Annonce

Rødovre vil ikke hjælpe enlig mor
02H18965.jpg

TVANGSFJERNET: Selvom det er den kommune, man bor i, der skal tage stilling i anbringelses- sager, nægter Rødovre Kommune at hjælpe en mor i en sag, hvor Københavns Kommune har fjernet hendes barn, selvom hun bor i Rødovre. Modelfoto: Signelements

TVANGSFJERNET: Selvom det er den kommune, man bor i, der skal tage stilling i anbringelses- sager, nægter Rødovre Kommune at hjælpe en mor i en sag, hvor Københavns Kommune har fjernet hendes barn, selvom hun bor i Rødovre. Modelfoto: Signelements
Tvang Rødovre Kommune vil ikke hjælpe enlig mor, der har fået tvangsfjernet sin søn af Københavns Kommune, selvom hun havde bopæl i Rødovre, som derfor var den kommune, der juridisk skulle have taget beslutning om tvangsanbringelse eller ej. En beslutning hun nu har anket.

Den danske lovgivning er egentlig ret klar. Det er den kommune, du bor i, der tager stilling til om dit barn skal tvangsanbringes eller ej.
Derfor reagerer Marias advokat nu også over, at Københavns Kommune for nogle måneder siden fjernede hendes barn, selvom hun på det tidspunkt boede i Rødovre, der altså, ifølge loven, skulle have foretaget en vurdering om de forhold, som Maria og hendes advokat, ikke mener berettiger en anbringelse uden for hjemmet.
“Det er det vildeste overgreb, men jeg ved, at hvis jeg ikke retter mig ind efter Københavns Kommunes afgørelse, men istedet råber og skriger alle de følelser ud, jeg har, så vil det bare tælle imod mig næste gang, de skal vurdere noget. Det er en helt umenneskelig situation at sidde i, når man ikke kan kæmpe endnu mere for det, man vil kæmpe alt hvad man kan for, fordi det vil have den modsatte effekt,” siger Maria, der rigtigt hedder noget andet.
Da hun i sommer tog med sine tre børn på ferie i Sverige, frygtede Københavns Kommune, at hun ville kidnappe sin søn på to år og hun måtte afbryde ferien for tage sin søn og to andre børn med tilbage til Danmark hurtigst muligt.
Senere har ankestyrelsen fastslået, at der ikke er nogen risiko for, at hun vil kidnappe sit barn og derfor er der heller ikke behov for overvåget samvær.
I en lang lydoptagelse fra et møde med sagsbehandleren i København kan man høre, hvordan Maria roligt forklarer sine frustrationer over, at hun fra den ene dag til den anden er blevet udelukket for sine muligheder som mor og menneske. Eksempelvis havde plejefamilien klippet drengens røde krøller af uden at spørge hende til råds først.
“Man er så umyndiggjort og min søn sidder bare og siger nej og er ked af det, hver gang vi skilles,” siger Maria, der har sin egen mor med, da vi møder hende.
Her er frustrationerne endnu tydeligere, ikke mindst fordi de nu bor sammen i et rækkehus i Rødovre, hvilket de også gjorde, inden Københavns Kommune tog beslutningen om at fjerne barnet.
En beslutning, der faktisk skulle være taget af Rødovre Kommune, hvis overhovedet.

Vil ikke blande sig
Her afviser Socialdirektør Henrik Abildtrup at kommentere på den konkrete sag.
Han forklarer imidlertid, at lovgivningen er indrettet på den måde, at det er den kommune, hvor borgeren sidst havde bopælsadressen, der skal træffe afgørelse, hvis der sker en adresseændring midt i et sagsbehandlingsforløb.
Muligvis for at undgå, man bare flytter kommune for at udskyde eller forhindre en afgørelse.
“Det er vigtigt af hensyn til barnets tarv, at der hurtigst muligt træffes afgørelser i anbringelsessager, når der er uenigheder mellem kommuner om, hvem der skal køre sagen. Hvis kommunerne er uenige, er det det sidste sted, hvor der har været folkeregisteradresse, som skal træffe afgørelsen,” siger Henrik Abildtrup og tilføjer:
“Der sidder en dommer med i Børne- og ungeudvalgene, som skal sikre, at lovgrundlaget overholdes uanset, hvilken kommune der står for sagsbehandlingen.”

Annonce

Men er det ikke Rødovre Kommunes pligt at sikre sine egne borgeres rettigheder?
“Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, men en kommune som handler i en given sag skal selvfølgelig sikre borgrnes rettigheder. Derudover sikrer systemet jo den enkelte ved at stille advokat, rådgivning og vejledning til rådighed, så man kan få hjælp til at anke afgørelser,” slutter Henrik Abildtrup.
I mandags var Maria til møde i ankestyrelsen, hvor hendes advokat har klaget over selve anbringelsen og at det var den forkerte kommune, der varetog sagsbehandlingen.
“Det værste er jo at vente. Mit barn mangler sine brødre og sin mor. Jeg læser til lærer og er ikke nogen dårlig mor. Det føles som om, de slet ikke kigger op fra papiret i de her sager, men bare ser på en vurdering foretaget under nogle besøg i nogle få timer i stedet for at se på menneskerne, som deres ord og beslutninger rammer. Det er liv, det handler om, men man kan intet gøre. Kun vente og håbe på, at de lytter til advokaten,” siger Maria.

Kommentarer
Top