Annonce

Tøj til Trolde!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Jeg har aldrig hørt til blandt de højeste. Jeg vil mene, at fra cirka 6.klasse, der skete der ikke rigtigt noget med min højde – og i dag er jeg cirka 14,5 cm fra at være dværg.

Når man sammenholder det med min vægt, ja så har den manglende højde ikke umuliggjort at nå kagerne på øverste hylde.
Men det har altid været et problem med bukser og sko. Ja, selv min shorts er ofte for lange. Det er jo lidt trist at købe et nyt jakkesæt og så skal bukserne lægges op. Der er der altså andre, der får noget mere for pengene, end jeg gør. Kun en gang, er jeg blevet spurgt, om jeg ville have det afklippede stof med hjem – det kunne jo blive til et par shorts!
Sko er heller ikke så nemme at finde. Str 39 er der ikke meget salg i, så det er ikke tit, at udvalget er særligt stort med mindre man kan finde noget i børneafdelingen. Men på en eller anden måde, er det bare ikke særligt fedt som 53-årig, at skulle gå med Batman-sko, der blinker, når man går.
Men der er jo også masser af fordele ved ikke at være særlig høj.
Jeg er vel nok en af de få voksne, der officielt har lov til at være i boldrummet hos McDonalds. Der er så ikke så mange forlystelser i Tivoli, jeg må prøve. Til gengæld skal jeg ikke dele bil med nogen, når jeg kører i Veteranbilerne.
Jeg har aldrig banket hovedet op i et overskab eller haft en dyne, der var for kort. Jeg har heller aldrig slået hovedet mod loftet i et bondehus eller i en lavloftet kælder. Det generer mig ikke at bo i et hus med skråvægge. Ingen får klemt knæskallerne, når de sidder bag mig i min bil. Economy Class på flyveren er heller ikke noget problem. Taber jeg noget, er der ikke så langt ned. Jeg ser sjældent ned på nogen. Til gengæld ser jeg op til næsten alle.
Skulle jeg finde på at slå nogen, så er det sjældent et problem. Man må ikke slå på nogle, der er mindre end en selv – det giver mig groft taget – frit slag i bolledejen på alle over 10 år.
Jov jov, der er skam MASSER af fordele ved at være lille.

Kommentarer
Top