Annonce

Ville ikke have Asger Jorns billeder hængende på lokummet
poul.jpg

Poul Rasmussen viser grinende forbryderalbummet fra spejdertiden med Asger Jorn og Jørgen Nash frem. Måske han skulle have sagt ja til de billeder alligevel :D

Poul Rasmussen viser grinende forbryderalbummet fra spejdertiden med Asger Jorn og Jørgen Nash frem. Måske han skulle have sagt ja til de billeder alligevel :D Foto: Frederikke Due
Fødselsdag Siden 1953 har Poul Rasmussen boet i et lille rækkehus på Korsdalsvej, men pas på, hvis du tager forbi for at sige tillykke med 100 års fødselsdagen, for Poul er frisk og snakker som et vandfald. Også om de dumme beslutninger i livet.

For 65 år siden boede der en flyveløjtnant med sin kone og barn i rækkehus nummer 37 på Korsdalsvej, men da de byttede lejlighed med Poul Rasmussen blev det samtidig det første spadestik til et langt lykkeligt liv i Rødovre.
Der var dog ingen der kunne have forudset, at den lille dreng, der blev sat i sving som 9-årig på gården tæt på Silkeborg en dag skulle sidde i en forstad til hovedstaden og se tilbage på 100 års liv.
”Jeg var et være skvat som barn,” siger Poul Rasmussen, der husker en tid, hvor han hele tiden var syg.
”Men så en dag, hvor jeg lå under min dyne lavet af halm og frøs på min madras af halm, tissede jeg i sengen for at få varmen og blev så syg som aldrig før. Siden den dag har jeg aldrig rigtig været syg, selvom jeg ikke ser helt så godt længere,” siger Poul, som derfor ikke rigtig bruger fjernsynet.
Til gengæld nyder han snakken med familiemedlemmet Christian, der kommer hver morgen og holder ham med selskab og gør klar til, at hjemmeplejen kan stå for morgenmaden.
”Det kan godt blive lidt ensomt nogle gange, når man er alene i det samme hus, som man før har levet i med sin hustru, siger han og roder følsomt ved en slukket pibe på det lille stuebord i Carlso.

Far døde i 1919
Der har engang været meget mere larm og liv i det lille rækkehus. Dengang han fik en lille søn. Snakken alene får ham til at tænke på dengang han selv mistede sin far – også selvom han ikke var gammel nok til at huske det. I 99 år har han levet uden sin far, der døde af den spanske syge i 1919. Moderen var den 12. ud af 12 søskende og hendes far var husmand. Da familien gik konkurs, brugte de bare husmand, som navn.
”Min mor blev enke med to børn, så min bedstefar købte et hus til hende på landet og så oprettede de et pensionat for jernbanebisserne, som hun selvfølgelig forelskede sig i,” fortæller Poul, der kan huske dengang hestene på landet blev forskrækket over de første danske biler.
”Hele min livshistorie er mangfoldig, så den er nem at huske,” griner han hjertevarmt og ser ud af vinduet, så godt som han nu kan.
Uden for er den lille have ramt af kulden, men intet kommer i nærheden af årene 1928, 1929 og 1930, hvis man altså skal tro en mand, der var der selv.

Annonce

Så gad jeg ikke det mere
Siden han var ni år gammel har han altid arbejdet. Først på gården og siden på kontor.
Det sidste gav lidt mere i løn, end de 50 kroner plus kost og legi han fik om året tilbage i 1930.
”Så gad jeg ikke det mere og tog hjem til min mor, der havde købt et hus. Det var dengang jeg blev spejder fordi jeg var for dum til at komme i mellemskolen og alligevel skulle lære noget,” griner han og fortæller levende om mødet med Asger Jorn og Jørgen Nash i den jyske spejdergruppe.
”Vi mødtes i et baglokale os tropførere og så sagde de, nu skal I bare se et flot billede. Vores kommentar var, vor herrebevares, det vil vi ikke engang have på vores lokum. Det ærgrer mig i dag, så havde jeg jo været millionær,” siger han ærligt.
”En anden gang skulle vi lave en rapport om, hvad vi havde oplevet. Undervejs skulle vi lave tegninger af det. Asger havde lavet en masse tegninger, som jeg gav til tropføreren,” siger Poul, der også havde fornøjelsen af at få én ordentlig en på skrinet af Jørgen Nash.
”Han var sgu så provokerende,” griner han.

Uvederhæftig person
Mere alvorlig bliver tonen, når snakken falder på 2. Verdenskrig.
”Jeg boede på pensionat i København under krigen. Under folkestrejken i 1943 blev der bygget barrikader i min gade, så der blev døren sparket ind af tyskerne og vi blev sendt rundt for at ryde op og rejse bilerne igen. Der blev skudt efter os og vi blev sendt i forhør ved Shellhusene. Til sidst slap de os fri med truslen om, at vi var nogle uvederhæftige personer, som man ville holde øje med,” siger Poul Rasmussen, der husker fattigdommen, som dengang man fik rødgrød med vand.
”For der var hverken fløde eller mælk.”
Tilværelsen blev meget bedre, da han mødte sin hustru og fik tre rigtig gode år med hende i Rødovre.
”Så blev hun ramt af en hjernesvulst og blev lammet i ansigtet og fik så meningitis. Det var hårdt og førte til et overforbrug af piller og vi blev meget afhængige af en god vennekreds, men vi nåede da at fejre guldbryllup,” husker Poul, der senere har haft glæden af at dele livet med en anden kvinde.
Og nej det er ikke Dronning Margrethe, selvom Hendes Majestæts lykønskning med den meget runde fødselsdag ligger flot på bordet i den lille stue.

Livet løser sig selv
Her har Poul tilbragt meget tid, siden han blev pensioneret som 67-årig, men før det har han haft et hav af forskellige slags arbejde.
”Man tager livets tilstande som de kommer, ellers løser de sig af sig selv,” siger han en smule indforstået inden han vender tilbage til brevet fra dronningen.
”Det betyder meget for mig, jeg er meget royal.”
Der er dog ikke nogle billeder af kongehuset på hylderne, kun af de to dejlige børnebørn og oldebørn, der går meget op i, at morfar fylder 100 år.
”Det fejrer vi med lagkage og champagne,” indskyder Christian, der nu har tændt sig en cigaret. Det bliver samtidig anledningen til, at Poul Rasmussen begynder at gribe ud efter piben.
”Jeg har røget siden jeg var 9 år gammel,” siger han uden at fortrække en mine.
Han kan huske dengang Tårnvej var en grusvej, og der var tulipanmarker over det hele.
Opskriften på det lange lykkelige liv har han ikke, men han har da et godt råd.
”Det vigtigste er, at have et fantastisk bagland. En stor vennekreds. Jeg kan ikke give noget svar på, hvordan man bliver lykkelig. Jeg havde en dejlig søn og det betød meget for mig.”

Kommentarer
Top