Annonce

Det går ned ad bakke!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt
chrumme Som nogle af mine trofaste støtter ved, så har jeg en lille hobby. Jeg optræder som stand-up komiker. Jov, du læste rigtigt, en gang i mellem er der faktisk mennesker, som vil betale for at høre på mit ævl.

Desværre tror jeg, at min karriere er gået på hæld – ikke at den rigtig har været på toppen – men nu er karrieren ved at synge på sidste joke. Jeg er blevet hyret til at underholde i en PENSIONISTFORENING!
I første omgang bad de om 15 minutters underholdning. Jeg måtte fortælle dem, at 15 minutter var lige begrænsende nok for mit store talent. Jeg mente, at 30 minutter ville være mere passende, men at jeg kunne indlægge en tissepause, hvis der var frygt for slappe blærer og siddesår. Reaktionen på den morsomhed var larmende stilhed og en advarsel om, at denne forestilling godt kunne blive op ad bakke.
Jeg spurgte også om hovedparten var demente, for så kunne de spare lidt penge ved, at jeg blot skulle lave det samme show før og efter tisse-pausen. Den ramte også forbi.
Jeg plejer at komme ind på scenen, understøttet af introen til Dire Straits’ ”Money for nothing and your chicks for free” – Jeg sagde, at jeg godt kunne finde på en anden intro, da man nok ikke skulle vade rundt i pensionisters generelle mangel på penge og sex. Jeg kunne måske komme på scenen til kendingsmelodien til
Giro-413. Mere stilhed
”Hvad skal du have for det?” lød det så pludseligt. ”Hvad VIL I betale” spurgte jeg.
”Ikke en skid og du har fandme bare at være sjov!”
”Nå, det var ikke meget. Hvor mange bliver I”?
”I dag er der 32 tilmeldte, men det kan godt være det bliver færre!”
”Altså, det kommer an på, hvor hård influenza-epidmien bliver i år HAHAHA!” Endnu en gang larmende stilhed i den anden ende.
”Er det sådan noget Linje 3 show du laver? Eller er det mere sådan noget Niels Hausgaard?”
”Nej, det er nok hverken eller!” – ”Det er godt. For dem kan vi ikke li’”
Nå, men nu betaler jeg så selv en halv fridag fra mit arbejde og så tropper jeg op til ½ times show i pensionistklub – GRATIS!
EEN ting er sikkert: De får mere, end de har betalt for. Nu håber jeg så ikke, at der er nogle, der dør af grin, så jeg også ender med et erstatningskrav.
Min karriere er DEFINITIVT færdig!

Kommentarer
Top