Annonce

Thrash-legender høster ros fra Treo
DSC6434.jpg
Guitarist Michael Stützer, i midten, bor i Rødovre og har været en del af Artillery siden starten i 1985. Udover Michael Stützer består Artillery i dag af Peter Thorslund, Michael Bastholm og Josua Madsen. Foto: Presse
nyt album Albumaktuelle Artillery skamroses i ind- og udland for nyt album. Bandets lokale guitarist Michael Stützer må knibe sig i armen, når han skal sætte ord på bandets stigende popularitet.

Rødovreborgeren Michael Stützer har i sin karrieres musikalske efterår oplevet, at interessen for det band, som han selv var med til at starte med sin bror i 1985, for alvor har taget fart. Bandets turnerer verden rundt og alderen er bestemt ingen hæmsko, hvis man spørger Stützer.
”Jeg er blevet 58 år, men det er jo ingen alder for en rockmusiker. Se bare på The Rolling Stones,” siger Michael Stützer, der bor på Auroravej.
Artillery er aktuelle med albummet ’The face of fear’, der tekstmæssigt lægger sig meget op af debutalbummet fra ’Fear og tomorrow’ fra 1985.
”Vores musik er nok blevet lidt mere ’catchy’, men det er stadig de samme ting, vi bekymrer os om. Den globale opvarmning, forurening og at Nordkorea og USA rasler med våbene. Der er stadig mange ting at frygte,” siger Michael Stützer om albummet, som har kastet mange flotte anmeldelser af sig.

Sjælden ros fra Treo
Den anerkendte musikanmelder Steffen Jungersen kvitterede med seks stjerner og selv Ekstra Bladets benhårde musikanmelder Thomas Treo delte rundhåndet ud af stjernerne. Han har sågar albummet med på sin egen top 10 liste over årets bedste udgivelser.
”Vi fik at vide, at Thomas Treo skamhørte vores plade og vi var derfor spændte på, hvordan han ville anmelde os og vi er selvfølgelig glade for, han kan lide vores musik,” siger Michael Stützer om albummet, der er blevet anmeldt mere end 50 gange i ind- og udland.
”Vi har faktisk kun fået positive anmeldelser og pladen er især blevet taget godt imod i USA, England og Tyskland,” siger den lokale guitarist, der håber, at Viften kommer med som spillested, når bandet inden længe tager på turné.
”Det er jo vores hjemmebane, så jeg vil meget gerne spille i Rødovre, men ellers glæder vi os til at spille i Sydamerika, hvor vi har et stort publikum. Det er en drøm at få lov til at spille musik for 2500 mennesker i Brasilien og vores voksende popularitet viser, det aldrig er for sent at udleve drømmen,” siger han.
Hvis du brændende ønsker at høre Thrash-legenderne folde sig ud, kan det lade sig gøre den 7. december, når Artillery giver koncert i Herning.

Kommentarer
Top