig gradvist, da min prepubertet startede. Min hukommelse svigtede, jeg fik ofte ondt i maven henne i skolen, autoriteter og ting jeg ‘skulle’ betød mindre og mindre.

Annonce

Varm mad hver dag
Der var et svingende alkoholforbrug forbundet med min mors nye kæreste, dette blev bedre i lange perioder, men min far var meget ustabil. Alt i alt føler jeg faktisk, jeg har haft en fin barndom, min mor kæmpede meget for at få det til at virke – og det gjorde det. Trods små midler fik vi varm mad hver dag, ny skoletaske og redskaber, pænt tøj og blev ordentligt opdraget.
Men løbende føltes virkeligheden mere og mere uvirkelig. Min søster havde meget fravær de sidste år i skolen og fik gennem kommunen nogle samtaler.
Samme mønster gik igen ved mig. Da vi ramte 7. klasse, virkede skole ikke. Jeg havde mindre og mindre lyst til at møde op. Jeg fandt nye venner på Internettet i den alternative kreds.
Jeg tyede til selvskadende handlinger som ‘cutting’ og skiftede mellem at sulte og overspise. Jeg var ved at blive alvorligt syg. I 2012 knækkede filmen for mig. Min søster var taget et halvt år på højskole, hvilket gjorde mig rigtig glad på hendes vegne. Men da hun kom hjem, var hun ødelagt og valgte at flytte til Århus, hvor hun lukkede sig inde i et par måneder. Hun var blevet 18 år og havde aldrig fået den optimale hjælp fra kommunen. Men det værste var nok at selv samme skole, der havde taget for sent fat i min søster, ikke tog fat i mig, selvom mønstret var det samme.

Mærker kun smerten
Mit fremmøde i skolen blev mindre og mindre. Jeg følte mig udenfor, anderledes og jeg blev mere og mere psykotisk.
Det fremspring i, at jeg hørte folk snakke bag min ryg, sige mit navn, jeg så mig selv udefra og kunne ikke mærke min egen krop – jeg kunne ikke mærke sult eller kulde.
Jeg var så ked af det, ja ulykkelig, at jeg havde distanceret mig fra min egen krop for ikke at kunne mærke smerten – og det eneste jeg kunne mærke var et pres for brystet, som jeg allerede i 2011 havde spurgt min læge til råds omkring.

Tog en overdosis
I efteråret 2012 valgte jeg at tage en overdosis. Ikke fordi jeg ville dø, men fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle spørge om hjælp.
Jeg kom på hospitalet og til en akut samtale på Nordvang (Glostrup psykiatrisk ambulatorium) og blev senere indlagt og fik diagnosen Paranoid Skizofreni. Efter syv måneders indlæggelse blev jeg flyttet i plejefamilie.
På en måde var det en himmel og et helvede. Jeg er ked og led af, at der
ikke blev gjort noget i tide.
For en ung, der har det SÅ skidt, kan sjældent selv spørge om hjælp. Også for min søster, der blev aldrig slået hårdt nok ned, selvom det viste sig, at hun også havde en alvorlig psykisk sygdom.
Den dag i dag er jeg færdigbehandlet og udskrevet af psykiatrien. Jeg får stadig medicin, men jeg går i skole 32 timer ugentligt, har liv med gode relationer til både familie og venner.

Er lidt skuffet
Men det jeg er allermest skuffet over, er hvor lidt der er blevet grebet ind. Familien var en sag i kommunen, men dog blev der ikke taget fat i tide.
Min søsters mønster gik direkte videre til mig, men det var først, da jeg blev indlagt på psykiatrisk i Glostrup i 2012 at kommunen tog fat.
Og derudover; ingen havde nogensinde fortalt mig, at det var okay ikke at være okay.
Der mangler fokus på børn og unge og deres følelser. Med alt det stress og pres fra omverdenen; ‘hvem vil du være og hvad vil du lave, når du bliver stor? Men der er ingen til at spørge ‘hvordan har du det egentlig’?
Hvis jeg havde vidst, det var normalt, at det var helt okay at have det så skidt, som jeg havde det, var der nok ikke gået så længe, før jeg havde reageret på det og råbt højt om min ulykkelighed, om mine symptomer.
Mere foredrag om psykisk sårbarhed. Flere pædagoger så hvert barn bliver taget hånd om. Mere tid og fokus på den enkelte elev. Flere sagsbehandlere, mere fokus på familier i risikozonen. Flere Børne-unge tilbud, hvor du kan komme og få en snak.
Flere tilbud til både voksne og unge pårørende. Mere fokus – børn og unge er vores fremtid, og hvis de ikke har dem selv med sig, så er der ingen fremtid.
For min skyld, så gør de unge opmærksom på, hvor de kan gå hen, hvis de har ondt i livet.
Gør det klart, at det er okay.
Skab viden, skab tillid – inden det er for sent.

Kommentarer
Top