Annonce


Når profetier går i opfyldelse!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
Chrumme Jeg har før skrevet om min mor. Det sidste jeg vil betegne hende som er Profet. Men så har det alligevel vist sig, at nogle af hendes forudsigelser er blevet til realiteter.

Jeg husker med tydelighed, at hvis jeg sad for tæt på TV’et, så sagde min mor: ”Du skal længere væk fra TV’et, ellers får du dårlige øjne.”
Nu viser en undersøgelse, at en stor procentdel af vores børn udvikler nærsynethed. Simpelthen fordi deres øjne ikke kommer nok ud i den virkelige verden og ser forskellige distancer, men udelukkende to-dimensionelt på en computerskærm eller tablet.
Mor fik ret. Sidder du for tæt på skærmen, får du dårlige øjne.
Men jeg er ikke helt sikker på, om videnskaben har tjekkede det rigtige faktum, for min mor sagde også, at hvis du leger med din tissemand, bliver man blind. Så, for at få et retvisende resultat, så burde forskerne måske lige tjekke, hvor meget tid drengebørn bruger på deres genitialer.
Allerede som barn, kunne jeg opføre mig dumt. Jeg fik ret ofte at vide: ”Du er sgu da så dum, at du kunne leve af det” – OK, jeg kan så ikke helt leve af det, men det skal jeg da hilse og sige, at det er der andre der kan. Du skal ikke se ret meget reality-TV, førend den påstand er bevist. MANGEFOLD. Ja, og en hurtig scanning af nogle af vores folketingspolitikere, vidner fint om, at man faktisk kan leve godt af, at være dum. Ja, selv EFTER de er gået på pension.
Mor fik ret. Du KAN leve af, at være dum.
Nu begynder jeg så at blive en smule bekymret for, om andre af min mors profetier bliver opfyldt.
– Du skal huske, at skifte undertøj HVER DAG. Man ved aldrig om man ender på hospitalet.
– Du skal ikke gøre dig skeløjet, hvis det blæser bliver øjnene siddende.
– Du skal ikke knække fingre, så du får slidegigt.
– Du må ikke lege med ild, så tisser du i sengen.
– Hvis man klipper håret kort, så bliver det kraftigere når det vokser ud.
– Bider du negle, får du blindtarmsbetændelse.
– Hvis du er pige og sidder på en kold trappe, får du blærebetændelse. Gør en mand det samme, får han hæmorider?
– Sluger du dit tyggegummi, får du tarmslyng.
Men mest af alt ser jeg frem til, om hun får ret i, at hvis din røv klør, så bliver det blæsevejr i morgen!

Top