Blev hædret af dronningen – nu fylder skolelærer 80 år
john_baasch.jpg
John Baasch var lærer på Nyager Skole i 44 år fra skolens indvielse i 1963 til 2007. I 2003 blev han hædret af Hendes Majestæt, Dronning Magrethe med Dronningens Fortjenstmedalje for sit lange virke. Foto: Privat
fødselar Hvis du har gået på Nyager Skole i perioden fra 1963 til 2007, husker du med garanti John Baasch. I sidste uge fyldte den pensionerede lærer 80 år.

John havde sin daglige gang på lærerværelset og i klasselokalerne på Nyager Skole i 44 år, hvor han underviste i matematik og fysik. John Baasch var lærer fra skolens indvielse i 1963 til 2007. I 2003 blev han hædret af Hendes Majestæt, Dronning Magrethe med Dronningens Fortjenstmedalje for sit lange virke. John var blandt andet kendt for sin tekniske snilde og han tog sig af AV-området, med audio-visuelle hjælpemidler.
Han blev tidligt lærerrådsformand og senere fælleslærerrådsformand og deltog i diverse arbejdsgrupper, blandt andet om nyt skolebyggeri og integration, der blev gennemført i 70-erne med gode ressourcer. Desuden var han redaktør af Nyager Nyt, et smukt bogtrykt blad, der udkom 1967 – 1999.
Lørdag den 5. maj rundede John en af de skarpe hjørner og han blev fejret på dagen af venner og familie i haven i Rødovre, hvor han er bosat.

Kommentarer
Top