Annonce


U15 DM – dag 2
Stars_Frh_pix1.jpg
Foto: Red.
ishockey Rødovre Skøjte Arena danner rammen om DM i ishockey for spillere under 15 år. De jyske mestre fra Aab har fået den bedst tænkelige start med to sejre, men DM er stadig helt åbent. Avisen dækker samtlige kampe og er på plads klokken 9, når den første kamp spilles denne lørdag. OPDATERET med Herning-Frederikshavn.

Kamp 12
Lørdag den 17. Marts klokken 20.15
Gentofte-Rødovre 2-4 (1-2, 0-2, 1-0)
01:41 0-1 Martin Andersen
12:21 1-1 Sofus Rheinholdt (Carl Rye Møller og Conrad Schmidt)
13:42 1-2 Martin Andersen
19:05 1-3 Marcus Pihlmann
38:37 1-4 Magnus Banke-Eriksen (Martin Andersen)
34:48 2-4 Conrad Ahlberg (Conrad Schmidt)

Udvisninger:
Stars: 2×2
RSIK: 0x2

Annonce


Jubel i RSIKs boks efter 1-0 scoringen af Martin Andersen.

Hvilken sjællandsk gyser. Sjællandsmestrene fra Gentofte havde godt fat i Rødovre, da de spillede om SM-guldet, men Gentofte har vist svaghedstegn under DM, men Rødovre ser ud til at blive bedre kamp for kamp. Rødovres træner Mikkel Ry sagde efter SM-finalen: “Vi taber ikke tre kampe i træk til Gentofte og vi har valgt at vinde den vigtigste, DM-kampen.”
Vi må se, om citatet holder eller Gentofte skal tage den tredje sejr i træk over Rødovre.

Mikkel Rys spådom ser ud til at ramme spot on, for Rødovre så ud til at have total styr på sjællandsmestrene, der skøjtede hvileløse rundt på isen med sænkede skuldre og nedbøjede hoveder. At Gentofte kun havde et skud på mål i 2. Periode – mod Rødovres ni – fortæller ganske fint forskellen på de to hold i denne periode.

De to hold startede fint, med spil i højt tempo og med Gentofte som det toneangivende hold og med Rødovre i den afventende rolle.
Det var en klog beslutning, for ’de små’ fra Rødovre udnyttede Gentoftes store defensive fejl – også i offensiv zone -, der gav Rødovre tre friløbere, de to første gange til den skøjtestærke Martin Andersen i første periode og dernæst Marcus Pihlmann, der nappede pucken fra den bageste back og udplacerede Filip Popovic i Gentoftes mål.

På vejen til Rødovres overraskende store føring, havde Gentofte udlignet. Det var et flot mål, som Sofus Rheinholdt eksekverede, men det hjalp lige fedt, når holdet er bagud 1-4 og det unægtelig ser ud til, at DM-medaljerne er ved at forsvinde for Sjællandsmestrene.
Selvom Gentofte fik reduceret kort ind i 3. periode, så var Rødovre mere tæt på 2-5 end Gentofte var på at reducere yderligere.
Derfor var det en fortjent sejr til værterne og vi kan konstatere, at Mikkel Ry fik ret.

Nederlaget betyder, at Gentofte er udenfor medaljespillet, mens Rødovre skal spille om guldet mod Herning, mens de skal sætte deres lid til, at Gentofte kommer stærkt tilbage og vinder over Aab.

Avisen kårede kampens to bedste
Gentofte: Carl Rye Møller
Rødovre: Martin Andersen

Kamp 11
Lørdag den 17. marts klokken 18.15
Aalborg-Frederikshavn 5-1 (1-1, 3-0, 1-0)
00:49 1-0 Philip Nolsøe
07:31 1-1 Nikolaj Kajgaard (Nikolaj Kristensen)
16:26 2-1 Philip Nolsøe, pp1
18:38 3-1 Philip Nolsøe (Tobias Englund)
24:02 4-1 Andreas Nielsson (Philip Nolsøe), pp1
31:30 5-1 Tobias Moll Harstad

Udvisninger
Aab: 3×2
FIK: 2×2

Glæde i Frederikshavns boks efter udligningen til 1-1.

