Annonce


Nowruz – budskabet om fred, tolerance og forsoning
nilofer.jpg
Kvinder med Kant At være flygtning fra Afghanistan har aldrig været en ”cakewalk”.
Fakta

Nilofer Abbasi 25 år, studerer på RUC, er med i Venligboerne og KATIB - en afghansk kultur forening, samt medlem af Dansk Flygtningehjælps advisory board.

Fra det øjeblik, jeg landede i Danmark som 8-årig i slutningen af 1990’erne, måtte jeg navigere i en verden, hvor mit “folk” blev anset som værende onde terrorister og som barn måtte jeg forsvare mig på
legepladsen.
Mens danskere med kinesisk baggrund havde Jackie Chan og Bruce Lee og danskere med sydafrikansk baggrund havde Nelson Mandela, blev jeg nærmere associeret med den – i øvrigt saudiarabiske – Osama bin Laden og selvmordsbombere, når fjernsynsskærmene blev tændt hjemme i stuerne. Hvilken måde at få venner på!

Det blev ikke bedre, efter USA og Vesten havde interveneret Afghanistan og senere Irak. Pludselig befandt jeg mig i et årti fyldt med mistænkeliggørelse af min kulturelle baggrund, min person og min tilstedeværelse. ”Din Talibaner” blev mit nye øgenavn i folkeskolen. Så var det ellers op ad bakke med at få scoret klassens hotteste fyr.

Annonce

I min stræben på ikke at skille mig ud fra mængden, blev jeg min egen modstander ved at tage afstand fra alt, der havde med min afghanske baggrund at gøre, herunder noget så værdifuldt som fejringen af afghansk nytår eller Nowruz, som det også kaldes.
Nowruz, den ældgamle tradition, er en fejring af forårets kommen og betyder »ny dag«. Det er også en fejring af natur, frugtbarhed og at mørket erstattes af lyset.
En tradition som er omgivet af mange ritualer og festligheder over 13 dage. Nowruz-festival har en lang og rig historisk baggrund og fejres i mange lande i det vestlige Centralasien.
Traditionen tro begyndte min mor allerede flere dage inden selve Nowruz – som holdes den 21. marts – forberedelserne til højtiden ved at hovedrengøre huset, lave haft mewa (frugtsalat lavet af 7 forskellige tørrede frugter, serveret i egen sirup) bage khajoor (afghansk dessert) og bolani (et traditionelt afghansk fladbrød fyldt og bagt med enten spinat eller grøntsager).

Mine danske venner havde svært ved at forstå min kulturelle baggrund, men maden virkede nu mere spændende og det var noget, som de bedre kunne forholde sig til. Først i mødet med andre kulturer i gymnasietiden i Ishøj, begyndte jeg at kunne forstå og værdsætte det værdifulde ved Nowruz og dets budskaber. Nowruz var ikke længere et ukendt fænomen og jeg behøvede hverken at forklare eller forsvare min kulturelle baggrund. Tværtimod fejrede flere gymnasievenner begivenheden – også dem, som ikke nødvendigvis havde Nowruz i deres kulturelle bagage. For os handlede det om at være nysgerrig og tage del i hinandens højtider, fester og glæder. Det var en fejring af mangfoldighed, samhørighed, forsoning og solidaritet.
For mit vedkommende var det først i mødet med andre, at jeg lærte at omfavne min afghanske identitet og de smukke værdifulde traditioner. Jeg fandt fred og blev forsonet med mig selv. I dag har jeg Nowruz, som Rumi skrev: “Out beyond ideas of wrongdoing and rightdoing, there is a field. I will meet you there”. Og Nowruz ‘is the field’.

Top