Annonce

12 trylleslag med fynsk accent
bjoern-eriksen_001_020118_BP.jpg
Med sin syvende udgivelse ”Min sangfugl”, kommer Bjørn Eriksen med et udspil til den danske musikskat. Foto: Arkiv
musik Min sangfugl, kalder Bjørn Eriksen sin syvende udgivelse med 12 smukke, sjove og følsomme ballader. Ja, det handler om menneskelige følelser, når den lokale multikunstner sniger sig ind i dit øre.

Det handler om længsel, kærlighed, og nerveender i smertevridende sanselighed, præsenteret så oldschool som overhovedet muligt, når multikunstneren, Bjørn Eriksen, med rødder tilbage til Frank Jæger, Benny Andersen og Bellman forsøger at skrive sig ind i den danske sangskat.
Der lægges hårdt ud med nummeret ‘Provinsdreng’, som er en hommage til hans egen ungdom i Nyborg, og den første pige han forelskede sig hemmeligt i. Følelsen af ikke at passe ind, som de fleste nok erfarer i løbet af deres barndom eller ungdom, blotlægges på en subtil og inderlig måde.
“I titelnummeret ‘Min sangfugl’, er det følelsen og glæden ved, at den svundne ungdom banker på døren, med glade minder og beskeden: Nu skal du synge igen,” siger Bjørn Eriksen, der var elleve år da hans stemme gik i overgang, men sanglæreren sagde: Det kan godt være at Bjørn synger dybt, men han synger rent.
Det gør han stadig mange år efter, og han formidler sine sange med både følelse og melankolsk grundstemning. De fleste sange skrives med lynets hast, men forarbejdes over tid til diamanter som stråler med en egen glans.
Denne gang er Karsten Vogel igen med på saxofon på 3 af numrene, og Jacob Speake spiller blændende elektrisk guitar på nummeret ‘Børnene græder’, som er en hjerteskærende kritik af de voksnes kyniske og destruktive adfærd. På nummeret ‘Himlen’ spiller han rytmisk harmonika. Rune Aabro synger overstemmen på ‘Solen er død’.
Bjørn Eriksen står for komposition, arrangementer, tekster, vokal og øvrige instrumenter.
Slutnummeret ‘Syv pund skidt’ er en blues-agtig sag, og baserer sig på en barndomserindring, en sætning som var hans bedstefars:
“Man skal ha’ syv pund skidt om året’, som han sagde, hvis der var en flue i suppen.”
Men lyt selv. Slå benene op i sofaen. Luk øjnene og gi’ dig hen,” opfordrer Bjørn Eriksen, der serverer alle numrene på dansk med fynsk accent.
Kan downloades på samtlige streamingstjenester: Spotify, youSee, iTunes, Klicktrack og Deezer.

Kommentarer
Top