Jydernes nummer 1 mod nummer 3. Det ligner en walk-over for Aalborg, der bør sætte sig på denne kamp og sikre sig tre vigtige point. Det er svært at se, hvordan vendelboerne skal svare igen på Aalborgs større og stærkere mandskab.

Jeg burde have lært det, der er ingen ’walk-over’ til dette DM. Selvom Aab var toneangivende, så bed Frederikshavn godt fra sig og leverede en jævnbyrdig og seværdig 1. periode, hvor der var få afslutninger i begge ender.
Det så ellers ud til, at spilerne fra den nordjyske hovedstad skulle skøjte en sikker sejr hjem, da de kom foran 1-0 efter 49 sekunder. Men sådan blev det altså ikke og det var fuldt fortjent, da Nikolaj Kajgaard udlignede til 1-1 midtvejs i perioden.

I 2. periode slog DMs bedste til. Phillip Nolsøe lynede to gange og fuldendte sit hattrick og så lagde han lige op til Andreas Nielssons 4-1 mål. Med fire point, når det kniber for holdet, så gør man bare en forskel.
Efter 4-1 målet valgte vendelboernes keeper Sebastian Rask at skøjte ud til fordel for Magnus Johnsen, der kom ind og holdt nullet perioden ud.
Skudstatistikke siger 9-8 efter 2. periode, så den store forskel har været afslutningerne og naturligvis… Philip Nolsøe, hatten af for den unge gut.

Desuden bør Frederikshavns træner bandlyse udvisninger, for de bliver prompte udnyttet af Aab. To powerplay = to mål. Det er de sindssyg gode til.

Det er, som ventet, op ad bakke for Frederikshavn og det ligner ’mission impossible’ at få vendt kampen, så vendelboerne kan erobre deres første point til dette DM, hvilket de cirka 60 hvid og blåklædte frederikshavnerfans ellers ville sætte stor pris på.

Det er, som ventet, op ad bakke for Frederikshavn og det ligner ’mission impossible’ at få vendt kampen, så vendelboerne kan erobre deres første point til dette DM, hvilket de cirka 60 hvid- og blåklædte frederikshavnerfans ellers ville sætte stor pris på.

Den sidste periode var måske DMs mest stille og rolige, Aab Tobias Moll Harstad slog sidste søm i vendelboernes kiste og så cruisede Aab ellers sejren hjem.

Det mest ophidsende var en dobbelt-udvisning til Aab, men det blev kun til et par skud, som keeper Kian Kastaniegaard sikkert holdt og så havde Frederikshavn ikke mere at byde ind med. En sikker sejr og Aab er tilbage på toppen af U15 DM tabellen.

Avisen kårede kampens to bedste:
Aab: Philip Nolsøe
FIK: Albert Schioldan

Kamp 10
Lørdag den 17. marts klokken 16.15
Herning-Rungsted 5-3 (3-0, 1-3, 1-0)
12:03 1-0 Hjalte Thomsen
13:11 2-0 Carl Winding (Marcus Assentoft og Mikko Lønne), pp1
14:23 3-0 Carl Winding (Christian Thygesen)
17:36 3-1 Nikolaj Davidsen
20:58 4-1 Hjalte Thomsen (Malthe Poulsen)
21:30 4-2 Christian Brix (Viktor Bergquist)
22:37 4-3 Oscar Hemmer (Bjørn N. Jensen)
40:15 5-3 Carl Hinge (Carl Winding)

Udvisninger:
HIK: 3×2
RIK: 4×2

Med en sejr kan Herning bringe sig på førstepladsen, men det bliver en vanskelig opgave for uldjyderne, for det tyder på, at de helst vil ‘pakke sig’ og satse på omstillinger og powerplay – præcis som Rungsted. Men sjællænderne er ‘underdogs’ og må forventes at kunne lukrere på den rolle. Der må forventes en tæt og intens kamp med få store målchancer, hvor målmandsspillet kan gøre forskellen.

