25 år for social sundhed
britt-jensen-25aars-jubilaeum_023_170119_BP.jpg
Følelserne var uden på tøjet, da Britt Jensen fik besøg fra USA til sin reception i Viften. Foto: Brian Poulsen
Hun var kun 24 år, da hun blev valgt ind i kommunalbestyrelsen. I torsdags var det 25 år siden, at Britt Jensen holdt sin første, men langtfra sidste tale på Rødovre Rådhus.

I 25 år har Rødovres viceborgmester, Britt Jensen haft en afgørende finger med både på pulsen, men også i beslutningerne, der har ført Rødovre fra en usund tilstand presset i knæ, til for nylig at blive kåret til Danmarks bedste kommune på sundhedsområdet.
Som formand for Social- og Sundhedsudvalget var det en stolt politiker, der i torsdags kunne kigge tilbage på det kvarte århundrede, da der var reception for samarbejdspartnere og kolleger i kulturhuset på rådhuspladsen.
Men det var også en tydeligt rørt kvinde, der
ikke kunne lade være med at kommentere “ja” til alle de ting, der blev sagt fra talerstolen, mens kolleg-
erne gentagende gange forstyrrede positivt med ikke-planlagte grin.

Besøg fra USA
Størst var dog overraskelsen over, at hendes yndlingsmusiker og gode ven, Todd Alsup, var blevet fløjet ind fra New York for at være der på dagen og give et par numre. Det gjorde Mathias Heise og makkeren også, og talerne fortsatte i en næsten lige så lang strøm som gavebordet.
“Nummer 6 havde en naturlig plads hos os dengang. Britt købte alle kondomer i Rødovre, snakkede om sikker sex og havde pladsen på listen med samme nummer. Det var dog ikke det, du blev valgt på og alle, der kender dig, ved, at du er flittig og har en indre ild, der brænder for de mennesker i vores samfund, der har brug for en hjælpende hånd,” sagde borgmester Erik Nielsen i sin hyldest til kollegaen.
“Vi var en hel del, der troede på dig dengang. Du var ung og stillede op og vi stod klar, så du kunne trække på os. Men det blev der ikke brug for og du har haft din post lige siden, så du har en stor andel i sundhedspolitikken gennem de sidste 25 år. Du har meget at være stolt af i din karriere,” sagde han og nævnte en lang liste af initiativer, som Britt Jensen har været med til at stå for.

Støtter udsatte børn
Selv har hovedpersonen valgt at fejre jubilæet med at skrive en bog i al hemmelighed, der sætter de sidste 25 års socialpolitik på spidsen og hun har udgivet bogen gratis i håb om, at mange vil støtte den tilknyttede indsamling til fordel for udsatte børn og unge i Rødovre.
“Jeg vil, fra mit socialpolitiske hjørne, arbejde videre med at sætte fokus på udsatte børn og unge i Rødovre. Derfor har jeg startet en indsamling i forbindelse med mit 25-års jubilæum. Jeg vil blandt adnet medvirke til at give børn og unge en platform til at få indflydelse og mulighed for at give deres mening til kende. Det betyder så meget, at lige netop disse børn og unge
bliver hørt,” siger Britt Jensen om bogen, som borgmesteren mener, siger utrolig meget om Britt som person.
“Indsamlingen er til gavn for udsatte børn og unge. Og jeg kan konstatere, at mange er enig med mig i dette fokus. Mange borgere skriver til mig eller stopper mig på gaden for at kvittere for, at jeg, sammen med Rødovre Lokal Nyt, netop sætter fokus på udsatte børn og unge, samt at jeg har sat en indsamling i gang i forbindelse med mit 25-års jubilæum,” siger Britt Jensen og afslører, der allerede er kommet mere end 23.000 kroner ind.

Selvfølgelig holdt Rødovres borgmester en flot tale til sin følgesvend gennem 25 år i det politiske liv i Rødovre.

Kommentarer
Top