Annonce
Ny sejr til Vinther
WEB_Thomas-vinther_006_061218_BP.jpg
Thomas Vinther har grund til at smile efter sin femte kamp, der også blev vundet. Foto: Brian Poulsen
boksning Den 19-årige super-sværvægter fra Rødovre Bokseklub, Thomas Vinther, vandt også sin femte kamp i bokseringen.

Østerbrohuset i København dannede rammen om et boksestævne med et udvalgt hold fra København, der mødte et ditto fra Dublin, Irland.
”Vi havde to boksere med fra Rødovre. Antanas Kaminskas i sværvægt samt Thomas Vinther i super-sværvægt,” fortæller træner Stuart Watson, der først havde Kaminskas i ringen.
”Antanas var oppe mod James Mcdonagh. For mig var det frustrerende at se Antanas, fordi han aldrig rigtig fandt sin rytme og I det hele taget slog for lidt. Først i 3. Runde vågnede han lidt op, men det var ikke nok og ireren vandt med dommerstemmerne 2-1.”

Erfaren bokser fik smæk
Den 117 kilo tunge og 206 centimeter høje rødovredreng Thomas Vinther, der kun har bokset fire kampe, skulle op imod en rutineret irer, Antoine Robert o’griofa, der har været i kamp 34 gange inden mødet med Rødovres ’Kæmpe’.
”Selvom Thomas kun har bokset I ni måneder, har haft fire kampe og den første var i september, så tog han mod udfordringen med glæde,” siger Watson. Han fortsætter om kampen.
“Det var en fantastisk kamp, hvor Thomas drog fordel af sin længere armlængde. Selvom ireren kæmpede bravt, var der ingen tvivl om resultatet og alle tre dommere havde da også Thomas som sikker vinder,” siger rødovretræneren, der glæder sig over en stor bokseaften på dansk grund og at mange boksefans fra Rødovre mødte op og støttede rødovrebokserne.

Kommentarer
Top