Annonce

Den store skovturs-kabale
skovtur-3.jpg
Turleder Dorthe Rudolph har været med på samtlige skovture siden 1999. I år kan hun se frem til seks besøg på Odsherred Brandmuseum og seks gange frokost på Lyngkroen. Foto: Arkiv
frøken skovtur I 21 år har Dorthe Rudolph stået i spidsen for Rødovre Kommunes årlige skovtur for pensionister og efterlønnere. En opgave hun er gået til med ildhu og som kræver langt mere planlægning, end man måske umiddelbart skulle tro.
Book en kro et idyllisk sted på Sjælland, lej nogle busser til at fragte gæsterne frem og tilbage og sælg så 1200 billetter. Opskriften på skovtur-planlægningen giver ikke hovedbrud, når man skærer det ud i pap, men turleder Dorthe Rudolph forsikrer, at det bestemt ikke er så simpel en op-
gave som beskrevet. Faktisk er det en opgave, der skal planlægges et år i forvejen.
”Hvert efterår evaluerer vi årets skovtur med Seniorrådet og allerede her begynder planlægningen af den nye. Hvis vi skal finde de gode steder og forhandle en god pris, skal vi være ude i god tid,” siger Rudolph, der, som den eneste, kan bryste sig af, at have deltaget i samtlige af kommunens skovture 
siden 1999. Som den eneste har hun været med på alle ture og hun er endnu ikke blevet træt af kromad, fællessang og samværet med byens pensionister.
”Og det bliver jeg heller ikke. Det er en fornøjelse at være med,” siger turlederen, der gennem årene har spejdet vidt og bredt ud over det danske land for at finde egnede steder til 1200 lokale pensionister.
Hun husker tydeligt den første tur, der gik til den ellers lukkede Base Camp på Holmen. 
”Området var lige åbnet op og vi havde udarbejdet kort til alle borgerne, så de kunne se, hvor de måtte færdes,” siger Dorthe, der også husker, der var lidt kritik af, at selve frokosten blev serveret i autentiske rammer med sand på gulvet og at kaffen blev serveret i glas.
”Jeg husker det som en god dag, men der var nogle, der gerne ville have kaffe i en rigtig kaffekop og hvide duge på bordene, så det tog jeg til efterretning. Sidenhen har der både været klassiske krobesøg og skovture med et lille tvist, som da vi var ude at sejle med Olso-båden,” fortæller Dorthe.
 
Planlægning frem for alt
Når 1200 gæster skal på tur, kræver det planlægning ned til mindste detalje. Selv turbussen kan være en udfordring. 
”Vi forsøger næsten altid at finde et sted at spise, som ligger i rimelig køreafstand fra Rødovre. Turen skal også gerne være med en flot udsigt, så det går ikke med alt for meget motorvejskørsel,” påpeger Dorthe, inden hun fortsætter.
”Vi har også en fast pause undervejs på turen og her er det vigtigt, vi holder et sted med ordentlige toiletforhold og hvor der er mulighed for at sidde ned, for vi kommer altså fire busser med 200 personer, så det er vigtigt med planlægning,” understreger Dorthe Rudolph, der gennem årene har planlagt ture til Langelinie Pavillonen, Marienlyst i Helsingør, Egeskov Slot på Fyn, Knuthenborg Safaripark, Oslo-båden og Hotel Frederiksminde på Præstø.
”Og Hotel Frederiksminde har sidenhen fået en Michelin-stjerne, så der kommer vi nok ikke tilbage. Eneste genganger siden 1999 er Marienlyst Strandhotel i Helsingør, hvor vi har været to gange,” siger hun.
Skovturen foregår i år den 13., 14., 15., 16., 20. og 21. august og går til Rørvig. samtlige 1200 billetter er udsolgt.
 
Den store forhandler
Den kommunale skovtur har en egenbetaling på 150 kroner og herudover spæder Rødovre Kommune 335.000 kroner i kassen, så skovturen hvert år kan 
byde på morgenmad i Viften, frokost med kaffe og kage samt en forfriskning undervejs på turen. 
Frokosten er den tungeste økonomiske post og her har Dorthe Rudolph gennem årene lært at blive en god forhandler, når hun aftaler priser med kroer og strandhoteller.
”Jeg ved godt, det er en kæmpe omsætning for en restaurant at få 1200 spis-
ende gæster ind på hverdage lige efter skolernes sommerferie, hvor der godt kan være lidt stille. Det minder jeg dem altid om, når vi taler pris,” siger Dorthe.
Årets skovtur går i år nordpå til Rørvig, hvor der vil være stop ved Odsherred Brandmuseum, inden turen går videre til Lyngkroen på Rørvigvej, hvor der vil blive serveret frokost.  
Kommentarer
Top