Annonce


Walk in Closet
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Som jeg fortalte om i sidste uge, så flytter den første af ungerne hjemmefra om 14 dage.

Det har så udløst et nyt problem: HVAD SKAL DER SKE MED DET OVERSKYDENDE VÆRELSE?
Jeg ved ikke hvad det er med kvinder, men er der blot 2 kvm i overskud i en bolig, så tales der om walk-in closet. Jeg kan bare ikke forstå, hvad der er så fedt ved et walk-in closet. Jeg synes bare, at det er et rum med skabe uden låger. Jeg kan da sagtens pille lågerne af hendes skabe i soveværelset, hvis det er en uoverkommelig opgave at åbne lågerne. Jeg var ikke klar over at en tøjkrise kan udløse akut muskelsvind.
Måske er det tanken om, at så har man bare et skab, hvor alt hænger på bøjler og sorteret i farver, snit og brugs-frekvens og man kan tage på picnic i skabet og bare nyde ordentligheden, mens man lytter til sagte lounge-musik og spiser fransk ost. Der glemmer hun så bare, at JEG jo også ville skulle have plads til mit kluns i sådan et åbent klædeskab. Jeg indrømmer, at jeg måske ikke just er militær-mands-typen, som folder ALLE t-shirts ens og lægger strømper på række. Der er vel nærmest tale u-sorterede bunker som bedst nydest til lyden af højt dødsmetal.
Sidst min kone ryddede op i sit skab, blev der indkøbt en Dymo-maskine, og så blev der ellers sat merkater på ALLE hylder OG kasser i skabet. Jeg var ikke klar over at der fandtes mere end 20 forskellige betegnelser for beklædning. Dymo’en var i hvert fald på overarbejde. Der blev sågar skelnet mellem langærmede og kort-ærmede t-shirts og mellem strik og trøjer. Jeg drillede selvfølgelig og spurgte, hvor hun så ville placere strik-trøjer! Jeg kunne se på hendes blik, at jeg trådte på en øm tå.
Hun mente at den i så fald ville høre under strik og ikke trøje – ja og at jeg blot skulle blande mig udenom – ja, hun opfordrede mig faktisk til at gøre det samme i mit skab. Det kunne jeg da sagtens og da jeg var færdig kaldte jeg på hende for at vise resultatet: Een merkat som blev sat på skabslågen: TØJ.
Men nu skal jeg til at tænke hurtigt, for jeg HAR ikke noget alternativ til hvad det ekstra værelse skal bruges til. Jeg kunne prøve med bibliotek – problemet er bare, at jeg sjældent læser bøger og når jeg gør, tager det måneder og hvorfor skal jeg sidde i et andet rum for at læse. Værksted? Den tror jeg ikke engang selv på. Det kunne være et gæsteværelse, men så tit har vi ikke overnattende gæster. Gildesal? På 10 kvm – det går nok ikke. TV Stue? Har vi allerede og den er ikke så lys som værelset. S+M rum – nej, jeg VED hvem der kommer til at hænge på korset og blive smurt ind i honning! Bar? Voliere? Kontor? Kosteskab…??
Min hjerne kører på højtryk men jeg er helt tom. Og det stresser mig helt vildt, at se min nynnende kone i fast rutefart mellem soveværelset og det ekstra værelse – med en tommestok i hånden.
Ja, jeg er så desperat, at jeg overvejer at foreslå at vi får en efternøler…

Top