Annonce

Minister-ros efter plejehjemsbesøg
Broparken-Thyra-Frank-180611-10.jpg
Ældreminister Thyra Frank hilser på Broparkens beboere under sit visit på plejehjemmet. Foto: Per Dyrby
foregangsplejehjem: På Ældrecenter Broparken afprøver Rødovre Kommune velfærdsteknologiske løsninger, der er til gavn for beboerne, men også for medarbejdernes arbejdsmiljø. I mandags fik ældreminister Thyra Frank en rundtur på Broparken og hun var imponeret over de lokale tiltag.

“Når jeg siger, at vi er blandt landets bedste velfærdkommuner, så synes jeg faktisk at vi har noget at have det i,” lød det i velkomsttalen fra formanden fra Social- og Sundhedsudvalget, Britt Jensen (S), til Thyra Frank, da ældreministeren mandag besøgte Broparken. Ældrecenteret er kommunens foregangsplejehjem, når det handler om teknologiske løsninger og Thyra Frank var ganske imponeret over de mange velfærdsteknologiske tiltag, som er med til at gøre hverdagen bedre for beboerne på plejehjemmet.
”Det er rigtig spændende og et område, der interesserer mig meget. vi skal ikke være forskrækkede for velfærdsteknologi, men i stedet sige tak,” sagde ministeren, der på rundturen hilste på plejehjemmets beboere og på egen krop oplevede teknologien.
”Så har jeg også været i Dragør i dag,” sagde Thyra Frank, da hun med VR-briller på (Virtuel Reality, red.) oplevede at stå på havnekanten i Dragør.
”Nu skal jeg passe på jeg ikke falder i,” sagde ministeren, der måtte støtte sig til bordet, da oplevelsen i VR-brillen blev lidt for virkelig.
De højteknologiske virtual reality-briller er målrettet plejehjemmets demente beboere og oplevelserne i brillerne skal skabe livskvalitet og næroplevelser for de demente.
”Jeg er ikke i tvivl om, at de rigtige film vil skabe glæder hos beboerne og vække minderne,” sagde Thyra Frank, da hun fik brillerne af og kom tilbage til den virkelige Verden.

Social- og sundhedsdirektør, Henrik Abildtrup (tv), kigger på, mens ældreminister Thyra Frank afprøver et par VR-briller. Brillerne skal stimulere sanserne hos plejehjemmets demente beboere. Foto: Per Dyrby

Annonce

Skal udbredes
Det er meningen, at de smarte løsninger skal udbredes til kommunens tre øvrige plejehjem og der er mange gode løsninger at plukke, for det er langt fra kun VR-brillerne, der har vist sig at fungere efter hensigten. På Broparken er der også indrettet et særligt stimulirum, hvor urolige beboere kan falde til ro med musik, specielt designet belysning og en enorm tv-skærm, der viser en stjerneklar nattehimmel.
På nogle af plejehjemmets gange er kommunen samtidig i gang med at afprøve døgnrytmebelysning, der er til gavn for både beboerne og personalet.
”Døgnrytmelyset følger det naturlige lys og understøtter døgnets gang med aktiviteter i løbet af dagen og gode nattevaner om aftenen og natten. Det giver mere tryghed for beboerne og personalet,” fortalte Britt Jensen til ældreministeren, der var meget begejstret for det lysende tiltag. Hun ville ønske at hun på Plejehjemmet Lotte, hvor hun var forstander indtil 2011, havde haft mulighed for lignende teknologi.
”Dengang var velfærdsteknologi noget man afprøvede i Japan og ikke noget man brugte hos os. Derfor er det også spændende at opleve, og imponerende at se, hvor langt nogle kommuner er kommet,” fortalte hun.

 

 

Udvalgsformand Britt Jensen tager imod ældreminister Thyra Frank. Foto: Per Dyrby

 Forstander Henriette Wülser Larsen viser Thyra Frank rundt på Ældrecenter Broparken. Foto: Per Dyrby  

 

 

Kommentarer
Top