Danmark bør gør det sværere at tage hunde med hjem fra ferien
hund.jpeg

DYR FERIETREND: Dyreværnet i Islev vil gøre det sværere at få dyr med hjem fra ferien. Foto: Arkiv

DYR FERIETREND: Dyreværnet i Islev vil gøre det sværere at få dyr med hjem fra ferien. Foto: Arkiv
Ferie Står det til Dyreværnet i Islev, skal det være sværere at forelske sig i et dyr i udlandet og tage det med hjem efter ferien. Lidt ligesom det nu bliver i Norge.

Vi har alle sammen prøvet at blive forelskede på ferien. Nogle af os også i et lille dyr, som man bare ikke kan lade være med at tage med hjem. Hvis en nordmand forelsker sig hovedkulds i en gadehund på ferien i Kroatien, bliver det nu fremover vanskeligere for ham at få Fido med hjem til det Skandinaviske land: Fra den 1. juli 2018 indfører vores norske naboland nemlig skærpede regler omkring indførsel af udenlandske gadehunde.
Og det bør vi også gøre i Danmark, lyder det fra Islev.
“Import af gadehunde er en trussel mod dyre- og folkesundheden,” lyder det i den pressemeddelelse, som den norske Mattilsynet har udsendt. Dyreværnets direktør, Rikke Christensen-Lee, er enig.
”Dyreværnet hilser Norges tiltag velkomment og vi ved, at vi her bakkes op af mange danske dyrlæger. For der ér desværre overhængende risiko for indførsel af nye, livsfarlige sygdomme til danske hunde, katte og mennesker, som let ville kunne forebygges ved at stramme reglerne, som vi nu ser det i Norge,” siger Rikke Christensen-Lee. Hun opfordrer i stedet til, at man hjælper dyrene ved at støtte de lokale dyreværnsforeninger, der arbejder for at forbedre dyrs vilkår i det pågældende land.

Risiko for sygdom
Hos Dyreværnet har man længe været opmærksom på den øgede sygdomsrisiko ved import af hunde og katte, som tidligere har levet under tvivlsomme kår.
”Vores erfaring viser desværre, at mange gadehunde og katte er syge ved ankomst til Danmark, så problematikken er sand her også,” siger Dyreværnets direktør Rikke Christensen-Lee, der er uddannet dyrlæge.
Hvis man øger grænsekontrollen med hunde vil man også samtidig mindske andelen af den ulovlige import af hvalpe fra hvalpefabrikker sydpå, som lige nu plager handlen med dyr i Danmark.
”Vi ser alt for mange ulovligt importerede hvalpe i Danmark, og det skal der sættes en stopper for. De velkontrollerede foreninger, hvor karantæne, vaccinationer og anden relevant dokumentation er i orden skal naturligvis ikke straffes, idet formålet er, at begrænse smitte samt ulovlig handel med dyr,” konkluderer Rikke Christensen-Lee.

Annonce
Kommentarer
Top