Annonce

Mit liv med døden
christian-bedemand_002_251018_BP.jpg
Christian Andersen elsker sit job, men forstår godt, hvorfor andre siger; ”Godt det ikke er mig.” Det kræver nemlig noget helt særligt at være bedemand. Foto: Brian Poulsen
Artikelserie: Godt det ikke er mig De fleste af os laver fejl på jobbet, men hvad hvis dit job er noget så følsomt, som at hjælpe venner og familier med at sige farvel til deres elskede? Christian Andersen elsker sit job, men forstår godt, hvorfor andre siger; ”Godt det ikke er mig.” Det kræver nemlig noget helt særligt at være bedemand.

I sin nytårstale opfordrede Hendes Majestæt Dronningen alle til at sætte mere pris på dem, der er på arbejde, når vi andre holder fri.
Det er præcis dét, vi gør i artikelserien ’Godt det ikke er mig’, hvor vi hver uge dykker ned i et arbejdsliv, som ingen af os rigtigt kan undvære, men som de fleste af os helst ikke drømmer om at gøre selv. Ét af de jobs, er nok at være bedemand. Og det er egentlig lidt underligt, mener Christian Andersen, der har bedemandsforretningen Bedemanden i Rødovre, der har lokaler på Roskildevej.
Da vi træder indenfor, er der stearinlys på bordene, men også lyst og hyggeligt. Der er ingen stemning af død. Tværtimod.
”Jeg har først net klokken 13,” siger Christian næsten undskyldende, da vi tænder det medbragte skriveinstrument.
”Installatøren havde ikke styr på noget som helst af det, de havde lovet. Tænk hvis jeg gjorde det samme,” siger han og trækker i en lidt mere alvorlig mine.
Selvom der skal være plads til en uhøjtidelig stemning i den lille forretning, er en stor del af jobbet som bedemand at finde ud af, hvordan dem, der har mistet en kær, gerne vil have man snakker og opfører sig.
”Og det er vidt forskelligt,” afslører Christian, der, sammen med sine forældre, som havde forretningen før han overtog, har været med til at arrangere 12.000 bisættelser og begravelser.
Selvom det er vildt at have med døde mennesker og sørgende pårør-
ende at gøre hver dag, og ikke særlig mange ville ønske sig det som job hver eneste dag, er bedemand også ’bare’ et arbejde, som mange andre.
”I dag er konkurrencen sindssyg hård i vores branche. Der er kommet flere fysiske forretninger og så er der kommet hele det her onlinemarked, som har været undervejs i 10 år. Det er fint, at det er blevet nemmere for folk at finde løsninger, men mange bliver snydt af noget, der ligner uvildige portaler, men i virkeligheden hjælper dem, der betaler flest annoncepenge,” siger Christian Andersen.
Hans bedste råd til folk, der har brug for en bedemand, er derfor at være opmærksom på, hvad man egentlig får for pengene og så ellers sørger for at få en personlig snak med bedemanden.
”Det er trods alt en vigtig dag, og så skal alt helst være gennemsigtigt, så man føler sig tryg,” siger han.

Er død noget man sparer på?
”Der bliver shoppet. Der bliver spurgt om priser hele tiden. Folk er i sorg, men de er helt spidse, undersøger og det er fair. Men det er vigtigt, når man får priserne, at man ikke lader sig narre, så der lige kommer 3000 kroner oveni på fakturaen.”
I 1997 gik Christian Andersen ind i sine forældres bedemandsforretning. Mens han før det læste til lærer, kørte han rustvogn i weekenderne for at tjene til lommepenge ved siden af studiet.
”Man vænner sig faktisk hurtigt til død og tristhed,” siger Christian, der i 2008 købte forretninger i Albertslund, Vallensbæk, Glostrup, Brøndby og Rødovre.
Faktisk var det ikke drømmen om at være bedemand, der betød allermest. Det var drømmen om at være selvstændig, men så viste der sig noget pudsigt ved studiejobbet.
”Egentlig ville jeg gerne undervise og på mange måder ligner det at være bedemand, det at være lærer. Man er meget i kontakt med folk og det er et godt job, der betyder noget,” siger han og fortsætter:
”Det vigtigste er samtalen med familien. Det synes jeg stadig er spændende og inspirerende helt personligt. Det giver mig noget. Hvis man ikke synes det, skal man ikke gøre det mere. Når samtalen går godt, så kommer tingene af sig selv,” siger Christian, der fortæller, at der også er mangae svære ting ved jobbet, som når en familie efter en forældres død gerne vil have en bisættelse, men testamentet siger, at legemet skal doneres til videnskaben.

