Annonce

Stram Kurs melder Lokal Nyt til Pressenævnet
WEB_RLN-Team_Oktober-2017-874x640.jpg

Stram Kurs vil melde din lokalavis til Pressenævnet og har sendt et krav om genmæle, du naturligvis kan læse i historien her.

Stram Kurs vil melde din lokalavis til Pressenævnet og har sendt et krav om genmæle, du naturligvis kan læse i historien her.
Politik "Vi ønsker ikke, at de indånder samme luft som danskere," skriver Stram Kurs' partileder i et genmæle til løgnepressen Rødovre Lokal Nyt, som Rasmus Paludan kalder din lokalavis. 
Vi indrømmer det gerne. Nogle gange lader vi Rødovreøjnene løbe af med os og holder måske lidt for meget med RMB, når vi beskriver en dommerkendelse i ishockey. Vi bliver også en kende ivrige, når virksomheder fra Rødovre tager mange lærlinge, når foreninger vinder priser, og der sker ting, der er gode for byen.  
Til gengæld, så lyver vi aldrig. I hvert fald ikke med vilje, og hvis vi har skrevet noget decideret usandt, retter vi det selvfølgelig hurtigst muligt. Sådan skal det være, og sådan er det. 
Sådan er det bare ikke i historien om Stram Kurs, der ikke ville spille fodbold mod den lokale forening Spejlet til trods for, at partiet på Facebook netop efterlyste nogen at spille imod. 
Derfor ringede vi tirsdag morgen til partileder Rasmus Paludan, der på sin telefonsvarer forklarer, at (og vi citerer, red)
“Opkald fra hemmelige eller ubekendte numre sendes automatisk til politiet.”
Istedet opfordrer han til, at man sender en SMS.
Det gjorde vi derfor klokken 9.59. Da vi stadig ikke havde hørt noget efter henholdsvis telefonisk og skrifteligt forsøg på kontakt klokken 16.12 valgte vi at bringe historien med partiets officielle svar på skrift til foreningen istedet. 
 
Krav om genmæle
Det får nu Rasmus Paludan til at klage over Rødovre Lokal Nyt til Pressenævnet. 
 “Jeg har ikke modtaget nogen SMS fra Rødovre Nyt. Det er usandt, at vi i nogen telefonsvarer truer med politianmeldelser. Vi ønsker ikke, at muslimer skal være i Danmark og af samme grund ønsker vi ikke, at de indånder samme luft som danskere i Danmark. Det er blot en anden beskrivelse af det faktum, at vi ikke ønsker muslimer i Danmark. Jeg taler altid gerne med pressen. Især løgnepressen som Rødovre Nyt,” skriver Rasmus Paludan i et krav om genmæle til din lokalavis. 
 
Taler kun for på sit partis vegne
På Facebook flyver kommentarerne selvfølgelig rundt i mere eller mindre voldsom grad. På avisens hjemmeside, rnn.dk, er der mere ro over reaktionerne på det vilde svar fra Stram Kurs. 
“Du er total ude i hampen, Rasmus… hvad bilder du dig ind, du hersker ikke over den danske luft……. jeg er også dansker, og vil på ingen måde sidestilles med dig som dansker,” skriver én læser. Andre mener, partiet bør politianmeldes, mens en anden læser nuancerer debatten en smule:
“Stram Kurs’ formand er total ude i hampen, hvad pokker bilder han sig ind. Heldigvis taler han kun på sit partis vegne og ikke det samlede folk,” skriver hun. 
Kommentarer
Top