Annonce

De jyske mestre på førstepladsen
RSIK-FIK_kamp4-pix1.jpg
RSIKs U15 kæmper om DM-medaljer hjemme i Arenaen i denne weekend. Foto: Red.
ishockey I dag, fredag den 16. marts, kæmpes der om DM-medaljer af landets bedste U15 ishockeyspillere. rnn.dk er med i Rødovre Skøjte Arena, hvor vi vil følge de seks DM-holds kamp om medaljerne. OPDATERET med kamp 6 mellem Aab og Rungsted.

Kamp 6
Fredag den 16 marts klokken 20:00
Aab-Rungsted 5-0 (0-0, 2-0, 3-0)
19:02 1-0 Jonas Haugaard
27:59 2-0 Magnus Boesen
35:52 3-0 Andreas Nielsson (Philip Nolsøe), pp1
37:03 4-0 Philip Nolsøe
40:53 5-0 Lucas Eriksen (Philip Nolsøe), pp1

Udvisninger:
RIK: 7×2 + 1×10 (Bjørn N. Jensen) 
Aab: 2×2

Annonce

Så er de jyske mestre atter på banen, denne gang for at møde Sjællands nummer tre. Hvis trenden for de første fem kampe skal tages med i statistikken før kampen, så bør det blive til en forholdsvis let jysk sejr.

En ting er statistik, en anden er virkelighed, for efter de første 15 minutter bed nordsjællænderne godt fra sig. Rungsted stod solidt både i midt- og egen zone, så de jyske mestre havde svært ved at komme frem til chancer.
Rungsted havde ikke mange skud på mål, men de fik skabt periodens to farligste forsøg, blandt andet var Christian Brix tæt på at overliste
Aab fik tre powerplay i det første kvarter og alle gode gange tre, kan godt bruges her. For det var først tredje gang, at jyders overtal for alvor blev sat godt op. Flere nærgående forsøg toppede med Nolsøes slagskud på stolpen, men det blev til lige ved og næsten i det første kvarter.

Nu er det ikke raketvidenskab, når der tales ishockey og det så ud til, at Rungsted havde læst Aab, der sætter alt for store krav til den dygtige Philip Nolsøe, for ham sad sjællænderne tæt på. Hvis Nolsøe fortsætter med at få så meget spilletid, kan det koste kræfter i vigtigere kampe i løbet af weekenden og så bliver det spændende at se, om Aab kan trække andre kaniner op af hatten.

Det kan jo være Jonas Haugaard, som fem minutter inde i 2. Periode opsnappede et fejlpas af Rungsted i offensiv zone, så Haugaard fik frit løb mod mål. Alene med Rungsteds keeper Oliver Hansen, sendte Haugaard pucken op i nærmeste hjørne. 1-0 til de jyske mestre.

Rungsted gjorde det faktisk bedst i den midterste periode og fik lagt pres mod både Aabs første og anden kæde, men marginalerne var mod de sjællandske underdogs, selvom det brændte alvorligt på foran Kian Kastaniegaards mål.

Aab var naturligvis ikke ufarlige og det var især tæt på 2-0, da målscorer Haugaard satte Nolsøe flot, men Oliver Hansen reddede i stor stil. Det var til gengæld ikke stor stil, da Aab, ved Magnus Boesen, scorede til 2-0. En helt ufarlig puck, skulle ’bare’ stødes ud i hjørnet, men Oliver Hansen skød over pucken, som gled ligeså langsomt mellem benene og videre ind i mål.

Det er så ubarmhjertigt kostbart at misse som målmand, men man må ikke glemme, Rungsted-keeperen havde stået upåklageligt op til målet.

Lå der et lille håb hos Rungsted i pausen, så forsvandt det hurtigt i den sidste periode. Aab dominerede totalt og der gik 10:06 minutter, før sjællænderne havde det første skud på mål.

Forinden havde Aab bragt sig på 3-0 i powerplay, naturligvis udført af den farlige første kæde. Nolsøe diskede op, Andreas Nielsson eksekverede.
Midtvejs i perioden fik Philip Nolsøe endelig gevinst af sine mange soloridt og så stod det 4-0. Rungsted var på vej i opløsning.
Mest dramatiske var et større tumult i hjørnet, som endte 2 minutters udvisning til en spiller fra hvert hold. Desuden blev Bjørn N. Jensen sendt i bad, hvilket virkede besynderligt, da han ikke blev noteret for en udvisning.
Rungsted virkede frustrerede og gik hårdt til nordjyderne, hvilket kostede endnu en udvisning og igen udnyttede Aab overtallet.

