Annonce

Kostplaner virker…..
trine-schierning_005_070417_BP.jpg
Trine Schierning er fast blogger i Rødovre Lokal Nyt
kvinder med kant Indtil de ikke gør. Forleden skrev jeg på en af mine sociale medier profiler omkring kostplaner og hvad mine oplevelser er med dem. Dels personligt, men især i forhold til de klienter jeg til dagligt vejleder.
Fakta

Trine Schierning (født 3. august 1990) fra Rødovre, arbejder som vægttabscoach og brænder særligt for at hjælpe kvinder med vægttab, livsstilsændringer og et afslappet forhold til mad og træning.

Jeg hører ofte ”Jeg skal bare tilbage på kostplanen, for det ved jeg jo virker”. Nogle gange tillader jeg mig at svare flabet: ”Ja, indtil den ikke gør”.
Rigtig mange benytter kostplaner som et værktøj til at gå ned i vægt. En kostplan er oftest udarbejdet således at det fremgår præcis, hvad og i hvilke mængder du skal spise i løbet af dagen – nogle gange endda også præcis hvornår. Det vil sige at det er bestemt – ofte ned til mindste detalje – præcis, hvad der er rigtigt at spise.
Når du spiser det der står på kostplanen spiser du altså rigtigt og vil – med stor sandsynlighed – gå ned i vægt som planlagt. Min erfaring med kostplaner og årsagen til at vælge disse er at det føles nemt. Der er nogle, der bestemmer, hvad man skal spise og man kan på den måde fralægge sig ansvar for sit vægttab. Man vælger en coach til at udarbejde planen og så skal man jo ”bare” følge den.
Ofte har jeg hørt, at det er med til at skabe struktur i spisevaner og sikre at man får sine måltider på de rette tidspunkter i løbet af dagen og at disse måltider består af en korrekt mængde mad, så man er sikker på at holde sig mæt.
Det lyder jo alt sammen smart, nemt og lige til at gå til… så, hvorfor er det så at jeg så ofte hører sætningen: ”Jeg skal tilbage på kostplanen”. Hvis det er smart, nemt og ligetil, hvorfor er man så afveget fra planen?
For de flestes vedkommende sker der det, som jeg kalder, at livet kommer i vejen. Vi har glemt at forberede madpakken, så derfor bliver det svært at spise præcis som der står på planen. Vi har glemt snacks, som er ”tilladte” på kostplanen. Vi har haft et grædende barn hele natten, så vi kan ikke overskue at lave morgenmad. Der var overarbejde på jobbet, så vi kan ikke nå hjem og lave aftensmad. Alle de her ting, som sker for os alle, og som er tæt på uundgåelige i et helt almindeligt liv. Der vil opstå episoder, som afviger fra vores planlagte rutiner og der vil opstå episoder, hvor vi i mangel af overskud tyr til vores gamle vaner.
Og hvad er vores gamle vaner så? Min erfaring siger mig, at de ”gamle vaner” ofte er spisevaner, som har ledt til den uønskede overvægt. Det kan være fx. kalorietæt og hurtig mad, når vi ikke har madpakke med. Det kan være for store portioner, når maden ikke på forhånd er tilberedt og vejet af i en bøtte. Eller en hurtig chokoladebar, når vi er sultne om eftermiddagen.
Ofte hører jeg (og mine kollegaer), at når så man er faldet udenfor kostplanen én gang, så kan det også være lige meget og i mange tilfælde fortsætter man ud af sporet med de gamle vaner… Når vi ikke har arbejdet med at forstå de gamle vaner og undersøge mulighederne for at ændre dem, så vil det altid være dér vi havner når overskuddet til det nye (værende kostplanen) daler.. og dét er blandt andet en af årsagerne til at det giver god mening at arbejde med at ændre sine vaner, når man gerne vil tabe sig. For det kan man benytte sig af både når overskuddet er der og – på sigt – når overskuddet ikke er der. For på et tidspunkt vil ”de dumme, gamle vaner” være erstattet af nye og bedre vaner.
Indtil da, vil vi altid være fanget i cirklen af, at være på kostplan og at være ”udenfor” kostplan. Scenariet, hvor vi er på en kostplan og det hele kører super godt.. indtil det ikke gør. Livet rammer og vi falder lidt udenfor kostplanen. Det leder for manges vedkommende til at ikke bare ét måltid falder udenfor, men ofte en hel dag. Eller flere. For rigtig mange betyder det at den periode indebærer overspisning og alt det man ikke må på kostplanen, for lige nu er man jo ”udenfor” kostplanen og lige om lidt starter man kostplanen op igen. For den virker jo… eller gør den?

Kommentarer
Top