Bror til Lundin-ofre står frem for første gang
WEB_politi_b.jpg
I to specials går Kanal 5 tæt på Lundin-mordene her fra Rødovre. Foto: Arkiv
krimi ”Den mand skal aldrig ud," siger broderen til de to myrdede drenge i Lundinsagen fra Rødovre. Nyt Tv-program går tæt på sagen.

Det er vel sagtens Rødovres grummeste forbrydelse i nyere tid, som Kanal 5’s populære ’true crime’ dokumentarserie ’Profil af en morder’ lægger ud med i sæson 2.
Nemlig to specials om den firedobbelte morder Peter Lundin.
Her tager mandskabet seerne tættere på de grufulde drab end nogensinde før. Eksklusivt på Kanal 5 stiller broderen til de to myrdede drenge for første gang op på tv og vi hører alle detaljerne fra holdet bag efterforskningen. Selvom det er snart 20 år siden, mordene blev begået, er der stadig detaljer i sagen, der kan overraske.
I ’Profil af en morder – sæson 2’ kommer du igen helt tæt på de grufulde detaljer, når de tidligere drabschefer Ove Dahl og Kurt Kragh tager seerne med bagom nogle af Danmarkshistoriens største drabssager.
“Vi får lov til at komme med i efterforskernes
tanker og kigger dem over skuldrene, når de dykker ned i alt fra gerningsstedsundersøgelser og blodstænksanalyser til obduktioner og sporanalyser,” lover tilrettelæggerne og fortsætter:
“Seerne får også indblik i afhøringsteknikker, motiver og gerningsmands-profilering for at kunne skabe profilen af en morder. Det samme gør sig gældende for sæsonens første drabssag om Peter Lundin, der hører til en af Danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende.”

Første gang på tv
Blandt de medvirkende i programmet om Peter Lundin er blandt andet Martin, der er bror til de to små drenge, som Peter Lundin brutalt og nådesløst slog ihjel efter at have taget livet af deres mor Marianne.
Det er første gang, Martin stiller op på tv og fortæller om den sidste gang han så Marianne og drengene – Dennis og Brian – i live. Han fortæller, hvordan det var at være den første mand i huset efter drabene og om mødet med Peter Lundin i retten. Og der er især én god grund til, at han har ønsket at medvirke i de to særprogrammer om Lundin.
“Hvis jeg kan være med til at sørge for, at Peter ikke kommer ud, så vil jeg gerne det. Det er faktisk den eneste grund til, at jeg vil være med i det her program. Han skal ikke ud, den mand – han er farlig,” siger Martin i programmerne om Lundin.

Annonce

”Helt usædvanlig kriminalsag”
For at tegne et billede af det menneske, der ikke bare dræbte, men også parterede sine lig, medvirker, blandt andre eksperter, den tidligere drabschef og ekspert i profilering af gerningsmænd, Bent Isager-Nielsen, i de to specials om Peter Lundin.
Bent var i profileringsgruppen, som lavede profilen af Lundin og derfra strategien for afhøringen af ham. Han husker tydeligt den sag:
“Det gik hurtigt op for mig, vi havde at gøre med en kriminalsag, som var helt usædvanlig efter danske forhold,” fortæller Bent Isager-Nielsen i programmerne.
Også Johnny Winsløv, manden der anholdt Peter Lundin og efterfølgende tilbragte over 300 timer med ham i afhøringslokalet, medvirker i de to specials, og han lægger ikke fingre imellem, når han omtaler Lundin. Ifølge Johnny Winsløv er der kun tre ting, der betyder noget for den livstidsdømte og kyniske morder; ham selv, kvinder og penge.
“Første sæson af ’Profil af en morder’ blev en stor succes, og derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle lave en sæson 2. I den nye sæson kan seerne glæde sig til et endnu større fokus på ny information, nye talspersoner og helt unikke detaljer i syv meget opsigtsvækkende drabssager. Vi gør en dyd ud af hele tiden at udvikle netop denne genre, fordi vi vil være danskernes foretrukne hovedkanal for krimiprogrammer,” siger Anne Garlichs, der er programdirektør hos Discovery Networks Danmark.

Kommentarer
Top