Annonce

Nærapotek i nye klæder
islev-apotek.jpg
Filialleder Dorte Mench, til venstre, og indehaver Camilla Bangert i det nyrenoverede apotek på Fortvej. Foto: Red.
Islev Apotek har, efter en større ombygning, formået at udnytte 75 kvadratmeter så effektivt, at varelageret er fordoblet.

Lyse lokaler, flere varer på hylderne og mere plads til kunderne. Islev Apotek har, i løbet af foråret og sommeren, været igennem en større ombygning og for to uger siden kunne det lille nærapotek på butikstorvet på Fortvej slå døren op til de nye rammer. Ombygningen er foregået i fire etaper og apoteker samt indehaver Camilla Bangert er glad for, at apoteket nu kan invitere kunderne ind på et apotek, der er langt mere indbydende end tidligere.
”Vi udnytter virkelig alle kvadratmeterne og har fået plads til dobbelt så stort et varelager,” siger Camilla Bangert.

Mere end et cpr-nummer
Kunderne kan fremover få udleveret receptpligtigt medicin i et nyindrettet apotek, men ansigterne bag disken er de samme.
Filialleder Dorte Mench har arbejdet på apoteket i 15 år og hun har derfor et helt særligt kendskab til borgerne i lokalområdet.
”Vi er et nærapotek, hvor kunderne er mere end et cpr-nummer. Vi forsøger hele tiden at tilpasse lageret til kundernes behov og vi kan godt mærke, flere ældre borgere er flyttet fra villakvartererne og børnefamilierne er kommet til. Det kan også ses på varerne på hylderne,” siger Dorte Mench.

Annonce
Kommentarer
Top