Annonce

Hyttel besejret af verdensmester
Hyttel_Forside_VM-2018.jpg
Tobias Hyttel til højre overfor sin koreanske modstander i sin tredje kamp under VM i Tunesien. Foto: Privat
taekwondo Tobias Hyttel tabte til den senere verdensmester J. Kim fra Korea. ”At jeg taber med to point mod Kim i de sidste 10 sekunder af kampen, er selvfølgelig virkelig, virkelig ærgerligt,” siger Tobias Hyttel fra Tunesien.

Alle tre Hwarang-kæmpere, som er til VM i taekwondo i Tunesien i disse dage, har været i kamp.

Lucas Klint, som er førsteårs junior og derfor var med til sit første junior VM, mødte en italiener, der vandt kampen med 24-18 over den unge rødovre-kæmper. Dermed blev det kun til en VM-kamp for Lucas Klint.

Annonce

Lucas Klint før sin første VM-kamp som junior.

Den 15-årige Ricki Farnes, som kom til Hwarang i vinterhalvåret, var første junior i aktion, ifølge Hwarangs PR-ansvarlige Lars Hyttel.

Ricki tabte desværre første kamp mod en afghaner. Ricki kæmpede en flot kamp og er blevet en erfaring rigere,” konstatere Lars Hyttel om første års junioreren.
Lars Hyttel fortsætter om den Team Rødovre støttede Tobias Hyttel:
”Han vandt den første kamp med 9-3 over en canadier, anden kamp vandt han over en stærk kineser med 22-11 og så ventede en koreaner i tredje kamp, som også var kvartfinalen. Koreaneren havde lige vundet over vinderen af OL-kvallen, som var en uzbeker, oven i købet på pointgab, som betyder, at kampen stoppes, når man fører med 20 point eller mere,” fortæller Lars Hyttel. Han fortsætter:


”Det blev en meget tæt kamp, som Tobias førte i 3. runde 9-7, men desværre endte han med at tabe 13-15. Kim var efterfølgende suveræn vinder af sin kvart- og semifinale, da han vandt på pointgab. I finalen vandt han 10-0 over bronzevinderen fra EM fra Tyrkiet.”
”Jeg har aldrig set Tobias kæmpe så flot og klogt, så det var en kæmpe præstation af Tobias og hans træner Tarik Setta,” siger en stolt far.

Øv, VM er slut for Tobias Hyttel

Kommer stærkere tilbage
Tobias Hyttel var naturligvis ærgrelig efter nederlaget til den senere verdensmester, men han var samtidig fuld af optimisme for fremtiden. Han beskriver, hvordan han oplevede sin VM-turnering i Tunesien.

“Jeg startede dagen ud med at være lidt anspændt mod canadieren, da jeg havde lidt nerver på, men jeg fik hevet en sejr hjem, som var det vigtigste.”
”I den anden kamp skulle jeg møde en rigtig stærk kineser, som lige havde ’pointgappet’ sin første modstander. Jeg kæmpede en rigtig klog kamp, og fik udnyttet min hurtighed og fik skabt et godt overblik, så jeg til sidst vandt 22-11.”
”I den tredje kamp var det nu denne koreaner, som jeg lige havde set kæmpe. Jeg kunne godt se, at han var rigtig dygtig, og at det ville blive en svær kamp. Men selvom det var en koreaner og alt det omkring Korea, tvivlede jeg ikke på mig selv én eneste gang. Jeg troede på det 100% og fik lagt en virkelig god plan mod ham sammen med min træner Tarik, som bare virkede.”

Tobias Hyttel ligger ned i bare ærgrelse efter nederlaget til koreaneren.

”At jeg tabte med to point mod ham i de sidste 10 sekunder af kampen, er selvfølgelig virkelig, virkelig ærgerligt, men når han går hen og vinder så overlegent mod alle de kommende modstandere, bekræftede det mig virkelig i, jeg godt kan være med blandt verdens bedste, at jeg hører til der, så det er jeg rigtig glad for… nu er det bare hjem og arbejde videre på en masse ting og komme tilbage endnu stærkere,” siger Tobias Hyttel, der har endnu et år tilbage som junior og derfor har endnu et junior-VM foran sig.

En VM-kamp for Klint

 

Kommentarer
Top