Om Rungsteds kamp mod Gentofte stadig sad i benene og måske også i den mentale del af spillet, skal være uskrevet, men Rungsted virkede på ingen måde klar til opgøret mod Herning, der var total styrende i det første kvarter.
Føringen på 3-0 var på ingen måde for stor. Stort set alt spillet foregik i Rungsteds zone og gang på gang blev de stillestående rungstedspillere udspillet af et veloplagt jysk mandskab.

Der skulle dog gå 12 minutter før Herning fandt vej til netmaskerne og hvilket mål. Uldjydernes 3. kæde, formentlig turneringens bedste 3. kæde, var på is og Hjalte Thomsen vandt pucken i hjørnet. Han smed pucken mellem benene på en rungstedback, skøjtede ind mod mål og sendte pucken op i nærmeste hjørne. En super kasse.
Herefter slog Carl Winding til med to mål. Først i powerplay og dernæst med en perfekt behandling af Christian Thygesens tværpasning. 3-0 og Rungsted kunne glæde sig over, det snart var pause.

Hvad Rungsteds træneduo fik sat i pausen må være en gåde, men hold da op en forvandling. Især efter Nikolaj Davidsens mål til 3-1, så fik sjællænderne selvtillid. De skøjtede meget mere og spillet uden puck steg gevaldigt i niveau, mens Herning pludselig så tunge ud.
Rungsted tacklede igennem, skøjtede igennem og vandt nærkampe – kampen var vendt på hovedet.
Derfor var det en kold klud i hovedet på Rungsted, da Hjalte Thomsen igen viste sin tekniske kunnen, tørrede sin direkte back og scorede usvigelig sikkert til 4-1.

Målet fik ikke stoppet sjællændernes gode spil og indsatsen blev belønnet. Godt nok så Emma-Sofie Norström, som havde stået fremragende hidtil til DM, ikke godt ud i denne periode, da hun pludselig gav returer og Rungsted alt for lidt fandt vej forbi hende.
Først fangede Christian Brix en retur, dernæst blev Oscar Hemmer målscorer og så var kampen fuldstændig åben igen.

Ganske klogelig tog Herning en time-out, holdet skulle samles igen. Selvom Herning holdt Rungsted fra yderligere scoringer i 2. periode, så var det Rungsted, der kunne gå til pause med selvtillid og tro på, at denne kamp sagtens kunne give point på DM-kontoen.

Hold nu op, det må have været en hård dag at være Herningfan, for de skulle igennem endnu en nervepirrende kamp, som endnu engang endte lykkelig og endnu engang med cifrene 5-3.
Men inden de kunne juble, skulle de blandt andet igennem en 3 mod 5, hvor Nickolaj Voldmester sendte pucken på stolpen.
Modsat havde Marcus Assentoft – efter Hernings boxplay – også et forsøg på stolpen, så den stod lige på den konto.
Den sidste periode var mere lige, dog med Herning som det mest chanceskabende mandskab og selvom kampen var tæt og intens, så var jydernes sejr fortjent set over hele kampen.

Carls Hinge afgjorde kampen, da han opsnappede en retur efter Carl Windings afslutning. Rungsted forsøgte sig til sidst med at tage målmanden ud, men de kom aldrig rigtig tæt på. Hernings stærke og organiserede defensiv holdt flot stand, men stort cadeau endnu engang til Rungsted.

Med sejren spillede Herning sig op på førstepladsen i dette jævnbyrdige DM, hvor alt stadig er åbent mellem de fire bedst placerede hold.

