Klar til at ændre lokalplan på Islev Torv
daglibrugsen01_060813_BP.jpg
Lokalplan foreskiver, at der skal åbne en dagligvarebutik i Dagli' Brugsens tomme lokaler på Islev Torv, men formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Kongebro (S), er klar til at ændre planen, hvis det giver bedst mening. Foto: Arkiv
islev Udvalgsformand er klar til at se nærmere på den lokalplan, der bestemmer, at der skal drives dagligvare- butik på Islev Torv. ”Hvis det ikke længere giver mening, må vi kigge nærmere på lokalplanens bestemmelser,” siger Jan Kongebro.

Efter flere magre år med underskud og røde tal på bundlinjen, drejede Dagli’ Brugsen på Islev Torv i december måned nøglen om.
Det lille supermarked var torvets kundemæssige trækplaster og lukningen var endnu en spand kold vand i hovederne på torvets kunder og øvrige erhvervsdrivende, der oplever at torvet er helt affolket efter lukningen af Brugsen.
”Vi kan godt se, der ikke er så mange mennesker på torvet længere. Når mørket faldet på, er det dødens torv og sådan var det ikke, da Brugsen var åben til klokken 20,” siger Jan Petersen, da Lokal Nyt møder ham på spisestedet Oscars Cantina på Islev Torv. Han håber, at et nyt supermarkedet flytter ind i lokalerne, men selvom snakken og rygterne går, har han intet hørt om fremtidsplanerne.
”Den skal hurtigst muligt åbnes igen, for torvet har behov for en fødevareforretning til at trække mennesker til,” siger Jan Petersen, mens han trækker på skuldrene og kigger ud over det tomme torv.

Coop vil sælge
Det er Coop Danmark, der ejer bygningen på torvet og koncernen har ingen planer om at åbne et nyt supermarked på adressen.
”Vi har forsøgt at drive butik, men vi kan ikke se, at udviklingen vil vende og derfor giver det ingen mening at fortsætte. Ejendommen skal vi ikke bruge til noget og derfor vil den blive udbudt til salg,” siger Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen.
Da Rødovre Kommune i sin tid godkendte lokalplanen for området, blev det vedtaget, at der kun må drives dagligvarebutik i bygningen, men hvis Coop ikke kan sælge til en konkurrent, er formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Kongebro (S), klar til at kigge nærmere på lokalplanen.
”Vi skal sikre aktivitet og liv på torvet. Efter min bedste overbevisning skal lokalplanen ikke ligge i vejen for det. Den store bygning skal bruges til noget og hvis Coop ikke kan sælge til en anden dagligvarebutik, så må vi reagere politisk,” siger Jan Kongebro, der til gengæld ikke kan forestille sig, at kommunen går ind og køber grunden, hvis lokalplanens bestemmelser bliver ændret.
”Det ser jeg ikke som en opgave for Rødovre Kommune, men jeg er ikke afvisende overfor et aktivitetshus eller andre gode idéer. Hvis der ikke er nogen, der ønsker at drive dagligvarebutik, skal vi reagere, for et tomt Islev Torv er et skræmmende syn,” siger Kongebro.
Hos E-Cykler håber indehaver Torben Engelbreth også, at politikerne kigger mod Islev.
”Det værste vil være, hvis bygningen kommer til at stå tom i lang tid, for der er ingen tvivl om, at mere liv på torvet på sigt er et plus for alle.
Både for borgerne og for de erhvervsdrivende. Vi har før oplevet, at bygningen stod tom i et år og den situation skal vi ikke stå i igen,” siger han.

Annonce
Kommentarer
Top