Annonce

EM guld er målsætningen
WEB_Hyttel_Sparker_1.jpg
Tobias Hyttel i træningslokalet med sin træner Tarik Setta. Foto: Brian Poulsen / arkiv
taekwondo Den ambitiøse Tobias Hyttel går et aktivt år i møde. EM for juniorer og U21 EM er de store målsætninger i et år, hvor forberedelserne til at blive senior intensiveres.

Den Team Rødovre støttede Tobias Hyttel arbejder fortsat mod OL og det går efter planen. Han er én ud af 10 taekwondo-kæmpere på det endelige danske landshold, som var en vigtig blåstempling for det 17-årige stortalent med de store ambitioner.
Mens de fleste nød juleferien med de mange søde godter og den vildeste motion var rundt om juletræet, så var julen anderledes for Hyttel.
”Jeg var på træningslejr i Holland i juleferien, hvor vi sparrede med landsholdene fra Frankrig, Canada og Holland. Det var super fedt og virkelig lærerigt,” siger Hyttel. Han fortsætter om sæsonen 2019:
”Sæsonen, 2019, starter hårdt. For i februar tager jeg med Hwarang til Tyrkiet, hvor jeg skal kæmpe to stævner. Det første er President Cup, hvor jeg stiller op i juniorklassen, -55, da jeg derved har mulighed for at blive direkte udtaget til Junior EM, hvis jeg bliver placeret i top 3.”
”Det andet stævne på samme tur er Turkish Open, hvor jeg vil prøve kræfter af i -54 senior klassen, som jeg glæder mig virkelig meget til. Det bliver mit første G stævne (World Cup, red.) som senior.”

Tobias Hyttel er udtaget til det dansk seniorlandshold.

Håber på senior VM
Målsætningen for 2019 er, at Hyttel skal have bygget på, så han bliver så stærk som muligt op mod seniorækken.
”Det er mit sidste år som juniorkæmper og jeg skal styrkes blandt andet ved at stille op til flere G stævner som senior i løbet af året. Derfor vil jeg lægge endnu større fokus på den fysiske træning, da fysikken også spiller en stor rolle som senior.”
”Junior EM og U21 EM er to stævner, som jeg vil arbejde rigtig hårdt hen imod, da det er et af mine store mål at stå øverst på skamlen til de to stævner,” siger Hyttel uden tvivl i stemmen.
”Derudover er der også VM for seniorer i maj, som ville være en rigtig fed og lærerig mulighed for mig, hvis det lykkedes at blive udtaget.”
Træningslejre er en stor del af at blive en af verdens bedste til taekwondo, men det er endnu ikke skemalagt.
”Jeg håber at komme på én stor træningslejr i løbet af året, helst til Korea eller Thailand, da jeg føler, det er noget, der rykker mig meget. Vi har også fået skabt en god kontakt til klubber i Holland og Frankrig, hvor jeg håber, vi kan arrangere et par lejre i løbet af året. Spanien, hvor jeg var nede og træne i sommers, i øvrigt med en olympisk mester, håber jeg også bliver en mulighed igen i år,” slutter Hyttel.

Kommentarer
Top