Annonce


Rødovre Kommune har styr på regnskabet
Rådhuset-2.jpg
Med et overskud på knap 12 millioner kroner, ud af et budget på 2609 millioner kroner, har Rødovre Kommune ramt budgettet lige i bagdelen. Foto: Arkiv
STYR PÅ REGNSKABET: Med et overskud på knap 12 millioner kroner, ud af et budget på 2609 millioner kroner, har Rødovre Kommune ramt budgettet lige i bagdelen. Helt præcist med en nøjagtighed på 99,6 procent. Samtidig viser det grønne regnskab, at kommunens udledning af CO2 er reduceret markant det seneste år.

De er gode til at jonglere med millioner af kroner i Rødovre Kommune. Det viser det netop offentliggjorte regnskab.

Borgmester Erik Nielsen (S) er meget tilfreds med, at regnskabet er så tæt på budgettet, da det betyder, at borgerne har fået den service, som Kommunalbestyrelsen har besluttet. Han udtaler:

Annonce

”I en kommune skal pengene ikke spares op som i en bank eller give et overskud som i en virksomhed. Pengene skal bruges til velfærd til borgerne – f.eks. omsorg for vores ældre og gode forhold for børnene i vores skoler og daginstitutioner,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Reduceret udledning af CO2

Det er ikke blot det økonomiske regnskab, der er i god forfatning. Rødovre Kommune er en såkaldt klimakommune og har derfor forpligtet sig til at nedbringe udledningen af CO2 med to procent om året frem til udgangen af 2020, hvilket opgøres af et såkaldt grønt regnskab. I 2017 har Rødovre Kommune formået at reducere udledningen med næsten det dobbelte, da der er sket en reducering på 3,8 procent.

Selvom det går den rigtige vej med CO2-regnskabet, er Erik Nielsen bekymret for udviklingen af kommunens grønne retning. Rødovre Kommune har efterhånden har lavet grøn omstilling på alle de mest oplagte områder i virksomheden som for eksempel energirenovering af bygninger, udskiftning til el-biler, LED-lys, og er godt i gang med fjernvarmen.

Erik Nielsen ønsker at opsætte solcelleanlæg på kommunens bygninger, men det modarbejder Folketinget ved de stramme krav.
”Vi vil gerne gå skridtet videre og opsætte solcelleanlæg på kommunens bygninger, men Folketinget modarbejder det. Det er helt sort, at de har opbygget en mur af bureaukrati, når vi andre står på spring for at drive den grønne omstilling fremad. Det skal de se at få lavet om,” siger borgmester Erik Nielsen.

Når kommunen i dag opretter ét solcelleanlæg, vil et eventuelt overskud blive modregnet i statens bloktilskud til kommunen, hvilket vil sige, at kommunen ville tabe penge på at producere strøm fra solceller.

 

 

Top