Avisen kårede kampens to bedste spillere
Herning: Hjalte Thomsen
Rungsted: Christian Brix Glud

Husk, man også kan se alle kampene live på linket:  http://ustre.am/UGsp

Der streames af Karsten Laursen og der kommenteres af Peter Bjørn, som denne lørdag får hjælp af Phillip Schultz fra Rødovre Mighty Bulls. Her under ses ‘the Dreamteam’.

Livestream teamet er fra venstre Peter Bjørn, Karsten Laursen og Phillip Schultz.

Stillingen

Nr. Hold K Mål P
1) Aab 4 16-6 10
2) Herning 4 12-9 9
3) Rødovre  3 11-4 7
4) Gentofte 3 11-7 6
5) Rungsted 4 7-17 1
6) Frederikshavn 4 7-21 0

Kamp 9
Lørdag den 17. marts klokken 13:00
Aab-Rødovre 3-4 (2-3, 1-0, 0-0, 0-1)
01:58 0-1 Ansen King (Edvard Lundmark)
11:02 1-1 Jonas Haugaard (Philip Nolsøe og Andreas Nielsson)
12:15 1-2 Magnus Paaske
12:55 1-3 Sebastian Niebling
14:52 2-3 Philip Nolsøe (Jonas Haugaard)
19:26 3-3 Philip Nolsøe (Andreas Nielsson)

Udvisninger
RSIK: 2×2
Aab: 2×2

Dagens tredje kamp er mellem de jyske mestre og sjællændernes vicemestre. Et  helt åbent opgør, hvor Rødovre skal forsøge at holde jydernes stærke 1. kæde ned og håbe på at sejre på bredden. Men det er Aab, der er favoritter til dette slag på isen.

Rødovre kom ud til kampen som fyr og flamme, fik lagt pres på selv Aabs stærke førstekæde og kom hurtigt foran på en scoring af Ansen King, igen et rødovremål med assist til Edvard Lundmark.

Værterne viste deres styrke i skøjteløbet og det behagede tydeligvis ikke Aab, der hang gevaldigt efter. Desuden blev der længe spillet fem mod fem, hvilket tydeligvis var til fordel for Rødovre.
Der stod Rødovre på stort set alt i det første kvarter, men helt holde Aabs utrolig stærke første femmer nede er umuligt og de kom da også frem til jydernes få chancer, den ene endte i scoring, da Andreas Nielsson fandt Jonas Haugaard, der udlignede til 1-1.

Det var ikke fortjent, men det slog ikke Rødovre ud. Kort tid efter og indenfor et minut scorede Rødovre to mål. Magnus Paaske kom først ud fra banden og selvom vinklen var spidse, fik han sat Aab-keeperen ned og sendte pucken op i nettaget med baghånden. En flot scoring.

I næste skift kom Rødovre i en to mod en situation. Sebastian Niebling søgte en tværpasning, men da Aabs back skærmede af for afleveringen, skød Niebling selv og sendte Rødovre på 1-3.

Nordjyderne er bomstærke og de fik lagt pres på i slutminutter og med otte sekunder til pause styrede Philip Nolsøe pucken i mål, efter et super pas af Jonas Haugaard.

I det næste kvarter dragede Aab fordel af et par udvisninger og at de generelt kom op i et højere tempo. Stort set hele 2. periode ’ejede’ jyderne, da Rødovre kun kom frem til et skud og havde mest travlt med at forhindre Aab i at score.
Det blev dog kun til et mål og det var, selvfølgelig, Philip Nolsøe, der sørgede for udligningen. Når de to hold må toppe i den sidst periode, er det forventeligt at Rødovre får det svært.

