Annonce

Folketingskandidat politianmeldt af skole
valgboder-RC_KV17_019_161117_BP.jpg

Siden han er gået fra at være kandidat til kommunalvalget i Rødovre, til folketingskandidat på Frederiksberg er tonen på Ketil Wathne Rasmussens facebookprofil blevet skærpet betydeligt. Fredag blev han politianmeldt af en skole.

Siden han er gået fra at være kandidat til kommunalvalget i Rødovre, til folketingskandidat på Frederiksberg er tonen på Ketil Wathne Rasmussens facebookprofil blevet skærpet betydeligt. Fredag blev han politianmeldt af en skole.
Politik Et opslag på Facebook om et muligt knivoverfald på en skole har nu fået skolen til at politianmelde folketingskandidat fra Rødovre.

Jeg er aldrig blevet meldt til politiet før, så jeg ved ikke, hvordan man forholder sig, men jeg venter vel på, at jeg hører noget fra ordensmagten.” Sådan siger Ketil Wathne Rasmussen fra Rødovre, der er Nye Borgerliges spidskandidat i Københavns Storkreds.

Torsdag skrev han på Facebook, at en lærer på VUC i Lyngby i denne uge blev overfaldet med kniv af en elev med indvandrerbaggrund.
”Overfaldet er ikke blevet politianmeldt og personalet på skolen har fået mundkurv på.

Annonce

Det er anden gang i år, at elever med indvandrerbaggrund har begået knivoverfald på VUC-Lyngby.

VUC-Lyngby er tidligere blevet kritiseret for at fremme islamisering,”mener Ketil Wathne Rasmussen, der stillede op til kommunalvalget i Rødovre.
”Dødsensfarlig adfærd mørklægges og menneskers liv sættes på spil i et idealistisk korstog for opretholde illusionen om ledelsens ’multikulturelle’fantasi, ”fortsætter han.

Vild diskussion på nettet
Opslaget blev delt næsten 400 gange på Facebook og næsten 100 personer deltog i en voldsom diskussion om episoden.

Det fik fredag aften rektor Anne G. Sørensen og vicerektor Inge Voller til at blande sig i debatten.
”VUC Lyngby har i dag politianmeldt folketingskandidat Ketil Wathne Rasmussen for ubegrundede og urigtige påstande om forhold på VUC Lyngby. Undervisningen på VUC Lyngby har ikke været afbrudt af uheldige episoder, og studiemiljøet er som altid trygt og roligt,” skrev de i en fælles kommentar, der fortsætter med ordene:
”Vi er stærkt forundret over, at man som folketingskandidat i Danmark, kan fremsætte så groteske påstande om en uddannelsesinstitution, der bl.a. har til formål at fremme demokratisk dannelse.”

Den kritik tager Ketil Wathne Rasmussen dog helt stille og roligt.
”Jeg stoler mere på min kilde på skolen, som jeg, af frygt for personlige repressalier, ikke kan afsløre. Jeg blev så forarget, da jeg hørte historien, at jeg blev nødt til at skrive den, men havde ikke regnet med, at det ville få så voldsom en opmærksomhed,” siger Ketil, der, dagen før, havde et lignende indlæg under overskriften ’Muslimsk hverdagsterror’.

”Når jeg hører om noget uetisk, ser jeg det som min pligt at videregive informationerne og man skal ikke google mange gange for at se den historik skolen har. Der tegner sig et billede af desperat ledelse, der ikke vil gribe ind over for kriminelle,” siger han.

“De kunne jo bare kontakte mig”
Hvis det var, at den historie, han gik ud i æteren med ikke er sand, kan han ikke forstå, hvorfor skolen ikke har forsøgt at komme i kontakt med ham.
”Hvis de vil i dialog med mig, kunne de bare gøre det. Men de har ikke taget kontakt til mig ud over det, de skriver på min væg. Det virker, som om man desperat fastholder et glansbillede,” siger Ketil Wathne Rasmussen, der også nægter at tage ansvar for, hvordan kommentarsporet på hans profil er løbet af sporet.

Også selvom vi spørger ind til, om det ikke er hans måde at beskrive episoden, som på ingen måder beviseligt er foregået, der opildner til grænseoverskridende kommentarer .
”Efter et vist punkt holdt jeg op med at følge med i kommentarerne. Alle skriver fra deres profiler med deres egne navne. Så må det også være dem selv, der står til ansvar. Jeg fjerner generelt ikke udsagn fra min væg, med mindre de er truende over for mig selv eller andre eller er direkte injurierende,” understreger han.

Kommentarer
Top