Annonce

Samtalen er vigtigst
Mange vil måske tro, at det er et meget dystert arbejde med en masse sort tøj og alvorlighed på kaffekanden at være bedemand, men faktisk kommer man, ifølge den lokale udgave af slagsen, ret langt med at være udadvendt og frisk.
”Altså ikke frisk-fyr agtigt, men ’hej og kom indenfor, skal jeg ikke tage jeres tøj, jeg var lige i gang med at rense akvariet’ agtigt,” siger Christian, der på kontoret også har shorts på om sommeren.
”Det vigtigste er, at man er afslappet og får stillet alle de rigtige spørgsmål. Der er stor forskel på, om man har mistet til sygdom eller en ulykke, eller om det er et barn, der er mistet under fødslen eller en ældre. Men der er ikke forskel på de ting, vi skal have fundet ud af,” understreger Christian Andersen.
Dengang han var urutineret fulgte han sin aftaleseddel til punkt og prikke og stillede spørgsmålene i rækkefølge. Hvad hedder lægen, er der en dødsattest, har I talt med præsten og skal personen brændes eller begraves.
”I dag kommer tingene mere af sig,” siger han.
”Vi springer lidt i samtalerne for at sikre, at alle har det godt og jeg sikrer altid, at der ikke er nogle løse ender. Man skal tage det alvorligt. Man skal være seriøs og have respekt for mennesker også dem, som virker til at reagere uhensigtsmæssigt. Ofte dækker det jo over, at de står med både følelser i klemme og et praktisk problem, de har brug for hjælp til at løse,” siger Christian.
Han har ikke arrangeret, hvad der skal ske med ham selv, hvis han skulle komme ud for en ulykke.
”Det kan jeg godt tænke over, at det burde jeg nok have gjort,” siger han og kigger lidt genert ud af det store vindue. Uden for kører bilerne løs på Roskildevej.
”Det er egentlig ret nemt,” siger han og genopliver samtalen væk fra trafikkens mylder.
”Man kan udfylde sådan en formular, der hedder min sidste vilje. Ja, eller man kan skrive det ned på bagsiden af Rødovre Lokal Nyt. Skriv ned, hvad der skal ske,” så de efterladte får det nemmere,” foreslår han.

Respekt for tabet
Hans egne børn er snart voksne, så nu er døden ikke noget man tænker så meget over, mener han, hvilket godt kan lyde lidt vildt, når man sidder midt i et interview i en bedemandsforretning.
”Det er ligesom at gå i haven, nogle ting går ud engang imellem. Nogle af dem kommer tilbage andre gør ikke,” siger han og skyller filosofien ned med en tår sodavand fra dåse.
Hvis der er specielle sager, foreslår han ofte, at man snakker med en psykolog, men han har ikke selv brug for at debriefe efter en lang arbejdsuge.
”Vi er ikke kolde skiderikker uden følelser. Når jeg sidder med en familie med en teenager, der har mistet sin forældre. Så tænker jeg om mine egne børn ville gøre det samme. Eller børn, der er druknet i en svømmehal eller kvalt i et halstørklæde. Så tænker jeg, hvordan ser de pårørendes hverdag og fremtid ud,
men jeg sidder ikke og græder med folk,” siger han og indrømmer, det har
taget år at vænne sig til.
”Men når kisten bliver kørt ud og der står en masse børn og græder, så kan det godt nive. Men familien har ikke brug for, jeg græder med dem. De har brug for en, der bevarer overblikket,” understreger bedemanden, der også fastholder respekten omkring de døde, når de skal hentes.
”Man har respekt for deres historie,” påpeger han.

Hvornår har du gjort dit job godt nok?
”Jeg kan mærke, når samtalen er gået godt. Der er mange ting, der kan drille i forhold til at få styr på ting og snakke med de rigtige mennesker til den rigtige tid, men når jeg triller ud med kisten og klokkerne ringer og man kan mærke, der ikke er noget, som er gået galt, så er jeg tilfreds.”

Har du nogensinde fejlet?
Jeg har prøvet, at de ringer inde fra retsmedicinsk, hvor der stod en familie og ventede, fordi jeg havde klokket i aftalen. Så er der utrolig langt med en rustvogn og en kiste. De tanker, der går igennem hovedet, er helt forfærdelige. Jeg ærgrede mig hele vejen hjem, så jeg endte med at køre ind til blomsterhandleren og til et bryghus efter et gavekort og så kørte jeg simpelthen hen til begravelseskaffen med det. Jeg var så ked af det. Nogle år senere kom familien tilbage igen med en ny opgave.”
Christian kan godt forstå, at andre ikke drømmer om at overtage hans job, men for ham, er det verdens
bedste arbejde.
”Jeg elsker livet. Jeg kan lide livet bedre end døden. Jeg er ikke bange for hverken at dø eller at leve. Det gør ondt at snakke om døden, især når man har børn, men det er en naturlig ting. Mit arbejde er at gøre overgangen så god som mulig.”

Kommentarer
Top