Annonce
Kaffetårnet kan blive nyt kulturelt fyrtårn
irmagrunden_005_230415_BP.jpg
Det 34 meter høje tårn rager godt op i landskabet på hjørnet af Fjeldhammervej og Korsdalsvej. Kaffetårnet har i mange år været et højt og tomt vartegn for Rødovre, men ELF Development har store planer for det gamle kafferisteri. Foto: Arkiv
byudlikling Udviklerne af IrmaByen har store planer med bydelens ikoniske og fredede kaffetårn, der på sigt skal fungere som katalysator for aktiviteter for alle borgere i Rødovre.

Hvad skal der ske med Kaffetårnet? Gennem årene er vi på lokalavisen blevet stillet det spørgsmål mange gange af nysgerrige borgere. Spørgsmålet har vi flere gange adresseret videre til rette vedkommende, men svarene har altid blafret i vinden. Lige indtil nu.
Det 34 meter høje tårn, hvorfra man kan se det meste af København fra toppen, er IrmaByens hjerte. Ludvig Find, som er administrerende direktør i ELF Development, der står bag opførelsen af IrmaByen, fortæller, at man er godt i gang med den proces, der skal gøre det ikoniske Kaffetårn til hele Rødovres kulturelle mødested.
”Vi var godt klar over, der var udfordringer forbundet med at bruge Kaffetårnet, da vi begyndte at bygge i IrmaByen, men det har hele tiden været vores plan, at tårnet skal have en helt speciel funktion. Ikke bare for borgerne i den nye bydel, men for borgerne i hele Rødovre,” siger Ludvig Find.

Fællesskaber på kryds og tværs
Den fremtidige køreplan er stadig undervejs, men fast ligger det, at Kaffetårnet får en social profil og at tårnet i fremtiden skal være et samlingssted for alle borgere i Rødovre.
I foråret inviterede ELF Development nysgerrige borgere til flere work-
shops om fremtidens brug af Kaffetårnet og de mange brugerdrevne idéer skal danne grundlag for stedets fremtidige aktiviteter.
”Jeg ser fremtidens kaffetårn som et sted, der fungerer som katalysator for aktiviteter og for os er det vigtigt, det er brugerne, der fylder lærredet ud. Idéerne skal komme fra brugerne selv og det er næsten kun fantasien, der sætter grænsen. Vi forventer der kommer en café med udeservering i stueetagen og måske skal der etableres en scene længere oppe i ejendommen. Vi ønsker at facilitere socialøkonomiske aktiviteter, hvor Kaffetårnet får en rolle, der gør, at tårnet ikke lukker om sig selv og IrmaByen, men åbner sig op for resten af Rødovre,” fortæller Ludvig Find.

Skaber værdi for Rødovre
Planen er, at Kaffetårnets fremtidige aktiviteter skal drives af frivillige i en non-profit forening. Den bæredygtige drift skal ske ved en kombination af gratis-aktiviteter og brugerbetalte arrangementer og kommercielle lejemål.
ELF Development kunne i princippet leje hele Kaffetårnet ud på traditionel vis og på den måde tjene penge, men for Ludvig Find har det været helt naturligt, at den fredede bygning bliver borgernes tårn.
”Kaffetårnet er IrmaByens hjerte og for os har det været helt afgørende, at tårnet får en central rolle i fremtiden. Derfor bruger vi også en del af overskuddet fra IrmaByen til at skabe rammerne for fremtidige fællesskaber i Kaffetårnet,” siger Ludvig Find.

Stadig ukendte faktorer
Kaffetårnet var, som navnet også antyder, centrum for Irmas kaffeproduktion i tidernes morgen og med et frontparti i glas, er den seks etagers høje bygning i en klasse for sig rent arkitektonisk.
Tårnets specielle udformning og udseende er også årsagen til, at tårnet i årtier har stået gabende tomt. Besværlige adgangsforhold til de forskellige etager, dårlig akustik samt kulde- og varmeforhold er blot nogle af de udfordringer, som først Rødovre Kommune og siden ELF Development har haft.
Den videre proces, i forbindelse af planlægningen af fremtidens kaffetårn, kører derfor i øjeblikket af to parallelle spor. Ud over konceptudviklingsdelen og de socialøkonomiske tanker, er der hele renoveringsdelen, som med tårnets udformning forventes af koste et ukendt millionbeløb.
”Hele renoveringsopgaven skal planlægges i etaper og det kommer til at koste mange penge at løfte tårnet op i en kvalitet, hvor det er brugbart. Vi er en profitdrevet virksomhed, men kaffetårnet ønsker vi ikke at tjene penge på.”
“Det betyder mere for os i ELF Development, at vi kan være med til at skabe værdi for områdets nye borgere og for hele Rødovre. Vi lever af at skabe visionære bydele og med planerne for Kaffetårnet er det vores håb, vi kan skabe rammerne for fællesskab og at brugerne selv sørger for fremtidens indhold,” siger Ludvig Find, der forventer at arbejdet med at renovere Kaffetårnet begynder i 2019.

Kommentarer
Top