Annonce

Pårørende lyttede ikke – så skrev Henriette et digt om sin kræft
henriette_003_160118_BP.jpg

Henriette Weibel fejrer idag onsdag en helt særlig titel som global helt for Stafet For Livet.

Henriette Weibel har overlevet brystkræft og skrevet et digt til sin familie. Foto: Brian Poulsen
Fighter Da Henriette Weibel sidste år blev ramt af brystkræft, gik tankerne til familien. To operationer, 12 gange kemoterapi og 30 gange strålebehandling senere, er det endelig blevet hendes egen tur til at være bange. For kommer brystkræften tilbage og hvorfor tror pårørende, at man er færdig med at være bekymret, når behandlingen er slut. Henriette skrev et digt til familien, så de kunne forstå hendes svære tanker.

Det var ikke mange gange Henriette nåede at tænke på sig selv, i månederne efter hun fik konstateret brystkræft.
“Jeg havde jo ikke tid. Jeg var hele tiden på ho-
spitalet. Det var faktisk først, da jeg efter første operation fik at vide, at det havde spredt sig til lymferne, at jeg begyndte at tænke på fremtiden. For, hvad skulle der nu ske, og hvad med mine to voksne piger,” fortæller Henriette Weibel.
Hun er i dag kommet succesfuldt igennem et langt behandlingsforløb, og er ikke bange for at dele sine erfaringer.
“Jeg synes det er skørt, at man ikke bliver scannet mere. De kontrolbesøg vi skal gå til nu indebærer jo ingen scanning. Det var mig selv, der opdagede knuden i sin tid, så det kunne jeg nok godt gøre igen, men scanninger ville hjælpe mere på angsten,” siger hun.
Og netop angsten er noget man skal tage alvorligt, mener Henriette Weibel.
“Jeg knoklede meget med angsten. Jeg har et godt råd til de pårørende. Det kan godt være, at det for dem er slut, fordi behandlingen er overstået, men for den kræftramte, kan det være, at frygten først starter nu,” siger Henriette tydeligt berørt.

Vigtigt at snakke højt
“Man skal lade være med at feje følelser af banen med at sige, at det hele nok skal gå, men istedet tage dem alvorligt og i hvert fald ikke afvise, at snakke om tingene fordi; nu er det jo overstået.” siger hun og fortsætter hurtigt.
“Min egen familie lukkede meget af på den måde, fordi det gjorde ondt på dem at høre mine tanker. Det forstår jeg virkelig godt, men jeg blev nødt til at blive forstået, så jeg valgte at skrive et digt til dem om mit forløb og det har hjulpet os meget.”
Hvis Henriette skal give et godt råd til kvinder, der rammes af brystkræft, er det derfor ikke at holde tilbage.
“Det er okay at græde. Der er mange, der holder det tilbage med ting for at beskytte deres pårørende, men hvis du selv vil arbejde med angsten for fremtiden, er det vigtigt, at de forstår dine tanker.”

Henriettes digt:

Næste fase

1. Ordene bliver sagt,
DU HAR KRÆFT
Tiden står stille et sekund,
før følelserne begynder at gøre ondt.

2. Kan det virkelig passe,
nu skal jeg gennemgå en masse.
Mine stakkels kære,
fortjener ikke den modbydelige ”ære”.

3. Alting gå pludselig stærkt,
der skal sættes en masse i værk.
Ingen tid til at tænke,
jeg kan knap nok nå at blinke.

4. Beskeden der er spredning,
var en kæmpe sprængladning.
Der var en masse snakken,
du skal have hele pakken.

5. Det skal nok gå for du er sej,
alle får det til at lyde som en leg.
Men vil nogen bytte med mig,
nej så heller gå sin vej.

6. Operationerne er klaret,
på kræfterne er der ikke sparet.
Jeg er nået til næste fase
og skal nu skifte base.

7. Slangen i min arm er sat,
nu skal kemoen til at tage fat.
Tårerne løber ned ad min kind,
nu begynder den dårlige vind

8. Ganske hurtigt taber jeg mit hår,
og en masse dårlige dage jeg får.
En masse kemo skal jeg have,
og kan stort set intet lave.

9. Kemoen er endelig klaret,
på kræfterne er der overhovedet ikke sparet.
Jeg er nået til næste fase,
og skal nu skifte base.

10. Slangen i min arm er taget ud,
nu er det stråler der står for bud.
På sygehus jeg hver dag kommer,
får skoldning som den værste sommer.

11. De mange stråler er klaret,
og på smerter er der ikke sparet.
Jeg er nået til næste fase,
og skal nu skifte base.

12. De næste ”mange” år,
skal jeg pleje sjælens sår.
Angsten fylder ens liv,
der i hjertet føles som en kniv.

13. Min krop er ikke den samme,
hvilket godt kan skræmme.
Mit sind har ændret sig,
mon folk kan li det nye jeg.

14. Folk tænker hun er sej,
hun klaret hele den lange vej.
Men i skal alle vide,
det først nu min sjæl skal lide.

15. Vejen er stadig lang,
snak er en stor trang.
Håbet er at leve hele livet,
men tør ikke tage det for givet.

Kommentarer
Top