Det blev svært for Rødovre, som oven i købet blev ramt af tre udvisninger mod nordjydernes 0. Frustrationerne lyste ud af værterne, som kulminerede af Ansen Kings 10 minutters personlige straf, fordi han kunne nogle gloser, der ikke tåler disse linjer over hoveddommeren.
Men de små rødovrespillere kæmpede som besatte og holdt Aabs frygtede 1. kæde fra fadet, men det var med nød og næppe kombineret med en storspillende Aya Petersen i målet.
Jeg beundrer Aabs første kæde, men for sjov skyld valgte jeg at tage tid på supertalentet Philip Nolsøes spilletid i 3. periode, hvor han fik 10 minutter og 26 sekunder. Så får man fuldt udbytte af sit kontingent.

Dermed skulle den intense kamp afgøres på straffeslag og her var Rødovre endnu engang skarpest, ligesom i kampen mod Rungsted, og overtog dermed førstepladsen fra Aab, fordi Rødovre er bedst indbyrdes og DM er fuldstændig åbnet blandt de fire tophold efter tre runder. Hvilket spændingsmæssigt fremragende DM.

Avisen kårede kampens spillere:
Aab: Jonas Haugaard
RSIK: Anton Als

Kamp 8
Lørdag den 17. marts klokken 11
Gentofte-Rungsted 5-3 (1-0, 0-2, 4-1)
13:29 1-0 Vladimir Baran
15:35 1-1 Bjørn Pontoppidan (Nikolaj Voldmester), pp1
22:22 1-2 Christian Brix
33:40 2-2 Conrad Schmidt (Conrad Ahlberg) 4 vs. 4
34:27 2-3 Nikolaj Davidsen (Oscar Mead) 4 vs. 4
35:01 3-3 Conrad Schmidt (Lukas Scheffmann)
36:44 4-3 Vladimir Baran
37:45 5-3 Conrad Schmidt (Lukas Scheffmann)

Udvisninger
Stars: 5×2 + 1×10 (Johan Wimberly) + 5+20 (Conrad Ahlberg)
RIK: 5×2

Sjællands nummer et mod nummer 3, Rungsted. Umiddelbart en sikker sejr til Gentofte, men så let bliver det ikke, når man ser tilbage på fredagens kampe. Rungsted har vist en solid defensiv indsats og er farlige i omstillingsspillet og har et fornuftigt powerplay.
Gentofte havde slet ikke fart i skøjterne og spillede nervøst på førstedagen. Er nerverne smidt i løbet af natten?

Som ventet var Gentofte spilstyrende og meget af spillet foregik i Rungsteds zone, dog uden at Gentofte for alvor var farlige. Rungsted var gode til at holde de sjællandske mestre på ydersiden.
Til gengæld var Rungsted farlige i deres omstillingsspil og så har de et udmærket powerplay, der altså har stor betydning, når Gentofte gang på gang trækker tåbelige udvisninger – især når de tackler modstandere, der ikke er i puckbesiddelse.

Første periode, som var i en slags stillingskrig, hvor det meste spil, der var utrolig rodet og langsommeligt, foregik i midtzonen, så slog Vladimir Baran til, nærmest ud af ingenting. Han er farligst, når han skærer ind mod slottet, mens benene arbejder på højtryk og han kan sende sit hårde trækskud mod mål. Det var lige præcis, hvad der skete og så blev han hjulpet på vej, da pucken blev styret af en rungstedback, så pucken suste op i nettaget uden chance for Oliver Thestrup i Rungsteds mål.

Skudstatistikken sagde 7-6 til Gentofte efter første periode, men det var faktisk Rungsted, der skabte de farligste chancer.
Derfor var det også fortjent, da Bjørn Pontoppidan scorede i powerplay, da han opsnappede en retur. Et mål efter ishockeyens A-B-C.

Målet tog tempoet fuldstændig ud af kampen. Rungsted spillede med de midler, de har, ultra defensivt og venter på at slå til, når modstanderne fejler.
Gentofte gjorde nærmest alt forkert med alt for megen pucktransport, stillestående driblinger og risikable tværpasninger i bagerste rækker. De havde ikke tre sammenhængende afleveringer, ikke engang i powerplay. De sjællandske mestre så ud til at være i total disharmoni med dårlige beslutninger, som deres mantra.

