Annonce

For børnenes skyld
spadestik-institution-irmabyen_008_280218_BP.jpg
Sådan så det ud, da første spadestik til den nye institution blev taget. Foto: Arkiv
debat I sidste uges udgave af vores lokalavis var der et indlæg fra J. Ziegler om den kommende daginstitution ved Irmabyen. Den blev kaldt ”en hovsa-løsning”, og så skydes der ellers med spredehagl mod institutionen for at få den lagt ned. Ziegler er nemlig selv lige flyttet til Terrassehaven i Irmabyen og kommer til at bo tæt på.

Det er en gammel diskussion, som nu dukker op igen. Ziegler opdager ifølge eget udsagn først efter at være flyttet ind i sin nye lejlighed i oktober 2017, at kommunen har planer om at bygge en ny daginstitution. Det kan man undre sig over. Processen med etableringen af den nye daginstitution går helt tilbage til 2014, hvor Rødovre Kommune løbende har inddraget udviklingsselskabet bag Irmabyen i planlægningen – herunder også den konkrete placering af institutionen.
Den konkrete placering er overfor udviklingsselskabet blevet bekræftet af Rødovre Kommune, inden Terrassehaven overhovedet blev sat til salg den 15. november 2015. Lokalplanen, som giver mulighed for at bygge den nye institution på grunden, blev i øvrigt vedtaget af Kommunalbestyrelsen helt tilbage i 2002.

En sag mellem køber og sælger
Det er ærgerligt, hvis forventningerne til den nye bolig ikke er blevet opfyldt. Men det er vigtigt at understrege, at hvis der opstår uenighed om, hvorvidt der er blevet informeret korrekt i forbindelse med et privat boligsalg, så er det et anliggende mellem køber og sælger. Rødovre Kommune tjekker ikke, hvad ejendomsmæglerne skriver om de mange boliger, der sættes til salg i kommunen.

Annonce

Naboer inddraget
På trods af at daginstitutionen altså allerede var koordineret med udviklingsselskabet bag Irma-
byen, har kommunen taget en ekstraordinær dialog med de kommende beboere i Terrassehaven, inden de flyttede ind, for i så vidt omfang som muligt at tage hensyn til naboerne. Det har bl.a. betydet, at udeområderne bliver etableret, så legepladsens mest rolige sted ligger mod Irmabyen, mens de store børns leg hovedsageligt kommer til at ske i det område, hvor der allerede i dag er en legeplads ved Espevang. Tung trafik som busser og skraldebiler bliver ledt ind via Espevang, og daginstitutionens tag bliver begrønnet, så bygningen falder ind i omgivelserne. Institutionen kommer alt i alt til at passe fint ind i området.

Enig kommunalbestyrelse
Placeringen af den nye daginstitution er besluttet af en enig kommunalbestyrelse. Irmabyen er en helt ny bydel i Rødovre med op til 3000 nye borgere, hvoraf rigtigt mange er børn.
Det er en udvikling, vi glæder os over. Men det betyder også, at hvis vi fortsat skal kunne garantere pasning til alle børn i Rødovre, er det nødvendigt at bygge en ny daginstitution. Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet at investere 44 mio. kr. i en ny og moderne institution. Mange af de børn, som dagligt får glæde af den, kommer til at bo i netop Irmabyen.
Presset på børnepasningen i Rødovre er i øvrigt så stort, at vi formentlig bliver nødt til at bygge endnu en ny daginstitution – det bliver højst sandsynligt i den nordlige del af kommunen, i Islev, hvor der lige nu er flest børn, der har brug for pasning.
Rødovre er en velfærdskommune, hvor vi prioriterer forholdene for børn og ældre højt. Det har vi ikke tænkt os at ændre på. Vi bygger den nye institution til glæde for børnene og deres forældre, så der er plads til alle i vores by.
Med ønsket om en god sommer.
Erik Nielsen,
Borgmester

Kommentarer
Top