Annonce


Mesterskabstid
RSIK-U20_DM-guld_glæde.jpg
Rødovres U20 samles om pokalen, der er beviset på endnu et mesterskab til RSIK. Foto: Privat
ishockey RSIKs hold er godt i gang med at forsvare sin ærefulde titel, som landets mest vindende klub. U13 skal spille om SM i næste weekend, U15 er i SM-finalen mod Gentofte, U17 vandt SM i tirsdags og U20 er allerede SM- og Danmarksmestre. Samtidig spiller klubbens hold i 1. division kvartfinaler. Anden kamp spilles i aften kl. 18 mod Jutland Vikings.

Når man siger ishockey og fordeling af SM- og DM-medaljer, så siger man også Rødovre Ishockey. I sidste sæson var Rødovre klart mest vindende danske klub og den ærefulde titel jagter RSIK igen i denne sæson.
I sidste weekend vandt klubbens U20 DM-guld, efter at have vundet samtlige grundspilskampe og alle tre DM-kampe. En suveræn sæson og jeg husker ikke et RSIK mandskab på U20 niveau, der har skøjtet sig ubesejrede gennem sæsonen.
Mange af disse talentfulde spillere er i øjeblikket i gang med at spille kvartfinaler for 1. division mod Jutland Vikings.
Den første kamp i Århus var en hårdt spillet kamp, på grænsen til det svinske, ifølge de rødovrefolk, som jeg har talt med, så spillerne fra den jyske hovedstad havde forsøgt sig med alle midler for at vinde kampen.

Jeg tvivler på, at jyderne kan holde det hårde niveau flere kampe i træk, hvorfor Rødovres skøjtestærke spillere formentlig vil få mere og mere plads. Det sker næppe allerede i aften fra klokken 18 i Rødovre Skøjte Arena, når kamp 2 udspilles. Men jeg sagtens forestille mig, at det sammenbragte hold fra Silkeborg/Århus vil falde fra hinanden i løbet af søndagens kamp, når det tredje opgør skal spilles med kampstart klokken 14.30.

Annonce

Første opgør i Århus endte i øvrigt 2-3 til Rødovre, der skulle bruge overtid, før sejren blev sikret. Den store helt blev Philip Schultz, efter oplæg fra Lasse Mortensen, der blev kåret til U20 DMs bedste forward i sidste weekend.
Hvis man ikke lige ved, hvad man skal bruge sin lørdag aften på, så kan jeg stærkt anbefale aftenens kvartfinalekamp.

U17 blev sjællandsmestre
RSIKs U17 har haft en solid sæson, da de har vundet alle deres kampe mod de tre nederste hold i den blot 5 hold store østrække. Selvom de to tophold, Rødovre og Hvidovre, har delt sejrene mellem sig, har Rødovres stabilitet ført dem til et fortjent SM.
Når Hvidovre har sendt deres bedste op i rækken for at spille U20 eller 1. division, har de tabt point, mens Rødovre alligevel har vundet, når de har gjort det samme.
Som sjællandsmestre er Rødovre direkte kvalificeret til DM, ligesom Vojens er som jyske mestre. Seks hold skal i næste weekend spille DM kvalifikation om de to sidste DM-pladser. Der er Herning, Esbjerg og Hvidovre klare favoritter, så der venter nogle dramatiske opgør mellem de tre klubber.

U15 i SM-finalen
Rødovre vandt U15 grundspillet foran Gentofte, så de to hold skal mødes i ’bedst-af-to-kampe’ SM-finale spil. Det første opgør blev udspillet i Rødovre Skøjte Arena torsdag aften og den kamp vandt Gentofte 2-5.
De blå/orange nordsjællændere var fysisk overlegne og dominerede store dele af kampen, men Rødovres vævre spillere var gode til at holde gæsterne på ydersiden, så Gentoftes afslutninger var sjældent rigtig farlige.
Til gengæld var Rødovre skarpe i omstillingsspillet og derfor var fordelingen af 100% chancer faktisk ligeligt fordelt. Men set over hele kampen var Gentofte for stærke denne torsdag aften og sejren til gæsterne var fortjent.
Onsdag aften, med kampstart klokken 19.25 i Gentofte, afgøres SM-titlen. Får Gentofte point i den kamp, er de sjællandsmestre, mens der skal spilles overtid, hvis Rødovre vinder, uanset sejrens størrelse.
De to SM-finalister er direkte kvalificeret til DM, mens Rungsted og Hvidovre, der spiller om SM-bronze, bliver det sidste sjællandske hold. Den samlede vinder af bronze-kampene kvalificerer sig til DM og det bliver et dramatisk opgør, for de to hold har været jævnbyrdige gennem sæsonen, dog med Hvidovre som vindere i de to seneste kampe.
Fra Jylland er Aalborg og Herning direkte kvalificerede til DM, mens Frederikshavn og Esbjerg kæmper om den sidste jyske plads.

U13 til SM-lørdag
På lørdag i næste uge afgøres SM for U13 i Herlev Skøjtehal. Rødovre har været suveræne i grundspillet og er storfavoritter til at tage SM-titlen, men med Herlev som outsidere. RSIKs U13 har vundet samtlige kampe og har en målscore på 73-9.
Ud over Rødovre og Herlev, skal Gentofte og Hvidovre kæmpe om SM-medaljerne. Nummer fire skal ud i to play in kampe mod vinderen af KSF og Rungsted om at komme til DM.

Kommentarer
Top