Annonce

Inklusionens dilemmaer
valgmoede-nyagerskole_083_061017_RED.jpg

Hvordan løser lærere og ledere inklusionens dilemmaer i folkeskolen? Dét spørgsmål arbejder 200 repræsentanter med , når Hovedstaden Vest inviterer til konference i Hvidovre.

Hvordan løser lærere og ledere inklusionens dilemmaer i folkeskolen? Dét spørgsmål arbejder 200 repræsentanter med , når Hovedstaden Vest inviterer til konference i Hvidovre.
Sammen om Folkeskolen Alle børn, der ikke er i trivsel, har brug for hjælp, mener Bente Kjøgx. Som skoleleder er hun én af flere talere på stor konference om inklusionens dilemmaer i folkeskolen, hvor ansatte ofte må bruge magt over for udadreagerende elever. Men, hvornår er der brug for bedre rammer, planlægning og forebyggelse og hvornår er det nødvendigt med nænsom nødværge?

Fokus er på inklusionens dilemmaer, når 200 lærere og ledere på skoleområdet mødes i Kometen i Hvidovre for at diskutere nænsom nødværke og børn i problemer. For, hvor mange situationer kan man egentlig planlægge sig ud af med gode rammer og struktur, og hvordan sikrer man anerkendelsen af udadreagerende elever før, under og efter en magtanvendelse?

Flere og flere lærere oplever, at de kommer i klemme i et system, hvor de ikke bare har muligheden for at anvende magt over for elever, men hvor de af hensyn til andre og sig selv, bliver nødt til det.

En af talerne på konferencen, der er organiseret af Danmarks Lærerforening afdeling Hovedstaden Vest, Rasmus Alenkjær, oplever som terapeut og konsulent i folkeskolen, at der er et uset sammenfald mellem dét som de udadreagerende børn egentlig ønsker, og dét som lærerne gerne vil have, men har svært ved at nå indenfor de rammer de har.

”Jeg kommer ikke med en lang svada, om hvor forfærdeligt det er. For mig handler det om, hvad vi så kan gøre på trods af, at det er rigtig svært. Spørgsmålet er, hvordan fylder vi rammerne ud,” siger Rasmus, der med sin baggrund som psykolog blogger om emnet.

”Der er ting, der ikke koster penge. Det handler om at have en god indfaldsvinkel til børn, der har svære udfordringer. En måde er at forlade fokus på det specielle og de handicappede, til fordel for et fokus på det almene,” siger han og forklarer:

”Det kan være noget så simpelt som at tænke i pæne klasselokaler, og der ikke roder og at alle kan høre, hvad der bliver sagt. Elever med autismespektrumforstyrrelser kan eksempelvis have stor glæde af, at ressourcepersoner løser uroen blandt andre elever, i stedet for kun at fokusere på den enkelte. Før man er noget andet, er man jo et menneske, og hvis de almenmenneskelige mekanismer også sætter i gang, fordi de ikke er ordentlige, så bliver praksis svær.”

Til konferencen vil han derfor også snakke om, hvad der sker, når børn oplever travlhed og voksne, der er stressede og ude af kontrol.

”Så er det praksis, der ikke virker, og udgangspunktet for at løse inklusionens dilemmaer er at etablere en god almenpraksis først,” siger Rasmus Alenkjær, der mener, man også kan komme langt med bedre rolle- og opgavefordeling mellem de voksne i klassen.

 

Skal sikre gode rammer

Som skoleleder på Hummeltofteskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune er netop planlægningen, noget som Bente Kjøgx arbejder meget med.

”Vores indfaldsvinkel er systemisk tænkning. Vi skal stå på så meget viden som muligt, når vi beslutter noget, og derfor skal vi hele tiden arbejde med kulturen på skolen og den måde vi organiserer os og videndeler,” siger Bente Kjøgx.

Hun mener, alle børn har krav på at være i trivsel, og at det er ledernes job at sikre rammen omkring den.

”Man kan planlægge og vide en masse ting, men det hjælper kun eleverne, hvis der er en oprigtig tæt dialog medarbejderne imellem og mellem ansatte og ledelse. Derfor arbejder vi med organiseringen og den ramme, der kan sikre strukturerne, der både sikre børnene og den viden, vi står på som skole,” understreger hun.

 

Nænsom nødværge

Uanset, hvor godt man planlægger og videndeler, er især den stigende inklusion afsæt for flere situationer, der kræver ekstra fokus på både forebyggelse og nødværge.

Thomas Brandt er den sidste, der går på scenen i Hvidovre, og han har oplevet et skred i hele kulturen omkring, hvordan børn reagerer, og hvad det kræver af professionel parathed.

”Man skal først og fremmest tænke sig selv som forebyggende og konflikthåndterende,” starter Thomas Brandt, der er uddannet skolelærer og har arbejdet på specialskoler i 16 år med børn med specielle behov. Ved siden af jobbet har han arbejdet med selvforsvar og er i dag Durewall-instruktør, som han betegner som en forebyggelses- og konflikthåndteringsmetode.

Til konferencen vil han give praktiske eksempler på, hvordan man kan bruge nænsom nødværge, men udgangspunktet i metoden er altså forebyggelse.

”Det er en positivt anerkendende tilgang med afsæt i et etisk menneskesyn. Mennesker vil gerne gøre det rigtige, hvis de kan. Det er os som de kognitivt tænkende, der skal huske, at alting har en årsag og gerne opbygge en tilgang, så vi finder ud af, hvorfor børn slår. Det er ikke sikkert, at de er sure på lærerne. Måske føler de kun, at de kan kommunikere på den måde,” siger han og fortsætter:

”Ved at anerkende vold som en udtryksform, kan vi give værktøjer, så man kan forstå reaktioner i os og dem. Hvis man samtidig ved, at man kan foretage nødværge, altså kender teknikker til både frigørelse og fastholdelse, giver det overskud til at blive i det forebyggende felt.”

 ”Uanset hvor meget vi forebygger, kommer vi til at stå i fysiske konflikter en gang imellem. Der er det vigtigt at have metoder, der bygger på et anerkendende menneskesyn, så vi ikke bare anvender de hårde metoder. Nogle af dem der findes, er meget voldsomme. De handler meget om magt og ønsket om at vise magt. Det gør Durewallmetoden ikke. Den handler om nænsomt nødværge. Selv, når det bliver fysisk, skal det være så nænsomt som overhovedet muligt og det er vigtigt, fordi flere lærere oplever et øget konfliktniveau og et skred i kulturen, hvor inklusion kun er en del af issuet,” påpeger Thomas Brandt.

Kommentarer
Top