Læring i børnehøjde
formidlingskuffert_001_240418_BP.jpg
Rødovre Bibliotek vil lære børn om krop, gener og bakterier med nye formidlingskasser. Foto: Brian Poulsen
kultur og læring Med de nye formidlingskasser ‘Rejsen ind i kroppen’ på Rødovre Bibliotek kan børn lære om naturvidenskaben, læren om kroppen og meget mere, som de ikke havde adgang til før.

Hvorfor er dine øjne grønne? Og hvor lang tid går der, fra du har spist rødbeder, til du kan se den røde farve i toilettet? De spørgsmål og mange flere kan børn nu blive klogere på.
På det store bibliotek ved rådhuset kan børn og deres forældre nemlig låne en formidlingskasse helt gratis. Formidlingskasserne er et nyt koncept, som er lanceret af videnskabsfestival Forskningens Døgn i år. Formidlingskasserne henvendes til børn i alderen 3 – 6 år. Med kassernes hjælp kan børn forstå og blive klogere på de tre temaer i formidlingskassen; gener, skelettet/organer og bakterier. Altså, alt hvad der sker i kroppen.
‘’Jeg synes det lyder spændende. Der er mange forskellige ting i kassen, blandt andet en magnettavle, hvor man kan sætte forskellige knogler og organer på, og du kan lære noget om øjenfarve og lidt omkring gener. Du kan lære noget om mave-tarmsystemet,” siger Mette Kristensen, der er børnebibliotekar på Rødovre Bibliotek.

Børn er umættelige
Børn er nysgerrige af sind og fantaserer en masse. Med formidlingkassen kan børnenes nysgerrighed blive stillet med alle de aktiviteter kassen tilbyder f.eks. sange, lege, historier, spil eller eksperimenter.
“Børns nysgerrighed er umættelig, og deres lyst til at udforske Verdens mysterier er uendelig. Derfor skal vi allerede tidligt så nogle små frø, som kan spire og vokse sig store. Ved at tage vores børn med på rejse ind i videnskaben allerede når de er små, kan det føre til undren og søgen efter svar på spørgsmål, som vil følge dem videre ind i voksenlivet,” siger Uddannelses- og Forskningsminister Søren Pind.

Annonce

Formidlingskasserne kan lånes på Rødovre Bibliotek i én måned og kasserne er allerede tilgængelige.

FAKTA:

Formidlingskassen indeholder følgende: En drejebog, 1 USB-nøgle, 15 transparente øjne, tre stempler, hemmeligt billede og 15 puslespilsbrikker, Stetoskop, metalplade med kroppen, syv organ-magneter, 15 skelet-magneter, spilleplade med spillebrikker, 80 transparente “superbakterier”, to frugt/grønt huer.

Kommentarer
Top