Ris og ros
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
Chrumme Jeg har jo en lille fritidsbeskæftigelse. Jeg er frivillig brandmand i Hovedstadens Beredskab.

Min Far var brandmand, min bror, min søsters mand, min kones bror, min svigerfar og min nevø – er også brandmænd, så det er lige som om, at det er bare noget man ER i min familie. En social arv, der åbenbart er svær at bryde.
Sidste gang jeg blev kaldt ud, var det de 5 rækkehuse i Slotherrens Have der brændte. Det påvirker mig HVER gang jeg bliver kaldt til ildebrand. Men det påvirker mig allermest, når det nu er i min egen by. Mange gange får vi reddet nogle personlige ejendele ud – andre gang gør vi ikke. Branden i Rødovre hørte desværre til den sidste gruppe. Det gør ondt at se menneskers bolig brænde ud, mens man ikke kan gøre så meget andet end forsøge at få slukket branden.
Bagefter kunne man så læse, at én af familierne havde haft indbrud i deres udbrændte hus. Jeg blev rystet. Jeg tænkte over, hvem fanden der får SÅ syg en ide.
Man kunne også læse om, hvordan nogle valgte at filme branden med mobilen i stedet for at hjælpe til med at få vækket folk i nabohusene. Jeg forstår det ikke. For det første, hvorfor optage det overhovedet? Hvorfor ikke prøve at hjælpe? Og for det andet, hvad gør du så med optagelsen? Lægger det på Facebook og dermed udstille sig selv som et skodmenneske som mener det er vigtigere at have optagelsen på mobilen end at gøre noget. Fandme ikke mange likes man høster på det. Jeg ville i hvert fald skamme mig ved at vise den optagelse til andre.
Jeg har deltaget i mange brande og ulykker, og UDEN undtagelse, så har der altid været mange nysgerrige. Det har jeg det OK med. Når der sker noget uvant i gadebilledet, så stopper man jo og ser på. Men at filme det, det forstår jeg ikke. Og alligevel så sker det UDEN undtagelse.
Men kunne man ikke tænke lidt på dem, som det går ud over? Mange af disse mennesker er tilstede mens brandvæsnet kæmper for at redde deres boliger. Så står der nogle og filmer, som var det en episode i et reality-show! Usmageligt. Har du selv gjort det? Så SKAM DIG.
En anden – men meget mindre ting – er, at jeg personligt ikke synes at det er fedt at blive filmet mens jeg udfører mit arbejde. Jeg står jo heller ikke og filmer DIG mens du arbejder. For det meste kan jeg godt abstrahere fra at have et kamera i nakken – men på en eller anden måde, så føler man sig vel en smule mere presset i en situation hvor man forsøger at bevare roen.
Men så sker der noget. Pludselig er der en der hedder Mette – som viser noget helt andet. Hun laver en gruppe på facebook, som hurtigt bliver populær, hvor hun samler fornødenheder ind til de 5 familier, som har mistet alt. Og der er MANGE der kan vil hjælpe til med alt fra dyner til tag over hovedet.
Lige så frustrende det var at se på, at vi ikke kunne redde noget ud af flammerne – lige så dejligt var det at se, at nogle tager et ansvar og bare giver den gas med indsamlingen.
Nå, men et hurtigt sammendrag:
Stjæle fra udbrændte hjem og filme en ildebrand = RIS
Hjælpe med at lave en indsamling: ROS
Man har faktisk et valg. Hvad er dit?

Kommentarer
Top