Hyttel vandt finale over VM-bronzevinder
Hwarang_pix2-e1537268491765.jpg
Tobias Hyttel øverst på podiet som bevis på, at han har vundet Polish Open. Foto: Privat
taekwondo Den 16-årige Tobias Hyttel fortsætter sine flotte takter og vandt i weekenden Polish Open. Det betyder, han er klar til U21 EM.

Selvom Team Rødovre støttede Tobias Hyttel stadig er junior, så havde han valgt at rykke to vægtklasser op og deltage i U21 klassen, da der var Polish Open i Warszawa.

Den talentfulde rødovrekæmper skulle gennem flere svære kampe, men den stærkeste modstander ventede i finalen, da modstanderen var VM-bronzevinderen fra De Forenede Arabiske Emirater.

Annonce

”Tobias træner Tarik Setta havde nøje instrueret Tobias om taktikken og den holdt 100%, så Tobias fortjent kunne modtage guldet, efter en dag med flot taekwondo og stort overblik. Tobias har nu også klaret kravet til U21 EM,” siger bestyrelsesmedlem og træner Azam Nazim. Han fortsætter om Tobias flotte vej til guldet:
”Han startede med at vinde sikkert over en erfaren kæmper fra England, dernæst ventede en kæmper fra Kasakhstan, der har tradition for at udvikle dygtige kæmpere, men Tobias tak virkede perfekt og han vandt på pointgap.”
”I den tredje kamp vandt Tobias sikkert over en græker og så ventede en englænder i semifinalen. Han havde været farlig i de tidligere kampe. Kampen igennem viste Tobias overblik og vandt meget fortjent,” slutter Azam Nazim.

Hele Hwarangs hold i Polen.

Lovende Hwarang takter
Til det internationale G-1 stævne Polish Open leverede Hwarang Rødovre flere store præstationer med deres 14 udøvere, der deltog i Warszawa.

Som altid viste Hwarangs ’lille kriger’ August Storm høj klasse.
”Han vandt den første kamp på pointgap (+20 point føring) over en hviderusser. Den anden kamp var mod en stærk russer, men August viste, at de seneste to års målrettet fysisk træning har gjort, at han kæmper op med de største og stærkeste i hans klasse,” siger Azam Nazim. Han fortsætter om den lille kriger:
”August vandt fortjent kampen og i semifinalen ventede en polak. Kampen blev tæt og der var ingen tvivl om at vores ’lille kriger’ var mærket af, at klokken var 22, men August vandt og var klar til finalen mod endnu en russer. Finalen var klokken 23.30. Det var sent for August.”


Den ‘lille kriger’ August Storm med sin træner Tarik Setta.

”For tre måneder siden  var August til Multi EM, hvor han tabte til selv samme russer på Point Gap. Heldigvis havde August og træner Tarik Setta læst på lektien, så de var godt forberedt.”
”Fra kampens første sekund styrede August kampen og vandt meget fortjent guld. En meget imponerende indsats,” roser Naim, som mener, det lover godt frem mod efterårets EM, som skal afholdes i Polen. 

Endnu et par medaljer
David Liu kunne ikke følge op på de to flotte guldmedaljer, men han kom også hjem med metal.
”David kæmpede en super flot kamp mod en nordmand og vandt sikkert sin første kamp. I den anden kamp stod han overfor en russer, som er kendt for at have nogle stærke kæmpere. Men heller ikke her fik modstanderen et ben til jorden og David vandt en flot kamp,” fortæller Azam Nazim, der fortsætter om David Lius kampe:
”Kvartfinalen stod mod en italiener, der var så frustreret i 2. omgang, at træneren kastede håndklædet. David var bare flyvende og foran med mere end 20 point på det tidspunkt.”
”Semifinalen skulle stå mod en landsmand, som kæmpede sig til bronze til VM. David kæmpede en flot kamp, men tabte desværre. Han kunne dog glæde sig over en fortjent bronzemedalje.”

I Polen blev det til endnu en bronzemedalje, som Shantelle kæmpede sig til.
”Hun tabte også semifinalen til en landsmand efter en intens kamp. Shantelle gjorde det godt og klarede udtagelseskravet til U21 EM,” glæder Azam Nazim sig over. Han fortsætter:
”På vejen til bronzen vandt Shantelle over en englænder, en nordmand og en polak, der gav hende kamp til stregen, men Shantelle vandt efter en spændende kamp.”


Fra venstre ses Tarik Setta, August Storm, Azam Nazim, Shantelle, David Liu og Moussa.

Et andet stortalent er Lukas Klint, som havde valgt at rykke en vægtklasse op. Han lagde ud mod en polak.
”Lucas gav ikke nogle chancer væk og gennem hele kampen var han i kontrol. I den anden kamp stod han overfor en italiener, som også er en erfaren kæmper, men heller ikke her gav Lucas noget væk og vandt kampen,” fortæller Nazim, der er træner for Lucas Klint. Han fortsætter:
”I den tredje kamp ventede en englænder, som tidligere på dagen havde vist sig at være en fysisk stærk kæmper. Men heller ikke her blev der givet noget væk. Vi havde lagt en taktisk plan, der holdt hele vejen i mål, så Lucas vandt flot.”
”I kvartfinalen stod han overfor klassens stærkeste kæmper fra Ukraine, som er bronzevinder fra VM og senere guldvinder til Polish Open. Det viste sig også at blive en rigtig herre-fight, som Lucas desværre tabte,” siger træner Nazim.

De sekundære placeringer
Andre fra Hwarang, der også var i kamp var Jinin Sahament, som kæmpede en flot kamp, men tabte til en spanier. 
Hamad Setta fortsatte det flotte Taekwondo, som han også viste for tre uger siden til Wonderful Copenhagen og vandt sin første kamp over en nordmand. Den anden kamp var mod en hollænder, som igen blev et brag af en kamp, men desværre tabte Hamad med to point.
Sofie Skjoldborg skulle kæmpe mod en polak og Sofie kom godt fra start og holdt føringen de to første runder.  Desværre kom polakken bedre ind i kampen i 3. omgang og Sofie tabte med to point.
Yasmin Dahmani, som allerede havde klaret udtagelseskravet til Kadet EM, viste flot Taekwondo og vandt på pointgap over en svensker, i den anden kamp vandt Yasmin ligeledes over en ukrainer inden en englænder blev Dahmanis overmand.

Mariam Mahnu er førsteårs senior og mødte en israeler i første kamp, der vandt over rødovrepigen efter en flot kamp.
Ricki Farnes mødte i første kamp en englænder og Ricki viste, som altid, flot taekwondo og vandt sikkert. Anden kamp stod mod en kæmper fra De Forenede Arabiske Emirater, som er en stærk taekwondo nation. Ricki kæmpede sin chance og var med hele vejen, men endte desværre med at tabe.

Jalal Mahnu mødte i sin første kamp en spanier. Jalal kæmpede en meget lige kamp, men tabte.
Celina Fernandez havde et mål og det var at klare udtagelseskravet til kadet EM, og hun manglede kun at vinde en kamp. Celina mødte i første kamp en polak, der sikkert blev besejret.

I den anden kamp var en cypriot modstander og, som forventet, blev det tæt. Celina var foran store dele af kampen, men desværre blev det kæmperen fra Cypern, der vandt.

”Vi er super stolte af alle kæmperne. At vi kan tage 2 guld og 2 bronze med hjem fra Polen, er fantastisk,” slutter Azam Nazim.

Kommentarer
Top