Annonce

“Nu skal jeg lave alle de ting, jeg ikke har haft tid til før”
bent-okholm_001_091018_BP.jpg
Bent Hansen er en institution i Rødovre Centrum, men efter en halv menneskealder i Okholm Foto, har han valgt at gå på pension. Butikken er solgt og fortsætter med uændret navn Foto: Brian Poulsen
går på pension Efter mere end 50 år i fotobranchen takker Bent Hansen af i Okholm Foto. Butikken er solgt og personligt ser den nu snart forhenværende direktør frem til livet som pensionist med alt, hvad det indebærer.

Okholm Foto har været en del af Rødovre Centrum lige siden åbningen af centeret i 1966 og Bent Hansen har fremkaldt billeder i mørkekammeret og solgt fotoudstyr stort set lige fra begyndelsen.
”Jeg kom til et par år efter åbningen og har været her lige siden,” siger 73-årige Bent Hansen, der har været direktør i forretningen i Rødovre Centrum i godt 40 år. Fredag den 12. oktober slutter epoken imidlertid, når han overdrager forretningen til Carsten og Heidi Stein, der også driver Stein foto og PhotoCare i Valby og Køge. Bent Hansen har kunder, der er kommet i forretningen siden slutningen af 60’erne.
”Langt de fleste af kunderne, som jeg har betjent i de sidste 50 år, har været flinke og rare og den kontakt vil jeg komme til at savne,” siger Bent Hansen, der ser frem til at nyde sit otium.
”Nu skal jeg lave alle de ting, jeg ikke har haft tid til før. Jeg har en stor have, jeg skal gøre noget mere ved og jeg har børnebørn, som jeg skal se oftere. Det kan også være, jeg får tid til at gå på jagt, men jeg skal nå det hele. Jeg har ikke travlt og ser i første omgang frem til at slappe af og nyde livet. Jeg har jo altid været på arbejde, så der venter et nyt liv,” siger Bent Hansen.
Butikken fortsætter med uændret navn og personale. Fredag den 12. oktober er der ’farvel- og goddag reception’ i butikken fra klokken 12-19.

Kommentarer
Top