Det var da også en mega backbrøler, som var årsag til 1-2 målet. En pasning på tværs af målet kiksede og så var Christian Brix alene med Mathias Just i Gentoftes mål. Brix takkede for ’gaven’ og sendte Rungsted i front. Der lurede en overraskelse af dimensioner, da de to hold skøjtede ud til pause.

Endnu en brøler stod dommer Tommy Jensen for, da der var en afventende udvisning til Rungsted og Gentofte kom to mod 1, hvorefter der ganske besynderligt blev fløjtet af. På dette tidspunkt frygtede jeg, at dagens dommer var ved at tabe kampen.

De to hold er netop skilt ad, efter en voldsom slåskamp foran Rungsteds mål.

Overraskelsen kom ikke, men sikke en dramatisk 3. periode, der blev øretævernes holdeplads krydret med fem mål.
I pausen blev vi enige om ’på balkonen’, at dommeren havde tabt kampen og han skulle komme stærkt ud til den sidste periode. Det lykkedes desværre ikke og så var der i stedet dømt ’det vilde vesten’ og det var til Gentoftes fordel.

Fra periodens start fik Rungsteds Max Sørensen en dobbelt chance, da han stod fuldstændig umarkeret foran mål, men det slag vandt Mathias Just.

Gentofte virkede stadig groggy, men mest groggy blev keeper Mathias Just. Rungsteds Gustav Brix var tæt på en friløber, men Just løb ud af sit mål og fik sendt pucken væk, hvorefter Brix og Just tørnede alvorligt sammen, så de begge måtte forlade kampen.
Herefter eskalerede sammenstødende på banen med mange grimme kampe i kampen, der mere gik ud på at skade modstanderne end udfordre på spillet. Det gav blandt andet Gentoftes Johan Wimberly 2+10 minutter for en hård tackling i ryggen på Viktor Bergquist, som lå længe på isen, men var klar til næste skift.

Det hele toppede med et større slagsmål foran Rungsteds mål, der endte med at give Conrad Ahlberg fem minutter og en game misconduct. Hvad der skete inde i klumpen af arme og stave, som hvirvlede rundt, kunne jeg ikke se. Men gang i den på den forkerte måde – det var der.

En iskold Filip Popvic så ikke godt ud, da han skulle tage mod det første skud og så blev Nikolaj Davidsen målscorer, da han bragte Rungsted foran 2-3.

Men Gentofte kom op i tempo i den dramatiske atmosfære og udnyttede bedst spillet fire mod fire. Især Conrad Schmidt kom i gang og med tre scoringer, havde han en stor andel i sejren midt i en heksekedel, hvor alt kunne være godt galt for de sjællandske mestre, men endte med en vigtig sejr.

Kampens spillere kåret af avisen
Stars: Conrad Schmidt
RIK: Bjørn Nørskov Jensen

Kamp 7
Lørdag den 17. marts klokken 09:00
Herning-Frederikshavn 5-3 (0-1, 3-0, 2-2)
12:18 0-1 Sebastian Holm Pedersen (Anton Stenbakken og Nikolaj Kristiansen)
24:18 1-1 Marcus Assentoft (Mikko Lønne og Mads Meyer), pp1
25:44 2-1 Hjalte Thomsen (Mikkko Lønne og Mads Meyer)
29:24 3-1 Mikko Lønne Sørensen (Hjalte Thomsen og Mads Meyer)
45:15 3-2 Oscar Mølgaard (Nikolaj Kristensen og Nikolaj Kajgaard), pp1
37:42 4-2 Anil Øzbay (Mikko Lønne og Carls Winding), pp1
40:12 4-3 Sebastian Holm Pedersen
44:58 5-3 Mads Meyer (Anil Øzbay), EN

Udvisninger:
HIK: 3×2
FIK: 2×2

Jyllands nummer to og tre mødes lørdag morgen på DMs dag 2. Ser man tilbage på fredagens kampe er Herning storfavoritter, men måske har Frederikshavn fået styr på ’slottet’, hvor de skal vise mere vildskab i egen zone og kynisme og aggressivitet i angrebszonen. Hvis ikke, så vinder Herning uden det store besvær.