Avisen kårede kampens to bedste spiller:
Aab: Phillip Nolsøe
RIK: Oliver Hansen

 

Kamp 5
Fredag den 16. marts klokken 18
Gentofte-Herning 0-1 (0-0, 0-0, 0-1)
31:11 0-1 Mikko Lønne Sørensen

Udvisninger:
Stars: 1×2
HIK: 2×2

De største chancer i første periode tilfaldt Herning og begge gange var det i undertal. Først skøjtede Mikko Lønne igennem og serverede pucken for Anil Øzbay, der resolut sendte pucken mod mål, så målmand Filip Popovic ikke noget at reagere, så han kunne ånde lettet op, da pucken prellede af på inderstolpen.

I Gentoftes andet overtal var Hampus Andersen for letsindig i egen zone, hvilket blev udnyttet af Hjalte Thomsen, som nappede pucken og dermed gav sig selv en friløber. Han valgte et slagskud, men pucken sad i maven på Popovic, der kunne redde sit hold fra at komme bagud.

Begge Stars powerplay var uden afslutninger – i det hele taget kom sjællandsmestrene ikke frem til nævneværdige afslutninger i det første kvarter.

Den midterste periode startede som 1. periode blev spillet. Omstændigt – eller måske rettere nervøst – spil. Men efter 20 minutters ’ørkenvandring’ kom der gang i kampen, begge hold fik skabt chancer efter at have ’bidt sig fast’ i zonen.
Gentofte ramte stolpen og Conrad Schmidt sendte pucken forbi et tomt mål, mens heerning-keeper Emma-Sophie Norström lå hjælpeløs på maven.
Der lød et sus gennem hallen og så istemte Gentoftes forældre: ”Gentofte, Gentofte…” Jo, der var lidt DM-stemning i Arenaen.

Herning kom også frem til chancer, den største tilfaldt Marcus Assentoft, der blev spillet helt fri foran mål, men han tabte kampen i kampen til Filip Popovic i Gentoftes mål.

I det hele taget var det to solide målmands-præstationer i de to første periode, hvor Herning bedste i 1., mens Gentofte var bedste i 2. periode.

Herning fik en ønskestart på den sidste periode. Gentoftes Vladimir Baran ’solgte’ sit hold med en skidt pasning bag ryggen i midtzonen, som Mikko Lønne opsnappede og så havde han frit løb mod mål. Den chance udnyttede han til at sende pucken mellem benene på Popovic og i mål. Så var kampen åbnet op.

Gentofte gik ned på to kæder og lagde pres på jyderne, der omvendt var utrolig farlige omstillingsspillet og var ligeså tæt på 0-2, som Gentofte var på 1-1.

Den største chance fik Hampus Andersen, der blev spillet fri i slottet af Halfdan Laursen, men igen leverede Norström en super ageren i målet og var bare banens bedste i denne kamp.

Flere gange brændte det gevaldigt på foran Norström, men hun tog alt, uanset om det blive skudt oppe, nede eller skulle reagerer på en retur eller to. Hun stod forrygende.

Med 90 sekunder tilbage tog Gentofte time-out. Jagten på en udligning skulle sættes ind og så snart pucken var vundet blev Popovic taget, men det blev kun til et enkelt forsøg fra Vladimir Barans stav, men dansk-ukraineren måtte se sit forsøg reddet af… ja, naturligvis Emma-Sofie Norström.

Dermed vandt Herning 1-0 eller man fristes til at skrive: Gentofte-Norström 0-1.

Avisen kårede kampens to bedste:
Gentofte: Johan Wimberly
Herning: Emma-Sofie Norström

 

 

Kamp 4
Fredag den 16. marts klokken 16
Rødovre-Frederikshavn 5-0 (4-0, 1-0, 0-1)
08:39 1-0 Nikita Gnetved (Marcus Pihlmann og Edvard Lundmark)
11:28 2-0 Lucas Ehlers (Emil Fuur André og Edvard Lundmark)
12:46 3-0 Marcus Pihlmann
14:21 4-0 Martin Andersen (Edvard Lundmark)
28:03 5-0 Magnus Banke-Eriksen (Nikita Gnetved og Marcus Pihlmann)
30:41 5-1 Anton Stenbakken (Nikolaj Kristensen), pp1

Udvisninger:
RSIK: 3×2
FIK: 4×2

Sjællands nummer to mod Jyllands nummer tre var med Rødovre som svage favoritter, for jyderne havde gjort det godt mod de sjællandske mestre fra Gentofte i deres første kamp.
Rødovre havde dog en fordel af en længere pause på dagen.

