Annonce


Minister blev klogere på unges mistrivsel
sofie-loehde_075_160318_BP.jpg
En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at børn og unges mentale helbred er på vej ned ad bakke. Fredag eftermiddag fik headspaces center på Tårnvej besøg af innovationsminister Sophie Løhde (tv), der blandt andet blev klogere på samarbejdet med Rødovre Kommune. Foto: Brian Poulsen
Headspace Venstres innovationsminister Sophie Løhde besøgte i fredags headspace på Tårnvej for at blive klogere på tilbuddet og høre mere om headspaces samarbejdet med Rødovre Kommune.
Fakta

headspace Rødovre var et af de første headspaces, der åbnede på dansk jord. Det var i 2013. I dag er der 17 på landsplan.
I alt havde man over 220 unge i rådgivning på Tårnvej i 2017.
Det er foreningen Det Sociale Netværk, der står bag headspace Danmark. Det Sociale Netværk blev etableret i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der nu er protektor for foreningen.

Siden efteråret 2013 har børn og unge helt anonymt kunne gå ind ad døren hos head-
space på Tårnvej og få hjælp til små og store problemer. Der er ingen ventetider, ingen journaler og rådgivningen foregår på de unges præmisser.
Det gratis rådgivningsinitiativ har haft besøg af over 1500 børn og unge siden åbningen og i fredags fik innovationsminister Sophie Løhde (V) også syn for sagen, da hun, sammen med borgmester Erik Nielsen (S), kommunaldirektør Anders Agger og social- og sundhedsdirektør Henrik Abildtrup, besøgte det store hus på Tårnvej for at høre mere om headspaces samarbejde med kommuner for at hjælpe og støtte børn og unge, der kæmper med mental mistrivsel.
Og mistrivsel er bestemt et emne, der optager politikerne. En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, hvor man har spurgt over 180.000 danskere på landsplan, viser, at børn og unges mentale helbred er på vej ned ad bakke. Fra 2013 til 2017 er antallet af piger, der har mental dårlig trivsel steget fra 17.9 til 24,8 procent. Hos drengene er tallet steget fra 9,5 procent til 14,2 procent.

Der skal investeres i sociale indsatser
Ud over innovationsministeren og repræsentanter fra Rødovre Kommune var også direktøren for det Sociale Netværk/headspace Danmark, Trine Hammershøy, på rundvist i de store lokaler på Tårnvej og direktøren glæder sig over, at regeringen har et ønske om i fremtiden at skabe bedre velfærd på tværs af sektorer.
”Jeg er glad for, at regeringen, i forbindelse med sammenhængsreformen, vil styrke rammerne for samskabelse, herunder at frivillige, brugere og pårørende i højere grad kan inddrages og tage medansvar i arbejdet med børn og unges mentale sundhed. Det er interessant at se, hvordan vi, i samarbejde med kommunen, kan gå sammen om at gøre en forskel for de unge og sikre, at flere ikke knækker nakken i uddannelsessystemet og mister kontakten til fællesskaberne,” siger Trine Hammershøy.

Annonce

I alt havde man over 220 unge i rådgivning på Tårnvej i 2017, og med de overordnede tendenser og den stigende mistrivsel hos børn og unge, som rapporterne viser, vil man arbejde endnu hårdere for at hjælpe og støtte flere unge.

Top