Annonce


Kæmper med ø og færge om tavshedspris
RC-aabning-krystallen_002_280917_BP.jpg
Rødovre Centrum spiller ikke musik i fællesarealerne og i butikkerne skal musikken afspilles lavt, så kunderne ikke stresser af tunge beats. Det glæder et medlem af foreningen 'Vi Elsker Stilhed', der har nomineret centeret til årets stilhedspris. Foto: Arkiv
schhh Rødovre Centrum kan i næste uge vinde en speciel og lidt komisk pris. For på trods af ombygningslarm er centeret nomineret til ’Stilhedsprisen 2018’.

Hvad har Rødovre Centrum, Vestergade Café i Randers, Samsøfærgen og Mandø til fælles? Ingenting skulle man tro, men faktisk er de alle nomineret til ’Stilhedsprisen 2018’.
Det er foreningen ’Vi Elsker Stilhed’, der uddeler prisen en gang årligt. Foreningen har til formål at gøre opmærksom på, at der er mange mennesker, der forstyrres og stresses af støj og det gør de blandt andet ved at uddele en pris, der hylder et sted, en virksomhed eller en person, der ikke bruger unødvendig, menneskeskabt støj.
At Rødovre Centrum er nomineret til lige netop en tavshedspris kan virke lidt tragikomisk i en periode, hvor der er fuld drøn på en særdeles støjende udvidelse af centeret.
Foreningen har fået henvendelser om, at der i øjeblikket er fuld tryk på ombygningskedlerne i Rødovre Centrum og at der derfor er et højt støjniveau, men foreningen vil ikke agere overdommer i forhold til om en kandidat passer til prisen.
”Det er vores medlemmer, der indstiller kandidater til prisen og vi stiller ikke kriterier op,” fortæller formanden for foreningen ’Vi Elsker Stilhed’, Camilla Lærkesen.
Foreningen har godt 1200 medlemmer og det er også dem der i sidste ende bestemmer, hvem der skal løbe med den larmende tavshedspris.

Ro til indkøb
Rødovre Centrum er nomineret fordi ‘De ikke spiller musik i det offentlige rum i centret, butikkerne spiller dæmpet musik og mange af butikkerne slet ikke’, lyder det i begrundelsen, som man kan finde på foreningen ’Vi Elsker Stilhed’ hjemmeside.
Rødovre Centrums administrerende direktør, Jesper Andreasen, kan godt se, at centeret i øjeblikket er i en periode med et højere støjniveau, men han fortæller samtidig, at der, fra centerets side, er stor fokus på netop at nedbringe unødvendig menneskeskabt støj og andre forstyrrende og stressende elementer.
”Ro er faktisk en meget vigtig faktor for os, men nej, lige i øjeblikket er vi ikke stille,” fortæller Rødovre Centrums administrerende direktør Jesper Andreasen, der ikke var bekendt med, at centeret var indstillet til prisen.
”Nej, det er helt nyt for mig og jeg tror ikke, at man skal vurdere prisen ud fra et øjebliksbillede. Vi har altid gjort meget ud af, at der ikke er for mange forstyrrende elementer i centeret. Det er ikke tilladt at reklamere på fællesarealerne og i butikkerne må der ikke spilles højt musik. Kunderne skal ikke forstyrres unødvendigt og vi har altid fået ros af kunderne for at være et roligt og behageligt center, hvad det angår,” siger Jesper Andreasen om prisen, der finder sin vinder i begyndelsen af marts måned.
Ud over centeret er Samsøfængen, Mandø, ja øen Mandø, radiovært Iben Maria Zeuthen og Østerhåb Kirke blandt andet nomineret til prisen.

Annonce
Top