Vi har undgået besparelser der direkte rammer børnene
tarzan-boernehave1_070907_B1.jpg
"Vi har undgået besparelser der direkte rammer børnene," skriver formanden for Børne- og Skoleudvalget, Flemming Lunde Østergaard Hansen (A), efter indlæg i dagens avis om besparelser på småbørnsområdet Foto: Arkiv
debat I denne uges avis var der et bombastisk læserbrev med overskriften "Solid lussing til pædagogerne på 0-5 årsområdet". Læserbrevet var underskrevet af den lokale fællestillidsrepræsentant fra BUPL i Rødovre og af næstformanden for BUPL Storkøbenhavn. Jeg har fuld forståelse for, at de to fagforeningsansatte forsvarer erhvervede rettigheder for deres medlemmer. I dette tilfælde, at der bliver afskaffet en årlig fridag, som der mig bekendt ikke er andre medarbejdere i kommunen som har.

Jeg er enig med de to fagforeningsansatte i, at pædagogerne gør en kæmpeindsats i Rødovre. Og også enig i, at der bliver løftet et stort læs, fx når der er mange børn indskrevet i vores dagtilbud. I den forbindelse er det dog værd at nævne, at der følger penge med hvert barn, således at der er mulighed for at ansætte ekstra medarbejdere ved stigende børnetal.

 Rødovre Kommune er, på samme måde som landets øvrige kommuner, presset på økonomien. Og det har derfor også været nødvendigt at se på vores udgifter på dagtilbudsområdet ifm. Budget 2019. Et bredt politisk flertal har besluttet at friholde tiden i dagtilbuddene for besparelser. Og i stedet er den nødvendige besparelse på 700.000 kr. opnået ved at fjerne en ekstra fridag hos pædagogerne.

Annonce

I 2019 bliver der i øvrigt givet flere midler til dagtilbudsområdet i Rødovre. Disse penge er bl.a. målrettet arbejdet med at indføre nye pædagogiske læreplaner i vores dagtilbud. Vi har derfor samlet set fortsat tilført dagtilbudsområdet en del flere penge de senere år, end hvad der er sparet i enkelte år. Og dette er altså penge der ligger ud over, hvad der automatisk bliver tilført pga. det stigende børnetal.

Kommentarer
Top