Peter Benjaminsen forlader Avarta
WEB_Avarta_vs_AB_Benjaminsen_18-19_050818_IN-43-of-43.jpg
Peter Benjaminsen, forrest, må trække sig som træner for at bruge mere tid på familien og sin virksomhed. Foto: Ian Nielsen / arkiv
fodbold Efter blot et halvt års samarbejde må Peter Benjaminsen sige farvel til klubben, hvor han også selv sluttede som aktiv, skriver Green Entertainment A/S i en pressemeddelelse.

Green Entertainment oplyser følgende i pressemeddelelsen:

Det startede knap så godt, men sluttede til gengæld rigtig godt, da Peter Benjaminsen overtog Avartas divisionstropper efter forårets afslutning i fodboldens 2. division. Men allerede nu må han afbryde trænergerningen. Det skyldes dels privatlivet med to små børn, dels også arbejdet med selvstændig virksomhed.

Og nu var det ellers lige begyndt at gå den rigtige vej for de grønblusede, efter at de vendte hjem til Espelunden for blot et par måneder siden. Divisionsholdet er ubesejret i de seneste otte kampe.

  • Det er brand ærgerligt, at vi må sige farvel til Peter allerede nu. Men vi forstår og respekterer hans beslutning og takker ham for hans indsats, understreger Per Thomsen, formand for Green Entertainment (GE), der er den professionelle afdeling bag divisionsholdet i Avarta.
  • Vi kan så håbe på et gensyn senere, tilføjer han.

Han fortæller samtidig, at man allerede har indledt jagten på en afløser.

  • Forhåbentlig kan vi allerede i begyndelsen af december have en aftale klar, men indtil videre er intet afklaret, pointerer Per Thomsen.

Et bud fra din avis
Rødovre Lokal Nyts bud på en afløser for Peter Benjaminsen er Henrik Gundersen, der for nylig stoppede som assistent-træner i Fremad Amager og tidligere har været i Avartas ungdomsafdeling.

Kommentarer
Top