Hvilken forrygende start af Frederikshavn, som spillede noget af det flotteste ishockey hidtil under DM. Præcise afleveringer fra deres backs frem til forwards i fart i midtzonen, hurtige tværpasninger og så var vendelboerne oppe i Hernings zone, hvor en ellers stabil defensiv var ude af balance.
Omvendt så Herning ud til, at de ikke var kommet helt ud af dynerne, da de var foruroligende stillestående og ganske simpelt på hælene i hele 1. periode. Igen kan uldjyderne takke keeper Emma-Sofie Norström, for hun holdt i den grad sine holdkammerater inde i kampen.

Denne solskinsrige lørdag morgen var nordjyderne bedre til at komme ind foran mål, hvilket gav flere store muligheder og flere gange dansede pucken rundt i Norströms målfelt, men igen var fysikken mod frederikshavnerne, som bare lige manglede de sidste 10% til at få prikket pucken den sidste vej ind over mållinjen.

Det blev til en fortjent scoring, efter et velspillet powerplay, som lige akkurat var afsluttet. Et skud på mål og endelig fik Frederikshavn bonus af at opsnappe en retur. Helten var Sebastian Holm, der fandt vej forbi Norström.
Men der bliver trukket store veksler på få spillere hos Frederikshavn, som alligevel fortsatte de gode takter et godt stykke ind i 2. periode, men så begyndte de at se trætte ud og det var lig med fejl.

Den første var dog af dommer Kent Filsøe, som desværre ikke så en stor interference på vendelboernes lille keeper Mikkel Toft, der fik en regulær tackling af Hernings Carl Hinge, så Tofts stav røg helt ud til sidebanden.
I stedet for to minuttters udvisning til Herning, fik Frederikshavn – en i øvrigt korrekt dømt – udvisning.
Inden Hernings powerplay havde de søvndøsige uldjyder haft 4 (fire) skud på mål, men nu vågnede medalje-favoritterne op til dåd. Fem skud på mål senere førte Herning 3-1, blandt andet på et flot powerplay mål, sat utrolig flot op af Mikko Lønne og Mads Meyer, men med Marcus Assentoft som afslutter.

Hernings lille Hjalte Thomsen har spillet sig lige i hjertet på flere af tilskuerne. Med en ukuelig vilje og god teknik har han været iøjnefaldende og endelig fik han held med en scoring, da han nettede til 2-1.
Kort før pausen øgede en af DMs bedste Mikko Lønne efter endnu en fejl i nordjydernes defensiv. Dermed kunne Herning gå til pause med en solid føring uden at have spillet godt og Frederikshavn havde fortjent bedre.

I den sidste periode kom Frederikshavn ud med fornyet energi og der blev satset med få spillere, hvilket naturligvis optimerede vendelboernes spil. Men kunne de holde yderligere et kvarter? Det kunne de, men det var ikke nok.
Herning var skarpere og havde nemmere ved at score, end de hårdt kæmpende nordjyder, der havde fortjent bedre efter endnu en flot kamp.
Omvendt bejler Herning for alvor til medaljer, når man kan vinde med to mål efter en halvskidt kamp.

Avisen kårede kampens to bedste:
Herning: Mads Meyer
Frederikshavn: Sebastian Holm Pedersen

Vidste du det?
Ved U13 DM for to år siden, da samme årgang spillede om Danmarksmesterskabet for første gang, endte stillingen sådan:

1) Rødovre
2) Gentofte
3) Herning
4) Aab
5) Odense
6) Esbjerg
7) Hvidovre
8) Rungsted

 

Top