Annonce

Holdånd i fuldt firspring
motionsdag_001_121018_BP-e1539850463104.jpg
Ida og klassekammeraterne var i højt humør inden sidste uges motionsløb og med god grund. Efterårsferien ventede for enden af målstregen Foto: Brian Poulsen
Sammenhold I højt solskin løb Rødovres skoleelever i fredags efterårsferien i møde til den årlige motionsdag. For 10-årige Ida Stig-Breum og klassekammeraterne i 4.C på Tinderhøj Skole var løbet i år helt særligt. De løb nemlig i ens tøj for at sætte fokus på gigtramte børn.

Udadtil ligner og er Ida Stig-Breum en helt almindelig pige på 10 år, men på ét område adskiller hun sig fra klassekammeraterne. Ida har børnegigt og den autoimmune sygdom nedbryder hendes krop i et tempo, som ingen kender.
”Der er mange, der tror, at børn med gigt sagtens kan løbe, bevæge sig og foretage sig alt muligt, men det er der faktisk mange, der ikke man. Jeg har gigt og kan godt løbe, men min veninde, som har gigt, bruger krykker, så det rammer forskelligt,” fortæller Ida, da vi møder hende ved Rødovre Stadionhal i sidste uge til skolernes motionsdag.

Hun har en hvid T-shirt på med teksten ’Vi løber med børn for gigt’. Det har alle klassekammeraterne også.
”Det er fedt, at vi kan støtte Ida,” siger en veninde.
Selvom Ida helst er fri for at tale om sygdommen, gør det hende glad, at alle fra klassen bærer trøjen og på den måde er med til at styrke fællesskabet i klassen og gøre det lettere for børn med gigt at tale med deres venner om sygdommen.

Annonce

Annonce:

Uvisheden fylder
I dag er Idas gigt i bero. Hun har dage, hvor hun trækker sig fra legene i frikvartererne og aftener, hvor hun må sidde med varmepuder for at holde smerterne væk. Det er Idas far Thomas Breum, der har taget initiativ til markeringen. Han er aktiv i foreningen ’Gigtramte børns forældreforening’ og i år faldt skolernes motionsdag på samme dag som Den Internationale Gigtdag den 12. oktober.
”41 skoler i hele landet har støttet op om dagen og som forældre har vi altid været meget åbne omkring Idas sygdom,” siger Thomas.


Far-Thomas løb sammen med klassen i sidste uge. Det er ikke tilfældigt at Gigtramte Børns Forældreforening vælger at markere dagen i forbindelse med skolernes motionsløb, da børn med gigt har stor gavn af at dyrke motion. Foto: Brian Poulsen

Hvad sygdommen kommer til at betyde for Ida i fremtiden, er der ingen der ved.
”Der er meget utryghed forbundet med sygdommen, både for Ida og for os som forældre. Vi ved ikke, hvad sygdommen kommer af, hvad vi kan gøre, udover den medicin hun får og vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, når hun kommer i puberteten. Det kan gå alle veje. Nogle sidder i kørestol, men på den anden side er der
kajakroere med gigt, der har deltaget ved OL, så vi håber, at sygdommen går den vej,” siger han, inden han, sammen med Idas klasse, gør sig klar til at løbe rundt om Damhusengen og Damhussøen.

Kommentarer
Top