Annonce

Afliver rygter – alt går efter planen
Render-porten-copy-853x640.jpg
Rødovre Kommune godkendte lokalplanen for området i efteråret 2017 og i år går byggeriet af Rødovres ultra-stationsnære bydel i gang. Foto: Visualisering: Arkitema
rødovre port På de sociale medier har der de seneste måneder, gentagne gange, floreret rygter om, at det stort anlagte boligprojekt Rødovre Port ’ikke bliver til noget alligevel’. Nu afliver Thomas W. Færch, der står i spidsen for projektet, rygterne.

Der har været stille om det kommende kæmpe-byggeri ’Rødovre Port’ ved Rødovre Station, men det betyder ikke, at der er kommet grus i maskineriet.
Rødovre Stationscenter er revet ned og i slutningen af første kvartal, forventer Gefion Group at påbegynde byggeriet, der med tre højhuse, et nyt bystrøg og en bro over Tårnvej (tidligere Avedøre Havnevej), skal være Rødovres nye indgang i syd.
I Facebook-gruppen ’Facebook Rødovre’ har flere brugere gentagne gange skrevet opslag, der såede tvivl om projektets fremtid, men de rygter afviser Thomas W. Færch, der er administrerende direktør i ejendoms- og udviklingsvirksomheden Gefion Group, som har købt den store grund ved Rødovre Station.
”Planerne er ikke ændret og projektet skrider frem som planlagt. Det er et meget stort projekt at planlægge – både for arkitekter og entreprenører, og der er mange praktiske forhold, som skal håndteres, inden man er klar til ‘gå i jorden’, herunder for eksempel dialog med Banedanmark omkring håndtering af byggeriet langs banen,” lyder det fra Thomas W. Færch i et skriftligt svar til Lokal Nyt.
Han oplyser samtidig, at byggeriet starter ved stationen, hvorefter arbejdet fortsætter ned igennem ’Strædet’ mod Tårnvej.
”Generelt kan jeg sige, vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med at bygge og vi er sikre på, det færdige projekt bliver virkelig flot og til stor gavn og glæde for alle borgere i Rødovre,” fortæller han.
Rødovre Port kommer til at udgøre 37.500 etagemeter og kommer, ud over de tre højhuse på 14, 16 og 19 etager, til at bestå af et gadestrøg med bolig og erhverv i varierende højde langs en midterakse. Hertil kommer den fritsvævende bygning samt en gang- og cykelbro over Tårnvej.
Gefion Group har rejst 800 millioner kroner til den nye bydel Rødovre Port.

Kommentarer
Top