Vendelboerne lagde bedst ud og det gode pres gav bonus i kraft af powerplay efter godt to minutters spil. Frederikshavn har et godt powerplay og Nikolaj Kristensen burde have bragt jyderne foran, da den teknisk vævre spiller Oscar Mølgaard satte ham perfekt op i slottet, men Kristensen sendte pucken forbi et tomt mål.

Da Rødovre fik powerplay, efter en hårdt dømt interference, så havde værterne ikke haft et eneste skud på mål. Men fra det syvende minut, så Rødovre sig ikke tilbage.
Det hele startede med et mål i powerplayet, da Nikita Gnetved styrede Pihlmanns skud i mål. Det blev 2-0 efter et længere klumpspil, hvor Lucas Ehlers havde sidste stav på isen og 3-0 efter en flot solo-aktion af Pihlmann. Målet gav ro på de mange medrejsende fans fra Frederikshavn, som blev – om muligt – endnu mere stille, da Martin Andersen scorede til 4-0 efter et super oplæg af Edvard Lundmark, som havde været med i tre af Rødovres fire scoringer.

Mens Rødovre havde nemt ved at finde vej til nettet, så havde Frederikshavn det meget sværere, fordi Aya Petersen igen stod bundsolidt i Rødovres mål.
Det fortsatte Aya med i 2. periode, da Frederikshavn igen kom bedst ud og igen skabte flere gode chancer for en reducering. Tættest på var Nikolaj Kajgaard, der fik en friløber, men han måtte se pucken prelle af på overliggeren.

I stedet for en reducering skabt Rødovre yderligere afstand til gæsterne, da de udnyttede et overtalsspil til at bringe sig foran 5-0. Igen blev der scoring mod Frederikshavn efter en retur og igen blev pucken listet over stregen langs isen. Vendelboerne har et udtalt problem med at få ’ryddet op’ foran eget mål, ligesom de er for pæne i den anden ende i slottet.
For Frederikshavn er spillemæssigt fint med, men de mangler mod og mandshjerte i det vigtige spil foran mål.
Mens nordjyderne så modløse ud, cruisede Rødovre sikkert mod pausen med en solid 5-0 føring.

Den sidste periode var dagens hidtil mest stille og rolige. Rødovre skøjtede sikkert sejren hjem, mens Frederikshavn kæmpede for at få reduceret, men nordjyderne så drøntrætte ud. Det blev dog til et enkelt powerplay mål, da en af førstdagens bedste backs, Anton Stenbakken, tordnede pucken i mål fra blueline.

Begge hold fik skabt nogle fine muligheder i den sidste periode, men der var lukket i begge ender og Rødovre kunne glæde sig over tre sikre point og en fredag med totalt fem point. Der venter en spændende lørdag for hjemmeholdet, mens der formentlig venter Frederikshavn et par kampe, der giver god erfaring. De kan dog tage med sig, at de har vundet begge 3. perioder på førstedagen.

Avisens kårede kampens spillere:
RSIK: Marcus Pihlmann
FIK: Oscar Mølgaard

Kamp 3
Fredag den 16. marts klokken 14
Aab-Herning 3-1 (1-0, 0-0, 2-1)
06:49 1-0 Philip Nolsøe (Mads Frederiksen)
36:29 2-0 Oliver Almskov (Magnus Boesen og Tobias Moll Harstad)
41:40 2-1 Carl Winding (Anil Øzbay og Mikko Sørensen), pp1
44:13 3-1 Philip Nolsøe (Jonas Haugaard og Tobias Harstad)

Udvisninger:
Aab: 3×2
HIK: 0x2

Denne kamp mellem jydernes nummer 1, Aalborg, og nummer 2, Herning, har deres udsendte set frem til. To stærke jyske mandskaber, der havde to tætte opgør i kampen om det jyske mesterskab. Kan Aab igen trække det længste strå?

De to hold matchede hinanden godt. Dog var nordjydernes 1. kæde tydeligvis et gear over Hernings ditto, som til gengæld stod solidt i egen zone og kæmpede indædt for at holde Aabs stærke kæde fra afslutninger. Det lykkedes flot.
Til gengæld matchede både 2. og 3. kæderne hinanden fint. Sjovt at se, hvordan størrelsen ændrede sig markant, når de små 3. kæder kom på isen – tydeligvis skulle centeren i nordjydernes 3. Kæde skøjte hurtigt ud, så den store og stærke Philip Nolsøe skulle ind mod de små herningensere i 3. Kæden. Her udfyldte de ’to store’, Mark Kammersgård og Mikko Sørensen, deres defensive pligter flot, så den skøjtestærke Nolsøe ikke kom frem til nævneværdige afslutninger.

Iøjnefaldende var også Hernings center i 3. kæden, den lille Hjalte Thomsen, som kom alene igennem i 1. periode og skød på overliggeren i 2. periode. Sort uheld og godt målmandsspil hindrede Hjalte i at komme på måltavlen.

Mens Aab var bedst i det første kvarter, så var 2. periode rodet og med ganske afslutninger og kun Herning havde et par afslutninger, som var farlige.

Hvis den midterste periode var sløj, så havde den afgørende periode alt, hvad man kan håbe på. Fart, godt spil, spænding og mål.

 

Aab fik en ønskestart på perioden, da Magnus Boesen, bag Hernings mål, lagde en perfekt pasning ind til en fri Oliver Almskov, der firsttimede pucken forbi en velspillende Emma-Sofie Nordström i Hernings mål.
Begge hold var gået ned på to kæder, tempoet var sat op og spillet flød fra begge sider. Det var god U15 hockey. Men det var svært at se, hvordan Herning skulle svare igen, for Aab var lige en tand mere skøjtestærke, så uldjydernes chancer blev kun halve.

Men muligheden kom, da Aab blev ramt af to udvisninger indenfor et minut. I overtal fik Herning lagt det nødvendige pres og netop, som den første udvisning udløb, fik Hernings Carls Winding sendt pucken forbi Aabs keeper Krister Steinbergs til reducering 2-1.

Men Herning kunne ikke true de jyske mestre yderligere og i stedet kunne Tobias Harstad ene og alene fortjekke Hernings backs, erobre pucken, som Harstad serverede til en fremstormende Jonas Haugaard, der afsluttede på Emma-Sofie, der gav en retur, så Philip Nolsøe let kunne sende pucken i mål til den afgørende scoring.

Fortjent 3-1 til Aab efter DMs hidtil bedste kamp, der gav de jyske mestre en kanonstart på DM-finale spillet.

Avisen kårede kampens bedste
Aab: Oliver Villadsen
HIK: Mikko Lønne Sørensen

Kamp 2
Fredag den 16. marts kl. 12:00
Gentofte-Frederikshavn 6-3 (3-0, 1-0, 2-3)
09:41 1-0 Mathias Just (Lukas Scheffmann), SH
11:56 2-0 Vladimir Baran (Jonas Krabbe og Johan Wimberly)
14:33 3-0 Conrad Schmidt (Carl Rye Møller og Hampus Andersen)
20:17 4-0 Lukas Scheffmann (Marius Kaaber)
30:35 5-0 Vladimir Baran (Johan Wimberly)
37:54 5-1 Anton Stenbakken (Peter Pedersen), pp1
39:57 6-1 Sofus Rheinholdt (Marcus Lind og ), pp1
43:27 6-2 Magnus Fick (Oscar Mølgaard), pp1
43:41 6-2 Oscar Mølgaard

Udvisninger
Stars: 8×2
Fr. havn: 6×2 + 1×10 (Marcus Laurie)

Jyllands nummer 3, Frederikshavn, skulle op mod Sjællands nummer 1, Gentofte til U15 DMs anden kamp, hvor de sjællandske mestre naturligvis var forhåndsfavoritter.

Selvom Gentofte kom foran med komfortable fem mål og så ud til at have kontrol over kampen, så var der ikke den store forskel på spillet. Forskellen lå i fysikken, som var til Stars fordel, og det havde enorm betydning i spillet foran mål (slottet). Der var Gentofte dominerende i begge ender. Mens Gentofte fik ryddet op foran en velspillende Mathias Just i målet, så var det modsat i den anden ende, hvor vendelboerne havde enorme udfordringer med at ekspedere pucken væk fra farezonen.

Den anden store forskel var bredden, mens Gentofte virkede stabile i alle tre kæder, så var forskellen for stor fra nordjydernes bedste til de små og hårdt kæmpende 3. kæde spillere, som var overmatchet og derfor ofte måtte forlade isen med et mål imod kæden.

I en kamp med alt for mange udvisninger, 28 minutter + 10 personlige, trak Frederikshavn derfor store veksler på deres bedste spillere. Albert Schioldan, Oscar Mølgaard, Anton Stenbakken, Nikolaj Kajgaard, Sebastian Holm Pedersen og Nikolaj Kristensen kunne i hvert fald ikke brokke sig over manglende istid. Men hold da op for et powerplay de kunne levere og de igennem skabte Frederikshavn mange store chancer, men blev gang på gang afvist af Mathias Just i Gentoftes mål.

Frederikshavn fik dog scoret, ved stillingen 3-0, men målet blev forkert annulleret for ikke at være på plads. Kære dommere, læs nu paragraf 98, stykke 2, så vil dette super gennemspillede mål aldrig have været underkendt.

Sejren var fortjent, for Gentofte var stærkere i alle spillets facetter og fik mange forkerte udvisninger, fordi de ganske simpelt var større og stærkere. Det gav sig også udslag i, at Stars fangede mange returer, som de scorede fire af deres mål på. Det var synd for jydernes keeper Magnus Johnsen, som var prisgivet og måtte lade sig udskifte ved 0-5 målet. Ind kom Mikkel Toft, der kunne lukrere på, at Gentofte spillede bredt i 3. periode og derfor ikke var så dominerende, som i de to første perioder. Det gav også Frederikshavn muligheden for at pynte på resultatet, som de også fik gjort.

Avisens kårede kampens to bedste
Gentofte: Mathias Just
Frederikshavn: Anton Stenbakken

Kamp 1
Fredag den 16. marts kl. 10
Rødovre-Rungsted 1-1 (1-1, 0-0, 0-0, 1-0)
01:05 1-0 Martin Andersen
10:23 1-1 Viktor Bergquist (Bjørn Pontoppidan og Christian Brix)
45:00 2-1 Martin Andersen
Straffe:
Sebastian Niebling, RSIK – sender med baghånden pucken op i griberen på Oliver T. Hansen.
Viktor Bergquist, RIK – vælger et håndledsskud, men pucken preller af på Aya Petersens venstre skulder
Anton Linde, RSIK – årgang ’06 vælger at drible, men sender pucken i skinnerne på Oliver T. Hansen, der følger sikkert med over til stolpen.
Max Sørensen, RIK – vælger et trækskud, som preller af på Aya Petersens venstre hofte.
Martin Andersen, RSIK – vælger et håndledsskud, pucken går ind under griberen på Oliver T. Hansen. MÅL
Nikolaj Voldmester, RIK – vælger at drible, får lagt Aya Petersen ned, men Voldmester skyder ind i skinnerne på en liggende Aya Petersen.

Udvisninger:
RSIK: 4×2
RIK: 3×2

Rungsted lagde bedst ud og fik lagt et pres i Rødovres zone fra start, men så modtog den hurtige og fysisk stærke Martin Andersen pucken og han stak af fra alt og alle, så første rødovreskud fandt vej til netmaskerne.
Martin Andersen skøjtede fra Rungsteds højre back, løb på tværs af målfeltet og sendte pucken op i nettaget med baghånden.

1-0 og stor jubel blandt de godt 500 tilskuere. Jeg talte publikum til 529 – størstedelen elever fra Valhøj Skole og Frederiksberg Privatskole, som lagde en herlig ramme om premierekampen.
Rungsted fik, fortjent i øvrigt på daværende tidspunkt i kampen, udlignet til 1-1. Rungsteds store back, Viktor Bergquist, skød højt mod målet og pucken strøg hele vejen i mål.
Kampen bar tydelig præg af vigtigheden, da der var nervøst spil, mange fejlpasninger og til tider nærmest stillestående spil.

Rungsteds Valdemar Hygom og Rødovres Anton Als kæmper om pucken i DMs første kamp. Foto: Red.

Holdene havde på skift overtag i spillet og fik også skabt enkelte store chancer, men uafgjort efter tre perioder var helt fair, blandt andet fordi begge holds powerplay er set bedre, især Rødovres 5 mod 3 var ganske simpelt elendigt.

Den sidste periode var mere spændende en velspillet. Der blev skabt ganske få chancer, men når der endelig blev fundet vej til målet, så lød der et stort sus gennem Arenaen. Men to af kampens bedste, målmændene Rødovres Aya Petersen og Rungsteds Oliver T. Hansen, stod som sikre sidste skanser.

Dermed måtte DMs første kamp afgøres på straffe. Her var Martin Andersen ene spiller om at finde vejen til nettet, så den stærke rødovreforward blev matchvinder.

Avisen kårede kampens spillere
RSIK: Aya Petersen
RIK: Max Sørensen

 


Fans fra Frederikshavn er klar til kamp.

Kommentarer
Top